-
-
FREMTIDENS DEMOKRATISKE KULTUR I ET MIKROKOSMISK PERSPEKTIV: Jeg håber lønligt, at vi, der deltager i denne angivelige snak om juletræer i Kokkedal rundt omkring på Nettet, trods alt er knapt så overraskede, som vi synes det klæder os at være som demokrater. Vi vil jo så gerne vise, at vi “forventer” noget af vores medmennesker. Men hvorfor skulle vi netop forvente demokratisk sindelag af muslimske kulturbærere? Hvor skulle det nu komme fra?
DEMOKRATI ER SOM KULTURELT FÆNOMEN baseret på generøsitet. Ligesom det gælder for kollektiv velstand, er kulturen først rede til demokrati, når den kan rumme afkaldsparadokset. Det, der på dansk, bedst er udtrykt i “pr. hoved, ikke pr. høved”-afkaldet.
GRADEN AF DEMOKRATI I SAMFUNDET er ikke lig den indflydelse, vi kræver for os selv. Den er lig den indflydelse, vi bevilger hinanden. Dét - og kun det - udgør formlen for sandt demokrati. Enhver kulturs modning til demokrati, afventer således, at dens bærere kan overvinde sig til at give afkald på netop den forret for egne synspunkter, den demokratihungrende så hyppigt i førstningen attrår.
VI FORNEMMER OG GENKENDER sandsynligvis alle den rummelige og pladsgivende ånd, der hersker i kulturdanske forsamlinger, såsom for eksempel forældremøder, foreningsmøder, bestyrelsesmøder, o. s. v. Den ånd er den demokratiske ånd, som er så langt, langt, langt vigtigere, end formel lovgivning.
OG VI VED SAMTIDIG også godt, inderst inde, at den kultur, der nægter sine unge frit partnervalg, frit valg af livsstil, fri seksuel orientering, frit valg af civilstand, og som forbyder kvinder at stå opført selvstændigt i telefonbogen, ikke kan kaldes demokratiberedt. Den, der er bærer af en kultur, som nægter andre den mest basale indflydelse, vil ikke få held med at kræve indflydelse for sig selv. Det vil aldrig lykkes!
- MED MINDRE den bevilges ham udefra. Som i tilfældet Muslimerne i Kokkedal.
DANMARKS OFFICIELLE POLITIK er, at vi ikke vil assimilere nyankomne i den demokratiske kultur. Så fra hvilken kilde skulle demokratiforståelsen i de islamiske kulturer springe? Vi ved godt, at man begærer den magt, vi med største selvfølgelighed tildeler også muslimske medborgere i form af demokratisk indflydelse. Det viser alle undersøgelser. Akademikere mener tilmed at vide, at muslimer er en bagatel mere demokratiske end vi, for de er en promille, eller så, gladere for vores demokrati, end vi selv er, siger statistikken. - Men det synes nu at være en anden form for viden, end den vi andre besidder.
JEG ER VRED I DAG - over uretten – og dog ligeledes meget glad i dag. Denne dag er på forunderlig vis en lysende dag i danmarkshistorien. Og jeg vil trods min harme over deres selviskhed, gerne rette en tak til de muslimer, der besidder den standhaftighed, som vi selv så såre mangler. - Som når den - mildt enfoldige? - forkvinde for bestyrelsen i Egedalsvænge, let fåret takker “ja” til et gratis juletræ, når svaret skulle være “absolut nej”.
GUDSKELOV HOLDER MUSLIMERNE FAST i deres kategoriske Nej. Så de godnorske danskere ikke får lov til at “løse problemet i mindelighed”, sådan som vore medborgere desværre så gerne vil, så vi kan “lægge det hele bag os” og få det fejet godt ind under gulvtæppet på vanlig, konfliktsky vis. – En banal sag om et juletræ skulle jo nødig komme til at stå i vejen for integrationen …
TIL ALT HELD skærer det muslimske medlem, Ismail Mestasi, igennem vrøvlet og slår fast, at dette ikke er et økonomisk, men et principielt anliggende! Sådan! Ingen taqiyya her! Ingen omsvøb! Ingen forstillelse! Ingen tvetungethed!
KONFLIKTEN BLIVER STÅENDE, hvor den står. Som et monument over den i virkeligheden dødelige konfrontation den er under sin tilsyneladende trivielle overflade. Og ingen glad giver kan løse den ved at skænke et juletræ. Eller to. Eller tre.
JEG HAR LÆNGE HAFT SVÆRT ved at forklare især de mennesker, som lige nu synes at være så overraskede, hvorfor jeg mener muslimske kulturer i almindelighed ikke er demokratiberedte, og hvorfor afkaldsparadoksets indoptagelse er den demokratiske kulturs vigtigste forudsætning. Men i dag er jeg lige ved at tro, jeg kan lykkes med det. Og akkurat dét er vel til syvende og sidst ikke så galt ...
(Formrettet kl. 13:48)
