Rettighedsliberalisme og anarkokapitalisme var emnet for et kursus, som Thomas Breitenbach Jensen holdt i Liberal Alliance i København i går. Kurset var velbesøgt, omkring 50 mennesker var mødt op, det strålende solskin til trods, for at høre om og diskutere rettighedsliberalisme, og det var ikke kun medlemmer af Liberal Alliance, men også en del medlemmer af VU og partiløse. Det var glædeligt at se den store interesse for emnet. Det følgende er nogle personlige refleksioner dagen derpå.
Den klassiske liberalisme har fejlet
Den klassiske liberalisme er optaget af at sikre en beskyttelseszone omkring individet og dets ret til liv, frihed og ejendom, som ingen andre borgere, staten eller fremmede magter må krænke.
Ifølge den klassiske liberalisme sikres friheden bedst som ”Freedom under the rule of law” med en begrænset statsmagt, magtdeling og konstitutionelt beskyttede frihedsrettigheder.
At det projekt ikke er lykkedes specielt godt, er der næppe tvivl om: Staten er i massedemokratiets tidsalder vokset til en uhyrlig størrelse, statskleptokratiet har antaget et omfang, så almindelige lønmodtagere betaler mere i skatter og afgifter, end de får lov til at beholde for sig selv, og den statslige regulering, overvågning og kontrol udgør et alvorlig indgreb i den personlige frihed.
Det har altså ikke været muligt at begrænse statsmagtens vækst og sikre friheden med de af den klassiske liberalisme anbefalede midler. De liberale massedemokratier har givet vælgerne alt for stort spillerum til at kunne stemme sig til andre menneskers penge og til offentlige ydelser betalt af andre. Måske findes der ikke nogen måde, hvorpå man i et liberalt demokrati kan sætte så snævre grænser for, hvad vælgerne kan stemme om, at det nogensinde vil være muligt at begrænse en stat til for evigt at have et minimalstatsligt omfang, om man kunne starte der. I så fald er problemet mere fundamentalt: At den klassiske liberalisme tog fejl, at friheden blot tilnærmelsesvist kan sikres i et demokrati, så det er selve demokratiet, der er problemet. Alternativt kunne man hævde, at det er endnu mere grundlæggende, at det er selve eksistensen af en stat, der er problemet, og der er selvfølgelig noget paradoksalt i, at liberale tænkere fra Hobbes, Locke, de amerikanske ”founding fathers” og frem har ment, at friheden bedst sikres af en stat, når de samtidig erkender, at staten i sig selv er en trussel mod friheden.
Rettighedsliberalismen løser Leviathanproblemet
Der er en anden tradition indenfor liberalismen, der kan betegnes rettighedsliberalismen, som har et langt mere radikalt forhold til ukrænkeligheden af individuelle de rettigheder. Rettighedsliberalismen har siden en gang i 1960erne og frem udviklet sig til det, som nogen kalder for anarkokapitalisme, der er betegnelsen for et samfund med liberalt anarki uden stat.
Tager man udgangspunktet alvorligt, at de individuelle rettigheder er helt og aldeles ukrænkelige, så må det nødvendigvis føre til forkastelsen af statens voldsmonopol og tvangsbeskatning, og dermed til eksistensen af en stat.
Det er uangribeligt, og det intellektuelt tilfredsstillende i rettighedsliberalismen er netop den logiske stringens, der fører fra ukrænkeligheden af rettigheder til forkastelsen af enhver form for stat, og dermed til den måske eneste mulige beskyttelse af den individuelle frihed vis-a-vis staten.
Rettighedsliberalismen har fejlet
Anarkokapitalismen sikrer effektivt friheden i forhold til den statslige magtudøvelse, og det gør den radikalt ved at afskaffe staten. Truslen mod friheden stammer imidlertid ikke kun staten, men også fra to andre kilder:
- Andre borgere
- Fremmede magter.
Og det er her anarkokapitalismens teoretiske svaghed. Det er nemlig ikke muligt at vise med samme logiske stringens, at beskyttelsen af de individuelle frihedsrettigheder vis-a-vis andre borgere eller fremmede magter beskyttes i et anarkokapitalistisk samfund. Man kan afskaffe staten, men kan ikke afskaffe andre borgere eller fremmede magter.
At der i et anarkokapitalistisk samfund vil opstå private retssystemer og beskyttelsesinstitutioner, der kan sikre retssikkerheden og den enkeltes frihed, liv og ejendom, er et postulat, og det samme gælder for den private organisering af (et nationalt) forsvar. I moderne tid er det ikke gjort med civil bevæbning, borgerværn og militser – et nationalt forsvar i det 21. århundrede kræver jagerfly, missilsystemer, radarovervågning og stående hære.
Når jeg kalder det et postulat, at retssystemet og forsvar vil opstå spontant på et frit marked, så må det ikke misforstås derhen, at jeg mener, det er grebet ud af luften. Rothbard, Hoppes, David Friedman og mange andre har argumenteret i bøger og artikler for, at det er muligt, men de formår netop kun at argumentere for, at det er muligt, ikke at det følger med logisk konsekvens.
Og argumentationen er svag. Der er en række forudsætninger, der må være opfyldt, for at der opstår private retssystemer og politifunktioner og forsvar, som simpelthen ikke er opfyldt.
Finansiering af et nationalt forsvar er enormt dyrt, og da et nationalt forsvar har karakter af at være et offentligt gode i den forstand, at alle har glæde af det, uanset om de betaler til det eller ej, fordi de alle bliver beskyttet, hvis fjenden kan afskrækkes og holdes væk fra landets grænser, så opstår der et free-rider problem (gratisrytterproblem), hvor alle har et incitament til ikke at betale og forlade sig på, at andre betaler for forsvaret. Det vil føre til underfinansiering og et utilstrækkeligt forsvar, og jo mere underfinansieret, jo mindre incitament har de betalende til faktisk at betale, fordi de måske betaler deres egen fair andel, men ikke får den formodede beskyttelse, fordi de andre ikke betaler deres fair andel. På dette punkt minder markedet for kollektivt forsvar om forsikringsmarkeder, hvor adverse selection kan få markedet til at bryde helt sammen.
Tilstanden, hvor ingen betaler, er med andre ord en Nash-ligevægt, hvorimod det ikke gælder for den optimale tilstand, at alle betaler deres fair andel. (En Nash-ligevægt er et spilteoretisk begreb, hvor ingen af agenterne har en tilskyndelse til at vælge noget andet, end de gør, givet de andres valg).
Man kan ikke afvise, at det vil være muligt at etablere et privat finansieret forsvar, men anarkokapitalismen leverer ikke et logisk stringent argument for, at Nash-ligevægten ikke vil blive resultatet. Argumentet for et nationalt finansieret forsvar baserer sig på en påstand om, at borgerne vil være så tilstrækkelig altruistiske, at de vil bidrage til det nationale forsvar, selv om de individuelt vil have en interesse i at lade de andre betale. Anarkokapitalismen fejler på det punkt, hvor det ellers hævder at have sit primat: Den logiske stringens, for den leverer netop ikke et logisk skudsikkert argument for, at markedet vil løse problemet med finansieringen af et nationalt forsvar.
Selvfølgelig kan et samfund operere med private retssystemer, men det forudsætter et meget homogent samfund, hvor alle er grundlæggende enige om retsprincipperne for, at det ikke skal udvikle sig til borgerkrigslignende stridigheder mellem forskellige befolkningsgrupper.
Opretter forbryderorganisationer eller shariatilhængere retssystemer, hvor enhver krænkelse af deres rygmærke eller profet straffes med døden, så vil der næppe være nogen mulighed for mægling mellem forskellige beskyttelsesbureauer, og det vil ende i uløselige konflikter, fordi borgerne vil være omfattet af forskellige retsregler på samme tid. Og der er ingen garanti for, at disse retsregler – som eksempelvis sharialovgivning – ikke i sig selv repræsenterer rettighedskrænkelser. Det vil givetvis være tilfældet.
Der er ikke nogen måde, hvorpå markedet kan løse det problem, og anarkokapitalister fejler ved ikke at kunne anvise en måde, hvorpå det problem vil løse sig, uden at antage sig ud af problemet.
De to eksempler med nationalt forsvar og private retssystemer belyser et mere grundlæggende problemer ved anarkokapitalismen: At den er udtryk for en rationalistisk konstruktivistisk tankegang, der går ud på, at man rationelt kan designe samfund. Det er en utopi, der deles af andre ideologier, og som andre steder har ført til guillotinen og Gulag. Dermed ikke sagt, at anarkokapitalismen fører til noget tilsvarende, slet ikke, men mennesker er ikke ufejlbarlige, og ethvert forsøg på at designe det perfekte samfund enten med perfekt lighed eller med perfekt frihed er dømt til at mislykkes.
Hvordan sikres rettighederne?
Den klassiske liberalisme har fejlet ved ikke at kunne sikre individets rettigheder i forhold til en stadig voksende stat, og rettighedsliberalismen og anarkokapitalismen har fejlet ved ikke at kunne komme med de logisk stringente anvisninger på, hvordan markedet kan sikre de institutioner, skal sikre friheden i forhold til krænkelser fra andre borgere såvel som fra fremmede magter.
Det er ikke muligt at konkludere, om et anarkokapitalistisk samfund eller en minimalstat samlet set vil være bedst til at sikre friheden. Det anarkokapitalistiske samfund beskytter mod krænkelser fra staten, men en minimalstat er formentlig bedst til at beskytte mod krænkelser fra andre borger og fremmede magter.
