Hvor ville jeg dog ønske, jeg blot kunne gå udenom al kynisk og intelligent uforstand. Men den suger mig ind og næringen ud af mig, gør mig stakåndet svimmel. Hjertet krymper sig, når hjernerne stikker af i overlegen og iskold logik, hvori menneske ikke længere er menneske, men nogle er selvudråbt over og mere end andre.
Og når dette formidable overmenneske, i al sin visdom og åndelige skønhed, strækker armen ud, og som de storslåede romerske kejsere, med en enkelt nedadpegende tommelfinger sender hele folkeslag til undergang i deres nød og tørst, så frydes alle små og forkrøblede sjæle. Ha, brøler vi. De ligger kun som de har redt, disse undermennesker, mennesker, vi sætter under dyrene, under vores kæledyr. Hellere glædes vi over en tilfreds og mæt kats spinnen, hellere ser vi guldfiskens hengivenhed i dens udtryksløse øjne og automatiske mundbevægelser, hellere forsvarer vi hønsenes rettigheder, end vi tåler det lidende undermenneskes nødråb. De er jo kun snu og beregnende hyklere, der slår plat på deres lidelser og vores godtroende svaghed, for tyv tror jo hver mand stjæler.
Og jubelhylenes kor stiger som kæmpe flokke af sorte ravne mod overmenneskets himmel, den himmel, der ikke rummer nogen medfølelse og ingen kærlighed. De små og forkrøblede sjæle elsker jo denne rationelle, denne krystallinske og uforsonlige intelligens, der dømmer uden visdom og retfærdighed. Derfor elsker de overmenneskets himmel, det materielle orgie i tomhed og pralende logisk uforstand. Her er ingen pladderhumanistisk omsorg eller menneskelige forpligtelser. Her er til gengæld brusende stolthed over nationens angreb på alt i mindstemål afvigende, undskyldt som forsvar mod en unødig samfundsøkonomisk omkostning eller uberettiget indtrængen. Men her bringes det ultimative offer for ingenting, den sorte ensomheds glødende fælleshad. Hadet mod alle dem, vi tror vil tage det fra os, vi tror, vi har ret til.
