Danmark er et paradis for skatter og afgifter. Ja der er faktisk ikke den ting, eller de persongrupper, der ikke kan, eller er beskattede i en grad der kvæler det meste af motivation til at yde en indsats. Og dog. Hvor utroligt det end lyder så er man ikke engang fri fra statens klør når man dør. Vi har nemlig en såkaldt ”arveafgift” i dette land. En skat på helt op til 15 % man skal betale af sin formue efter man er død.
Regeringen og Enhedslisten ville sætte denne afgift op for en uges side, for at skabe et råderum til at lave såkaldte ”skattelettelser på arbejde”, selvom vi jo alle ved der blot er tale om an skatteomlægning da det samlede skattetryk ikke vil falde ved et sådant tiltag. Nu har regeringen så heldigvis trukket det tilbage, selvom Enhedslisten stadig står tilbage med de røde faner og kræver en højere afgift.
Det er jo godt nok. Men hvad med at få fjernet denne urimelige særskat totalt? Kan det virkelig passe at vi igennem hele livet betaler langt over halvdelen af vores løn til staten i form af moms, skat, afgifter og skjulte skatter, for, når vi bliver gamle og har sparret lidt op til næste generation, at skulle beskattes af samme penge igen? Det er rent tyveri og burde afskaffes med øjeblikkelig virkning!
Carl Andersen, Byrådskandidat for Liberal Alliance Vejen Kommune 2013