Dette indlæg er bragt på Damefrokosten.com 8. november 2011
Af Inger Schroll-Fleischer, fast blogger på Damefrokosten og kandidatstuderende i statskundskab
”Vi gjorde det!” var ordene fra Helle Thorning-Schmidt ved afslutningen af den valgdag, der gjorde hende til statsminister. Inden da havde SF i bedste Obama-stil på midtjysk erklæret på busser og plakater, at ”det ka’ la’ sig gøre!”.
Regeringsgrundlaget er på plads, ministerholdet er sat, finansloven – eller ændringsforslaget til den blå finanslov – er fremsat og alligevel er det stadig uklart, hvad det egentlig var, der ”ku’ la’ sig gøre” og hvad det præcist var, de gjorde.
Statsminister af navn
Helle Thorning-Schmidt er statsminister i dag på grund af De Radikale. Lars Løkke Rasmussen er ikke statsminister i dag på grund af De Konservative. S og SF gik tilbage og pt. siver skuffede socialister fra SF til Enhedslisten, hvor man naturligt nok udnytter sine mange nye mandater til at stramme det røde greb om regeringen. De Radikale gør, også meget naturligt og i overensstemmelse med deres vælgeres forventninger, det samme med et andet fortegn.
På papiret har Helle Thorning-Schmidt som ny statsminister gjort det, hun skulle – dannet regering, fremsat finanslovsforslag mv. Men hun og Villy Søvndal har begge forsømt én ting, der er mindst lige så vigtig – de har ikke formået at fastholde sejrsrusen fra valgnatten og omdanne den til begejstring, stolthed og en selvfølgelig stemning af optimisme, fremsyn og overskud. Statsministre har også brug for baglandet, og det synes mere og mere tydeligt for også socialdemokrater, at her til lands er Margrethe Vestager statsminister af gavn.
Visne visioner
Da Anders Fogh Rasmussen rykkede ind i Statsministeriet var det med legendarisk mange ringbind fyldt med visioner og ønsket om ikke blot at administrere, men også at sætte en ny dagsorden, en ny måde at tale og tænke på, herunder det så kendte opgør med smagsdommerne og rundkredspædagogikken. Uanset hvad man ellers måtte mene herom, er det svært at få øje på Thornings-Schmidts visioner. Fra et rødt eller radikalt synspunkt må man da mene, at der er meget at rydde op i efter 10 års borgerligt styre understøttet af Dansk Folkeparti.
Det forekommer mærkværdigt, at man efter 10 år i opposition ikke er mere sulten og mere i offensiven. Det startede med tavse dage i tårnet på Amager, hvor en glad og optimistisk Margrethe Vestager kom cyklende og Thor Möger skar skarpe hjørner i sin sorte firhjulstrækker. Tavsheden og tidsperspektivet udstillede vanskelighederne med at få enderne og principperne til at mødes.
Så udnævnte man mange ministre, der alle sammen var helt utroligt glade – og det forstår man jo godt – men hvad vil de mere end at være glade og sende lykønskningskort til hinanden?
Dernæst fremlagde man sin finanslov i form af ændringsforslag til det borgerlige finanslovsforslag for 2012. Netop fordi der er tale om et ændringsforslag, undlod man at give folketingsmedlemmerne adgang til finanslovsforslaget inden den egentlige offentliggørelse, som det ellers er kotyme. Det lugter ikke ligefrem af overskud.
Brudte røde løfter
På Socialdemokraternes kongres i Aarhus i weekenden uge 44 slog Helle Thorning-Schmidt fast, at hun ikke står for en løftebrudspolitik og at hun slet ikke forstår debatten. Med den holdning afslører hun, at hun heller ikke forstår, at der er vælgere – socialdemokratiske vælgere – der savner konvergens mellem de røde løfter før valget og den røde regerings arbejde efter valget. Indvendingen er selvfølgelig De Radikales tilstedeværelse, men det er bemærkelsesværdigt mange røde drømme og løfter, der er sevet siden valget. Den socialdemokratiske statsministers manglende forståelse herfor understreger, hvorfor hun mest af alt er statsminister af navn.
