På en dag hvor 25 økonomer kan blive enige om at give regeringens økonomiske politik fingeren – og hvor den socialistiske opposition kun kan svare ”mere, mere, mere” – er der faktisk grund til optimisme på Liberal Alliances vegne.
Årets sidste 14 dage bød på en stribe meningsmålinger på over en procent – den bedste var endda på 1,6% og indikerede, at vi er i stand til at få de unge i tale.
Mogensen & Kristiansen på TV 2 News har godt nok endnu engang givet LA dødsstødet, men lad mig her på en af årets sidste dage komme med en påstand: 2007-08 blev stiftelses- og kaos-år. 2009 blev stabiliseringsåret. 2010 bliver comeback-året!
Hvad bygger jeg denne grænseløse optimisme på? Ja, ud over meningsmålinger bl.a. denne historie:
En af mine gode venner mailede mig forleden om sine oplevelser i forbindelse med en julefrokost. Deltagerne bestod af en god blanding af folk: En musiker, en håndværker, en it-mand, en underviser m.fl. Efter lidt øl og mad faldt talen (selvfølgelig) på politik. Her er hvad der kom frem:
Folk er i stigende grad bekymrede for fremtiden. Med god grund. Deltagerne i frokosten pegede på følgende problemer:
* Konkurrence-evne. Man kan ikke se, hvordan Danmark kan konkurrere internationalt, når alle, der arbejder, skal forsørge mindst to, der ikke arbejder (hele diskussionen om hvor enormt mange mennesker der er eller kommer på en eller anden form for overførselsindkomst).
* Slaphed. Unge mennesker tager 6 ugers ferie og 35 timers arbejdsuge for givet … og mange af dem er umådeligt dovne. Hvis vi ikke kan vække den næste generation og få dem til at arbejde hårdt og målrettet, kommer det til at koste.
* Festen er forbi. De tider, hvor globalisering betød, at man fik lavet det beskidte arbejde billigt i udlandet, indkasserede differencen og brugte den til at bygge socialstat i Danmark, er forbi. Kineserne ved det samme som os i dag … og arbejder hårdere, længere og med mere fokus. Hvis Danmark skal undgå at blive et uland, skal der en helt anden attitude til – meget mere fokus på evne til at konkurrere.
* Velfærdsstaten bryder sammen. Vi har det højeste skattetryk i verden. Dagligvarer er 40% dyrere end i resten af Europa. Men ingenting virker. Folkeskolen er elendig. Gymnasiet er middelmådigt. Sundhedsvæsnet rasler ned ad listen. Vi betaler mere og mere, men får mindre og mindre. Det kan ikke blive ved.
* Mere vækst er essentiel. Der bliver ingen redning af Danmark uden massiv vækst. Og der bliver ingen vækst, uden at hjulene kommer i gang. Det kræver, at politikerne kravler ud af deres fastlåste position og begynder at adressere ubehagelige emner som efterløn, ældrebyrde, pensionsopsparing, eskalerende omkostninger til sundhedsvæsen etc. etc. Debatten må på en eller anden måde i gang.
* Bureaukratiet må væk. Harme over hvordan skattemidlerne bliver brugt på millimeter-demokratisk idioti, overvågning, regel-rytteri, rapport-skriveri, inkompetente udliciteringer, dårlig styring af udgifter og generelt manglende effektivitet og professionalisme.
* Big brother-mentaliteten må væk. Harme over lømmelpakker, politistatsmentalitet, overgreb på borgernes frihed, idiotiske love om knive, visitationszoner etc. Klart indtryk af at politikere / statsmagt bruger situationen med rockere / indvandrere / terrortrussel etc. til at skabe angst og utryghed, der giver nem adgang til at tiltuske sig mere magt og mindre ’accountability’.
* Vi har brug for dygtige udlændinge. Forskerpakken er idiotisk og en lappeløsning på et tåbeligt skattesystem, fordi det ikke kan passe, at når to mand laver det samme job, skal den ene betale 60% skat og den anden 25%. Men det laver ikke om på, at vi har brug for kvalificerede folk fra udlandet … og må skabe vilkår, der gør Danmark attraktivt, for ellers havner de alle i USA, Singapore, UK etc.
* Skatten må ned. Argumentet handler (i hvert fald ikke til denne frokost) ikke så meget om, at man selv vil beholde mere, men om at man ser det som et middel til at få gang i hjulene – at motivere folk til at yde en ekstra indsats, arbejde længere og bevare fokus.
Der er intet af ovenstående, som de andre partier adresserer. Omvendt har LA det hele på spisesedlen. Vi forsøger at råbe op om, argumentere for og konfrontere netop disse emner hver eneste dag.
Hvorfor er vi så ikke allerede over 2%? Det er der en række grunde til – og jeg orker ikke at trætte jer med dem. Alle kender historien. Jeg vil hellere pege på vejen frem: LA skal i det kommende år igen og igen påpege, at vi tilbyder en anden form for kontraktpolitik, når vi har de afgørende mandater:
For det første vil LA tilbyde sig som partiet, der i et og alt vil stemme med en borgerlig regering, men vi vil altid tage os betalt i form af mindre skat, mere vækst, effektivisering af staten samt individuelle frihedsrettigheder. Det er faktisk et budskab, jeg tror, der er en kæmpe sult efter.
For det andet bliver det vigtigt at få forklaret, at man ikke behøver være enig med os i alt for at stemme på os. I god tid før valget melder vi præcist ud, hvad vi vil have for vores afgørende mandater, så alle kan se, at hvis vi bliver tungen på vægtskålen, får man en stemme på borgen, der er der med ét eneste formål, nemlig at presse V, K og DF mod en mere liberal og vækstorienteret politik.
Det, som jeg fik ud af min vens julefrokost, er, at den sti, LA har bevæget sig ind på siden årsskiftet 2008-09, hvor Naser forlod os, er den rette vej frem.
Folk skal stemme på LA for at nå et klart mål: At skabe en ny retning i dansk politik!
I og andre skal ikke stemme på LA for LA’s egen skyld.
LA skal ikke være et ’fuldt udrullet parti’ – vi skal være en mulighed for at trække en borgerlig regering i en bestemt retning, som mange gerne vil.
LA kommer på valgdagen til at stå for den logik, som herskede under min vens julefrokost.
Man kan kalde den form for logik meget. Men man kan også bare kalde den "almindelig sund fornuft og bred konsensus over en god flaske rødvin hjemme hos det arbejdende Danmark"-stemningen.
Der er grund til optimisme. Godt nytår!
Årets sidste 14 dage bød på en stribe meningsmålinger på over en procent – den bedste var endda på 1,6% og indikerede, at vi er i stand til at få de unge i tale.
Mogensen & Kristiansen på TV 2 News har godt nok endnu engang givet LA dødsstødet, men lad mig her på en af årets sidste dage komme med en påstand: 2007-08 blev stiftelses- og kaos-år. 2009 blev stabiliseringsåret. 2010 bliver comeback-året!
Hvad bygger jeg denne grænseløse optimisme på? Ja, ud over meningsmålinger bl.a. denne historie:
En af mine gode venner mailede mig forleden om sine oplevelser i forbindelse med en julefrokost. Deltagerne bestod af en god blanding af folk: En musiker, en håndværker, en it-mand, en underviser m.fl. Efter lidt øl og mad faldt talen (selvfølgelig) på politik. Her er hvad der kom frem:
Folk er i stigende grad bekymrede for fremtiden. Med god grund. Deltagerne i frokosten pegede på følgende problemer:
* Konkurrence-evne. Man kan ikke se, hvordan Danmark kan konkurrere internationalt, når alle, der arbejder, skal forsørge mindst to, der ikke arbejder (hele diskussionen om hvor enormt mange mennesker der er eller kommer på en eller anden form for overførselsindkomst).
* Slaphed. Unge mennesker tager 6 ugers ferie og 35 timers arbejdsuge for givet … og mange af dem er umådeligt dovne. Hvis vi ikke kan vække den næste generation og få dem til at arbejde hårdt og målrettet, kommer det til at koste.
* Festen er forbi. De tider, hvor globalisering betød, at man fik lavet det beskidte arbejde billigt i udlandet, indkasserede differencen og brugte den til at bygge socialstat i Danmark, er forbi. Kineserne ved det samme som os i dag … og arbejder hårdere, længere og med mere fokus. Hvis Danmark skal undgå at blive et uland, skal der en helt anden attitude til – meget mere fokus på evne til at konkurrere.
* Velfærdsstaten bryder sammen. Vi har det højeste skattetryk i verden. Dagligvarer er 40% dyrere end i resten af Europa. Men ingenting virker. Folkeskolen er elendig. Gymnasiet er middelmådigt. Sundhedsvæsnet rasler ned ad listen. Vi betaler mere og mere, men får mindre og mindre. Det kan ikke blive ved.
* Mere vækst er essentiel. Der bliver ingen redning af Danmark uden massiv vækst. Og der bliver ingen vækst, uden at hjulene kommer i gang. Det kræver, at politikerne kravler ud af deres fastlåste position og begynder at adressere ubehagelige emner som efterløn, ældrebyrde, pensionsopsparing, eskalerende omkostninger til sundhedsvæsen etc. etc. Debatten må på en eller anden måde i gang.
* Bureaukratiet må væk. Harme over hvordan skattemidlerne bliver brugt på millimeter-demokratisk idioti, overvågning, regel-rytteri, rapport-skriveri, inkompetente udliciteringer, dårlig styring af udgifter og generelt manglende effektivitet og professionalisme.
* Big brother-mentaliteten må væk. Harme over lømmelpakker, politistatsmentalitet, overgreb på borgernes frihed, idiotiske love om knive, visitationszoner etc. Klart indtryk af at politikere / statsmagt bruger situationen med rockere / indvandrere / terrortrussel etc. til at skabe angst og utryghed, der giver nem adgang til at tiltuske sig mere magt og mindre ’accountability’.
* Vi har brug for dygtige udlændinge. Forskerpakken er idiotisk og en lappeløsning på et tåbeligt skattesystem, fordi det ikke kan passe, at når to mand laver det samme job, skal den ene betale 60% skat og den anden 25%. Men det laver ikke om på, at vi har brug for kvalificerede folk fra udlandet … og må skabe vilkår, der gør Danmark attraktivt, for ellers havner de alle i USA, Singapore, UK etc.
* Skatten må ned. Argumentet handler (i hvert fald ikke til denne frokost) ikke så meget om, at man selv vil beholde mere, men om at man ser det som et middel til at få gang i hjulene – at motivere folk til at yde en ekstra indsats, arbejde længere og bevare fokus.
Der er intet af ovenstående, som de andre partier adresserer. Omvendt har LA det hele på spisesedlen. Vi forsøger at råbe op om, argumentere for og konfrontere netop disse emner hver eneste dag.
Hvorfor er vi så ikke allerede over 2%? Det er der en række grunde til – og jeg orker ikke at trætte jer med dem. Alle kender historien. Jeg vil hellere pege på vejen frem: LA skal i det kommende år igen og igen påpege, at vi tilbyder en anden form for kontraktpolitik, når vi har de afgørende mandater:
For det første vil LA tilbyde sig som partiet, der i et og alt vil stemme med en borgerlig regering, men vi vil altid tage os betalt i form af mindre skat, mere vækst, effektivisering af staten samt individuelle frihedsrettigheder. Det er faktisk et budskab, jeg tror, der er en kæmpe sult efter.
For det andet bliver det vigtigt at få forklaret, at man ikke behøver være enig med os i alt for at stemme på os. I god tid før valget melder vi præcist ud, hvad vi vil have for vores afgørende mandater, så alle kan se, at hvis vi bliver tungen på vægtskålen, får man en stemme på borgen, der er der med ét eneste formål, nemlig at presse V, K og DF mod en mere liberal og vækstorienteret politik.
Det, som jeg fik ud af min vens julefrokost, er, at den sti, LA har bevæget sig ind på siden årsskiftet 2008-09, hvor Naser forlod os, er den rette vej frem.
Folk skal stemme på LA for at nå et klart mål: At skabe en ny retning i dansk politik!
I og andre skal ikke stemme på LA for LA’s egen skyld.
LA skal ikke være et ’fuldt udrullet parti’ – vi skal være en mulighed for at trække en borgerlig regering i en bestemt retning, som mange gerne vil.
LA kommer på valgdagen til at stå for den logik, som herskede under min vens julefrokost.
Man kan kalde den form for logik meget. Men man kan også bare kalde den "almindelig sund fornuft og bred konsensus over en god flaske rødvin hjemme hos det arbejdende Danmark"-stemningen.
Der er grund til optimisme. Godt nytår!
