Det er sjovt at følge med i debatten i disse dage omkring denne kronik i berlingske: http://www.b.dk/kronikker/den-liberalistiske-droem-er-et-mareridt
Anders Samuelsen har lovet et svar på den, og det bliver sikkert spændende at læse... - Men jeg ville nu også alligevel forsøge mig med et par kommentarer.
Kronikøren starter skidt ud. Selv når han forsøger at koge hele essensen af Ayn Rands 'Atlas shrugged' så synes jeg han rammer helt ved siden af skiven når han påstår at "..den handler om en mand (John Galt) som beslutter sig til at få verdensøkonomien til at kollapse". - Velbekomme. Da jeg læste bogen for mange år siden synes jeg nu faktisk at personen John Galt havde en meget minimal rolle i forhold til de andre roller i bogen (Dagny Taggart og Hank Rearden) og hvis jeg skulle komprimere bogens budskab ned til en one-liner, så synes jeg mere at den handler om en række personers protest mod en statsmagt der ved konstant indblanding og ved hele tiden at ændre på spilleregler og deres forudsætninger for at drive forretninge og derved forsørge sig selv og deres familer.
Når bogens hovedbudskab kan tolkes så forskelligt, så er det jo nok helt naturligt at jeg også synes at kronikken generelt er en bunke sludder, og det er så hermed bekræftet... Hvordan kronikøren balancerer på den knivsæg det er, at påstå at LA er den ultimative kapitalismes fortalere, samtidig med at man påstår at de lader sig inspirere af en bog i hvilken hovedpersonen tilsyneladende ønsker verdensøkonomiens kollaps er mig en gåde. Sikke en gang vrøvl.
Og så lige lidt til Ayn Rand.. Faktisk kan jeg bedre lide hendes andet litterære værk 'The fountainhead', men det er måske fordi jeg synes den er mere relevant for vores samtid.... Men begge bøger finder faktisk en del anvendelse for fortolkning i forhold til dansk politik hvis man fokuserer lidt på den del der omhandler hovedpersonernes kamp mod statstyranniet og nederlagene til smagsdommerne. Her er aviserne nemlig spækket med artikler om ditto personer i dagens danmark. Overvej f.eks:
- Alle personer der møder aktiveringssystemet, men ikke passer helt ind i kasserne.
- Alle der er udsat for offentlig sagsbehandling (som defacto er en dømmende myndighed uden at være en domstol).
- De specialestuderende ved videregående uddannelser som tilretter deres opgaver til hvad læreren synes er rigtigt i stedet for hvad de selv synes for at opnå højere karakterer.
- Alle der får en kendelse fra SKAT givet på et elastisk grundlag (Fe.sk fru Vest eller hr Kinnock. Det gælder begge veje).
- Folk der rammes af ledighed eller sygdom, og som skal gå fra hus og hjem fordi de ikke kan nøjes med en indtægt, men skal betale for nytteløst statsforbrug som ulandsbistand, DR etc.
- Alle der får ekspropriteret ejendom til tvivlsomme formål (Roskilde festival, golfbaner eller grunde som kommuner eksproprierer for deres egen fortjenestes skyld.
- Folk som ham der i sidste uge blev frikendt (men i lang tid var dømt) for at rense sin egen tagrende.
- Folk der har en altankasse foran strandbeskyttelseslinjen, eller har fået en anden kendelse i hovedet fra naturmafiaen, selvom ingen kunne påberåbe sig gene af deres dispositioner, og aldrig ville have brokket sig hvis det skulle have sket ved at starte en civil retssag.
Jo vores nuværende samfund skaber masser af ofre i form af folk der oplever massiv undertrykkelse og afmagt af en ressourcestærk vægelsindet statsmagt. Det som Ayn Rand gør er at udstille deres situation i en dagligdags kontekst. Altså måler dem i kronere og ører og karriere, forsørgerevne og fallit. Det er unikt. Andre forfattere beholder fokus på det følelsesmæssige, som f.eks Franz Kafka gør i 'Processen', som man sagtens kan sammenligne med Ayn Rands værker i den kontekst.
Men bevares. Socialisterne i folketinget skal jo naturligvis hade Ayn Rand. Hun blev jo født i et kommunistisk land, men fik muligheden for at smage på den velstand som et kapitalistisk liberalt landt tilbyder de arbejdssomme borgere, hvorimod den danske venstrefløjs ønsker for danmarks udvikling går den stik modsatte vej.
Til slut synes jeg også det er usmageligt når kronikøren bividst sætter lighedstegn mellem det som Ayn Rand beskriver, og så LAs partiprogram. Det ville svare til at man startede med at udsætte Karl Marx for en gennemgribende overfortolkning, og så derefter konkluderede at Karl Marx skriverier var lig med venstrefløjens partiprogrammer. Men igen og igen ser vi jo at der hvor argumenterne mangles, der anvendes i stedet rå mængder at stråmænd og overfortolkede latterligheder.
Det var i hvert fald mine tanker efter at have læst den nævnte kronik.
