I forrige uge præsenterede Liberal Alliance sit nye reformudspil, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at oppositionens politikere står i kø for at kalde os ultraliberale, imens vore blokfæller forbereder den helt store tale om manglen på realisme i udspillet. At vores ”blå” venner bliver nødt til at undsige os for at skjule deres egen mangel på en ambitiøs borgerlig-liberal reformpolitik er en ting, men at et parti, som Socialdemokratiet, kan kalde os "ultraliberale", forstår jeg ikke.
Jeg har kigget lidt på Socialdemokratiets valgprogram fra 1990'erne. Programet bærer titlen ”Gang i 90’erne – Socialdemokratiets bud på en samlet indsats 1990-1995”, så det er skam ikke mere end tyve år gammelt. På forsiden er der en lyserød plakat, hvor punchlines som ”Nedsættelse af skatter”, ”Nedsættelse af afgifter” og ”Stigende konkurrenceevne” står skrevet henover et stort ”36%”.
Dykker man lidt dybere ned i dokumentet, finder man hurtigt ud af, at Socialdemokratiet faktisk foreslog at sænke den personlige trækprocent og mere overraskende, selskabsskatten. Der står også, at "det offentlige forbrug skal holdes i ro ved strukturforandringer".
Jeg troede et øjeblik, at jeg var i færd med at læse et udspil fra Liberal Alliance, men på sidste side kom den røde rose atter frem. Dengang havde Socialdemokratiet dog fokus på, at Danmarks velstand kun kunne opretholdes ved at sikre ordentlige rammevilkår for erhvervslivet, så de kunne skabe arbejdspladser. Man vidste, at det, der gavnede virksomhederne, gavnede også arbejderne.
Hvad skete der så? Man glemte arbejderne og indså, at der var flere stemmer i at garantere velfærdens mange brugere guld og grønne skove - uden at tænke på hvad der egentlig skal finansiere det. Når jeg kigger på den nu blodrøde plakat, hvor de engang gode punchlines er byttet ud med ”Højere skatter”, ”Flere afgifter” og ”Faldende konkurrenceevne”, og de ”36%” er blevet til ”60%”, er jeg ikke længere i tvivl – den røde rose er blevet et symbol på politisk uansvarlighed.
I Liberal Alliance har vi dog ikke glemt, at hvad der gavner erhvervslivet, gavner også arbejderne. Det er netop på baggrund af det, samt ønsket om et Danmark med større økonomisk frihed for den enkelte borger, at vi foreslår en max. skat på 40% og en halvering af selskabsskatten. Vi har præsenteret en plan, som i 2020 vil have skabt 210.000 arbejdspladser og øget Danmarks velstand med 166 milliarder. Det er ikke tal, vi selv har fundet på. Det er tal, som den uafhængige DREAM-gruppe, som blandet andre foretager beregninger for de økonomiske vismænd, vurderer vil være resultatet af Liberal Alliances reformudspil. I Liberal Alliance går vi ind for ambitiøse og langsigtede planer og ikke hovsaløsninger.
Om socialdemokraterne var "ultraliberale" i starten af 90’erne, ved jeg ikke, men en ting er dog sikker: Liberal Alliance er Danmarks eneste arbejderparti.
