Det er angsten for LA der skaber de store overskrifter, driver hetzen og ligger bag de mange forsøg på, at afspore mediernes dækning af LAs politik.
Det er angsten for ens jobsikkerhed, der ødelægger journalisternes og de politiske kommentatorers evne til at yde en bare nogenlunde antagelig indsats i jobbet.
Og det er angsten for at miste sit sæde i folketinget, der gør hovedparten af MF’erne til en flok – i bedste fald ligegyldige – gæs, der primært lader sig styre af hvad de tror er populært at sige, og som vil sikre dem en plads i folketinget også i næste periode.
Forleden oplevede jeg en rigtig dygtig og fornuftig tidligere fremtrædende tv-journalist udfordre mig til at finde ét eksempel på en folketingskandidat, der ville gå så langt som OBO efter hendes mening havde gjort i sit blogindlæg om kvinder. Jeg opfordrede hende til at læse et en kommentar til OBOs skriv - begået af en kvindelig MF for SF i Jyllands Posten. Denne ensidige personlige tilsvining af OBO ville hun nu ikke læse.
Man tager skyklapper på - og synes det er i orden at svine OBO til - med grove personlige udfald, mens man er totalt blind for de forbehold han tager i sit skriv.
Det er nu ikke det som er så interessant. Det interessante er den dialog der følger, hvor OBO glider af - og siger at han ville have formuleret sig anderledes nu hvor han er folketingskandidat. Det skal man åbenbart. Være "glat som en ål".
Der må ikke være "noget at komme efter" - ikke engang noget som ikke er der i virkeligheden. For ens modstandere skal nok vide, at male én over i et hjørne hvor man kan blive svinet til.
For et par uger siden udkom en bog af min gamle retoriklærer Christian Koch. I omtalen blev vi gjort bekendt med et nyt begreb: Retorisk lommetyveri. Retorisk lommetyveri består – hvis jeg forstår det ret – i at man selv formulerer noget, man tillægger sin politiske modstander at mene, hvorpå man med velforberedt snilde og elegance – kan jorde dette fatamorgana af en holdning.
I tilfældet LA – er der flere af den slags dagsordener i gang. For det første gør man LA til ”Saxo-Bank partiet”. Det vil sige at man forsøger at frame LA som en rigmands hobbyprojekt – hvilket ikke alene latterliggør alle i LA, men også gør hele projektet særdeles susspekt. Det er ikke et uskyldigt politisk drilleri – men en ond og udspekuleret måde, at undergrave et ærligt politisk projekt på. Det bliver sikkert ikke bedre af, at vi nu kan se at Mærsk også spytter i kassen. Hvorfor mon? – tænker mange sikkert. Det er da et tegn på, at LA gør noget til de riges tilfredshed. Asger Aamund også. Det kan selvfølgelig ikke nægtes, og det er da også det smarte ved den form for ”argumentation”. Men læg lige mærke til, at Saxo-Bank og Mærsk bidrager med det de kan – altså penge. Men der er mange mange flere små selvstændige og mange andre, der bidrager til LA med det de kan. Det er bare ikke så interessant at kigge på for medierne, fordi der er langt mere ”kendis-effekt” i at skrive om Mærsk og Saxo-Bank.
Og det bringer mig til næste punkt: ”Kendis-.Parti” kaldes LA. Ja – det er sandt, at der er fundet nogle spidskandidater, som er kendte for noget andet end politik. Det er også sandt, at det er sket fra centralt hold. Og det er sikkert også sandt, at der kunne findes mere politisk erfarne kandidater i stedet for disse ”kendisser”. Men igen bliver det vinklet på en negativ måde. Det kan jo ikke i sig selv være en dårlig kvalitet – at man er i stand til at bringe sig selv i centrum for mediernes opmærksomhed, og er i stand til at håndtere mediernes behandling af én. Tværtimod – er det nok en af de vigtigste kompetencer en spidskandidat kan have. For kig på hvordan medierne og journalisterne behandler spidskandidater. De bliver behandlet som offentlige personer – som kendisser. Derfor er det i sig selv en kvalifikation.
Mediernes logik gør det altså på én gang nødvendigt med ”kendisser” – og samtidig suspekt. Men hvad skal et "stakkels lille" nyt parti ellers gøre? LA har jo ikke mulighed for at opstille en lang række kendte politikere – sådan som de gamle partier har. Den måde at behandle et nyt parti på – er jo direkte ødelæggende for de muligheder man har, for at starte et nyt parti. Og samtidig er det ødelæggende for mulighederne for at sætte en ny dagsorden.
Og LA forsøger altså at sætte en ny dagsorden. Men det er der bare ikke så mange der er interesserede i. Der er flere punkter på dagsordenen – end blot ”skattelettelser” – som medierne ellers har fokuseret så ensidigt på.
LA vil bekæmpe angsten – og styrke friheden og glæden. Mere frihed, færre regler, mere åbenhed. Det er ægte liberale værdier, men det virker næsten som om man her i landet har glemt hvad det er. Den gamle tirade om at det er egoisme, køres ud som en gammel hestetrukken kartoffelvogn i efterårsferien. For både journalister, kommentatorer og folketingsmedlemmer er bange for frihed. Det er blevet ”second nature” at sky friheden til at gå lidt på røven – og de angste fremmaner straks scenarier af barfodede og beskidte sultende børn i rendestenene.
Velfærdssamfundet bliver til den eneste løsning – en løsning hvor man ikke kan forlange rigtig journalistik af en politisk journalist – for så længe han sikrer seere til sit ”show” – gør det ikke noget at han ikke bidrager til at vi bliver klogere. En løsning hvor den politiske kommentator er blevet en pauseklovn, som gentager de samme ubegavede vurderinger – baseret på en viden om ”det politiske spil” – der hovedsagelig handler om hvordan man manipulerer med andre mennesker, i forhandlinger og i medierne. En løsning hvor det ”folkevalgte” medlem af folketinget har ladet sig overbevise af politiske journalister, kommentatorer og såkaldte ”spin-doktorer” om, at hans eller hendes interesse er at blive valgt – koste hvad det vil. Og det koster så ALT. Det koster troværdigheden, det koster idealer, det koster holdninger, det koster mærkesager. Man siger det som gør sig på tv.
LA vil noget andet. Men stort set hele resten af den politiske verden – er indstillet på at fortsætte tåbelighederne.
Derfor kan man ikke høre eller se – hvorfor Thyra Frank er et naturligt medlem af LA familien. Hun vil det jo godt, og hun har hjertet på rette sted. Men det rimer bare ikke med den måde man har ”framet” LA.
Derfor kan man ikke forstå hvordan ”færre regler” kan være så vigtigt for LA, for man forbinder ikke ”færre regler” – med ”mere frihed”, og heller ikke med ”lavere skat”. Man forbinder ”færre regler” med ”mere egoisme”. Og det er forkert. Sammenhængen mellem en offentlig sektor der vokser og vokser – og bruger en større og større andel af vore skattekroner på uproduktiv kontrol – som går ud over dem der har brug for hjælp fra det offentlige. Hjælpen er blevet forvandlet til mistroisk kontrol. Og mistroisk kontrol er anti-frihed. Det er anti-glæde. OG det bidrager til at hive landet ned – frem for op. Men det formår medierne ikke at forholde sig til. Hvorfor mon? Kan det være angsten? Kan det være fordi der er nogen der har deres egen eller deres nærmestes stillinger i klemme? Hvem er det der lønner alle eksperterne?
Dette land er syltet ind i en selvopretholdende ”klasse” af synlige og offentlige ”ledere” – der leder landet i fordærv. De gør deres bedste for at lukke munden på det eneste parti, der ser det som sin pligt, at gøre op med dette. Men det skal ikke lykkes for dem. For LA har noget at byde på – og det er meget mere end blot ”lavere skat”. Frihed, glæde og muligheder.
Det er de andre der er bange. Og de har grund til at være det.
Det er angsten for ens jobsikkerhed, der ødelægger journalisternes og de politiske kommentatorers evne til at yde en bare nogenlunde antagelig indsats i jobbet.
Og det er angsten for at miste sit sæde i folketinget, der gør hovedparten af MF’erne til en flok – i bedste fald ligegyldige – gæs, der primært lader sig styre af hvad de tror er populært at sige, og som vil sikre dem en plads i folketinget også i næste periode.
Forleden oplevede jeg en rigtig dygtig og fornuftig tidligere fremtrædende tv-journalist udfordre mig til at finde ét eksempel på en folketingskandidat, der ville gå så langt som OBO efter hendes mening havde gjort i sit blogindlæg om kvinder. Jeg opfordrede hende til at læse et en kommentar til OBOs skriv - begået af en kvindelig MF for SF i Jyllands Posten. Denne ensidige personlige tilsvining af OBO ville hun nu ikke læse.
Man tager skyklapper på - og synes det er i orden at svine OBO til - med grove personlige udfald, mens man er totalt blind for de forbehold han tager i sit skriv.
Det er nu ikke det som er så interessant. Det interessante er den dialog der følger, hvor OBO glider af - og siger at han ville have formuleret sig anderledes nu hvor han er folketingskandidat. Det skal man åbenbart. Være "glat som en ål".
Der må ikke være "noget at komme efter" - ikke engang noget som ikke er der i virkeligheden. For ens modstandere skal nok vide, at male én over i et hjørne hvor man kan blive svinet til.
For et par uger siden udkom en bog af min gamle retoriklærer Christian Koch. I omtalen blev vi gjort bekendt med et nyt begreb: Retorisk lommetyveri. Retorisk lommetyveri består – hvis jeg forstår det ret – i at man selv formulerer noget, man tillægger sin politiske modstander at mene, hvorpå man med velforberedt snilde og elegance – kan jorde dette fatamorgana af en holdning.
I tilfældet LA – er der flere af den slags dagsordener i gang. For det første gør man LA til ”Saxo-Bank partiet”. Det vil sige at man forsøger at frame LA som en rigmands hobbyprojekt – hvilket ikke alene latterliggør alle i LA, men også gør hele projektet særdeles susspekt. Det er ikke et uskyldigt politisk drilleri – men en ond og udspekuleret måde, at undergrave et ærligt politisk projekt på. Det bliver sikkert ikke bedre af, at vi nu kan se at Mærsk også spytter i kassen. Hvorfor mon? – tænker mange sikkert. Det er da et tegn på, at LA gør noget til de riges tilfredshed. Asger Aamund også. Det kan selvfølgelig ikke nægtes, og det er da også det smarte ved den form for ”argumentation”. Men læg lige mærke til, at Saxo-Bank og Mærsk bidrager med det de kan – altså penge. Men der er mange mange flere små selvstændige og mange andre, der bidrager til LA med det de kan. Det er bare ikke så interessant at kigge på for medierne, fordi der er langt mere ”kendis-effekt” i at skrive om Mærsk og Saxo-Bank.
Og det bringer mig til næste punkt: ”Kendis-.Parti” kaldes LA. Ja – det er sandt, at der er fundet nogle spidskandidater, som er kendte for noget andet end politik. Det er også sandt, at det er sket fra centralt hold. Og det er sikkert også sandt, at der kunne findes mere politisk erfarne kandidater i stedet for disse ”kendisser”. Men igen bliver det vinklet på en negativ måde. Det kan jo ikke i sig selv være en dårlig kvalitet – at man er i stand til at bringe sig selv i centrum for mediernes opmærksomhed, og er i stand til at håndtere mediernes behandling af én. Tværtimod – er det nok en af de vigtigste kompetencer en spidskandidat kan have. For kig på hvordan medierne og journalisterne behandler spidskandidater. De bliver behandlet som offentlige personer – som kendisser. Derfor er det i sig selv en kvalifikation.
Mediernes logik gør det altså på én gang nødvendigt med ”kendisser” – og samtidig suspekt. Men hvad skal et "stakkels lille" nyt parti ellers gøre? LA har jo ikke mulighed for at opstille en lang række kendte politikere – sådan som de gamle partier har. Den måde at behandle et nyt parti på – er jo direkte ødelæggende for de muligheder man har, for at starte et nyt parti. Og samtidig er det ødelæggende for mulighederne for at sætte en ny dagsorden.
Og LA forsøger altså at sætte en ny dagsorden. Men det er der bare ikke så mange der er interesserede i. Der er flere punkter på dagsordenen – end blot ”skattelettelser” – som medierne ellers har fokuseret så ensidigt på.
LA vil bekæmpe angsten – og styrke friheden og glæden. Mere frihed, færre regler, mere åbenhed. Det er ægte liberale værdier, men det virker næsten som om man her i landet har glemt hvad det er. Den gamle tirade om at det er egoisme, køres ud som en gammel hestetrukken kartoffelvogn i efterårsferien. For både journalister, kommentatorer og folketingsmedlemmer er bange for frihed. Det er blevet ”second nature” at sky friheden til at gå lidt på røven – og de angste fremmaner straks scenarier af barfodede og beskidte sultende børn i rendestenene.
Velfærdssamfundet bliver til den eneste løsning – en løsning hvor man ikke kan forlange rigtig journalistik af en politisk journalist – for så længe han sikrer seere til sit ”show” – gør det ikke noget at han ikke bidrager til at vi bliver klogere. En løsning hvor den politiske kommentator er blevet en pauseklovn, som gentager de samme ubegavede vurderinger – baseret på en viden om ”det politiske spil” – der hovedsagelig handler om hvordan man manipulerer med andre mennesker, i forhandlinger og i medierne. En løsning hvor det ”folkevalgte” medlem af folketinget har ladet sig overbevise af politiske journalister, kommentatorer og såkaldte ”spin-doktorer” om, at hans eller hendes interesse er at blive valgt – koste hvad det vil. Og det koster så ALT. Det koster troværdigheden, det koster idealer, det koster holdninger, det koster mærkesager. Man siger det som gør sig på tv.
LA vil noget andet. Men stort set hele resten af den politiske verden – er indstillet på at fortsætte tåbelighederne.
Derfor kan man ikke høre eller se – hvorfor Thyra Frank er et naturligt medlem af LA familien. Hun vil det jo godt, og hun har hjertet på rette sted. Men det rimer bare ikke med den måde man har ”framet” LA.
Derfor kan man ikke forstå hvordan ”færre regler” kan være så vigtigt for LA, for man forbinder ikke ”færre regler” – med ”mere frihed”, og heller ikke med ”lavere skat”. Man forbinder ”færre regler” med ”mere egoisme”. Og det er forkert. Sammenhængen mellem en offentlig sektor der vokser og vokser – og bruger en større og større andel af vore skattekroner på uproduktiv kontrol – som går ud over dem der har brug for hjælp fra det offentlige. Hjælpen er blevet forvandlet til mistroisk kontrol. Og mistroisk kontrol er anti-frihed. Det er anti-glæde. OG det bidrager til at hive landet ned – frem for op. Men det formår medierne ikke at forholde sig til. Hvorfor mon? Kan det være angsten? Kan det være fordi der er nogen der har deres egen eller deres nærmestes stillinger i klemme? Hvem er det der lønner alle eksperterne?
Dette land er syltet ind i en selvopretholdende ”klasse” af synlige og offentlige ”ledere” – der leder landet i fordærv. De gør deres bedste for at lukke munden på det eneste parti, der ser det som sin pligt, at gøre op med dette. Men det skal ikke lykkes for dem. For LA har noget at byde på – og det er meget mere end blot ”lavere skat”. Frihed, glæde og muligheder.
Det er de andre der er bange. Og de har grund til at være det.
