De seneste dage har intern kritik i SF gjort opmærksom på at måske flere end først antaget mener, at SF har bevæget sig for tæt på Socialdemokratiets politik under parløbet pre-15. september. Dramaet og spliden er blevet fokus for teorierne om, hvordan den røde koalition kunne miste pusten på dørtrinnet til statsministeriet. Hvad mange overser, er hvordan denne interne splid og ansvarsfraskrivelsen der nu tilskrives Radikale Venstres fremgang på mange måder er belejlig for Socialdemokratiet.
Meget kan man sige om Socialdemokratiet under Nyrup, men ikke desto mindre var villig til at gennemføre de nødvendige reformer. Tæt på valgkampen dukkede en socialdemokratisk valgplakat af ældre dato op. Budskaberne var slående ens med Liberal Alliances nuværende mærkesager og blev derfor flittigt delt blandt liberale på diverse netmedier. Når Helle Thorning nu trækker i land og trækker sig væk fra de fair løsninger der samlede hende med SF under valget, trækker hun sig måske i virkeligheden også tilbage til hvad der i virkeligheden er Socialdemokratisk politik – at føre borgerlig politik under dække af det Radikale Venstre. Det sker uden tvivl i en erkendelse af, at der er sket en venstredrejning i det danske samfund, men samtidigt også en erkendelse af, at der er brug for borgerlig politik for at redde landets økonomi.
I aftenens udgave af DR’s Debatten svarede Christopher Arzrouni, adspurgt om Helle Thornings regeringsgrundlag og åbningstale; ”Det glæder mig at det viste sig, at de var løgnere og ikke idioter”. Endnu engang lykkes det Arzrouni at udtrykke, hvad vi andre tænker. Hvad der er sket efter valget er en svendeprøve i spin. Fair Løsning og andre fælles udspil fra SSF-koalitionen på mange måder bar præg af en venstreorienteret, uretfærdighedsretorik med temaer som millionærskat, tordnen mod skattelettelser til de ”rige” og diverse bank-fatwaer. Samarbejdet med Radikale blev ikke taget op som emne under valget, på trods af at meningsmålingerne dag for dag pegede med vildere og vildere armbevægelser i Vestagers retning. Man havde med andre ord sigtet sig en direkte telefonlinie til den venstresnoede del af befolkningen, der desværre har vist sig at udgøre en alt for stor del af den danske befolkning.
Men allerede på første dag i statsminister-stolen står det klart, at Helle Thorning har smidt den venstreorienterede retorik tilbage til Villy Søvndal, sagt tak for lån og nu i stedet skubber Margrethe Vestager foran sig som et skjold med løftebruds-beskyldninger og de skuffede, røde danskere. Men er det løftebrud? De løfter der blev givet, var kun udtalt på baggrund af en ren SSF-regering. Der blev ikke stillet spørgsmål til hvad der skulle ske hvis SSF kom til at mangle mandater, fordi journalisterne sad med hovedet begravet nede i hver deres meningsmåling. Er det løftebrud? Nej. Det er god spin. Ind af bagvejen får vi stadig ”afgifter galore”, mens alle snakker om hvor lyseblå Helles tale var.
Manøvren er ikke ny. På mange måder er det udtryk for den samme type kamæleons-spin man så under Anders Fogh, der brugte Konservative til at fremstå borgerlig og Pia Kjærsgaard til at hente de røde midtervælgere. Det er et symptom på den generelle udhuling af dansk politik, hvor partierne med deres tætte parløb har fundet ud af, at de i perioder, uden kritiske spørgsmål fra pressen kan overtage hinandens politik som det passer dem.
