I går så jeg Bjarne Corydon i TV2 News-programmet, Q, der er opkaldt efter programmets vært, den frygtede/berygtede Henrik Qvortrup, og jeg blev endnu engang noget lamslået over at konstatere, at alle mine fordomme om landets finansminister holdt stik.
Ole Birk Olesen har her på stedet for et stykke tid siden skrevet, at når visse personer oplever andre mennesker som meget arrogante, er det ofte, fordi de selv har et lavt selvværd. Det er der måske noget om, men jeg kan altså ikke lade være med at opfatte Corydon som noget af det mest arrogante, selvfede og selvforherligende, man overhovedet kan forestille sig. Hvis nogen tror, manden er blevet kyst eller føler sig ydmyget efter det stormombruste forløb vedrørende salget af 19 % af DONG-aktierne til Goldman Sachs, må de tro om igen. På mig virker det som om, Corydon ser sig selv som en blanding af Jesus Kristus og verdens klogeste økonom - hvem det så end måtte være. Han fremstiller igen og igen sig selv som indbegrebet af menneskekærlighed, saglighed, seriøsitet og, ikke at forglemme, dyb, dyb økonomisk indsigt - i diametral modsætning til ultrapopulisterne fra Dansk Folkeparti og DF's kun marginalt mere sympatiske alliancepartnere fra Venstre og Konservative, der i finansministerens optik havde kørt landet i sænk, hvis ikke han egenhændigt havde reddet det fra afgrunden. At den version af virkeligheden er faktuelt forkert, og at Corydon og co. selv var repræsentanter for en ekstremt uansvarlig og, ja, ultrapopulistisk økonomisk politik i alle årene som oppositionsparti, har han ingen problemer med at springe let og elegant hen over, og den ellers så hårdtslående Qvortrup glemte for sit vedkommende simpelthen at spørge ind til netop det emne. Ja, man har jo lov at være heldig.
Netop brugen af det ovennævnte ord egenhændigt skal man tage helt bogstaveligt, for Corydons megalomani understreges utallige gange ved brugen af ordet jeg, når alle andre politikere ville sige Finansministeriet, regeringen, Socialdemokraterne etc. Det gør Corydon ikke, omend han en enkelt gang helt ukarakteristisk fik nævnt, at det det dog ikke var ham, der ene mand stod bag regeringens epokegørende og geniale økonomiske politik. Det skulle man ellers tro.
Ud over sine guddommelige evner som økonom, er den cand. scient. pol.-uddannede Corydon også i stand til at se ind i sine samtalepartneres hjerner, og derfor kunne han også på et tidspunkt under interviewet over for Qvortrup konstatere: Det mener du jo heller ikke.
Paradoksalt nok kniber det så til gengæld en hel del med at forstå de socialdemokratiske medlemmer, vælgere og kollegaer på Christiansborg. Den anden mulighed er selvfølgelig, at Corydon ikke vil forstå dem. Hvorom alting er: Hvad gør det, at man har hele verden imod sig, så længe man selv har ret - og Corydon har ret, for hvordan kan det ellers gå til, at han som en anden solkonge, der taler ned til- og hen over sine undersåtter, på kun 2 1/2 år er gået fra at være en relativ anonym socialdemokratisk analyse- og (mis-)informationschef til at blive en særdeles magtfuld finansminister, der endda med lidt held kan kalde sig statsminister inden for det næste halve års tid? Set fra den mands synsvinkel, der får Nicklas Bendtner til at virke selvudslettende, vil det være en helt naturlig udvikling.
P.S: Gå ikke glip af dette lydklip fra gårsdagens udgave af Ring til Regeringen, hvori en kvindelig partifælle og menig socialdemokrat sætter Corydon eftertrykkeligt på plads, og samtidig med al (u)ønskelig tydelighed personificerer, hvor svært det bliver for Socialdemokraterne at mobilisere- og skabe begejstring blandt medlemmerne op til næste valg.
P.P.S: I bedste, traditionelle Corydon-stil roser finansministeren sig selv på forsiden af B.T. i dag.
