Det er titlen på den sang der blev benyttet som motto af Danmarks frihedskæmpere under den tyske besættelse, hvor sidste vers lyder:
”Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.”
Under henvisning til Sass Larsen og andre, der på den ene eller anden måde vil eller allerede har indført begrænsninger i Danskernes frihed, tillader jeg at komme med et lille PIP.
Vi taler/skriver om friheden til at tale og skrive som vi vil, selvfølgelig under ansvar. Altså vores ytringsfriheden som vi kæmper så meget for og med livet som indsats for vores modige soldater i og uden for Danmarks grænser, som f.eks. i Afghanistan.
Er dobbeltmoralsk, nu lig med dobbelt så godt her i Danmark?
Flere af de begrænsninger der er indført efter 9/11 er enten skudt helt ved siden af eller komplet ligegyldige, og som ofte er indført pga. enkeltsager, hvor en politiker har ført sig frem, i håb om han/hun kan fortsætte sin karriere i folketinget, eller et påbud fra EU.
Jeg er sikkert naiv, men det at blive valgt ind i Folketinget eller EU er et privileger, og ikke en karriere. Et folketingsmedlems fornemste opgave må helt klart være at tilsidesætte sit ego for Danmark.
Set udefra, har næsten alle folketingsmedlemmer i dag valgt politik som en karrieremulighed og for egen vindings skyld, og det er i min optik uacceptabelt.
Det lykkedes sidste år den amerikanske komiker Jon Stewart, at samle et par hundrede tusind engagerede vælgere på tværs af politisk, social og økonomisk skel og under parolen ”Rally to restore sanity”, frit oversat af undertegnede ”Massemøde, for at genskabe fornuften”.
Demonstrationer er ofte noget der udføres af enkelte interesseorganisationer. Men er det ikke på tide at vi, Danskerne på tværs af politisk, social og økonomisk skel, samler os foran Folketinget og forlanger at vores politikere skal genskabe fornuften, og som alle andre i samfundet uden for Borgen ved at samarbejder, er det der skal til for at får privatlivet, virksomheden og samfundet til af fungerer.
Derfor tillader jeg at stille følgende spørgsmål:
Er vi Dansker blevet for magelige til at samles på tværs af politisk, social og økonomisk skel, i et forsøg på at genskabe fornuften i Dansk politik?
Eller
Er vi kun interesseret i at tilkendegive vores små anonyme meninger, når vi sidde hjemme i vores sikre privatsfære og/eller som jeg under synonym med radioen kørende i baggrunden?
