Forleden kunne man se - og i den grad høre! - Sundhedsminister Bertel Haarder på landsdækkende TV. ”Nu er jeg sur! Nu er jeg simpelthen sur! Nu er det fandeme nok!” råbte han – sjældent har en politiker ytret sig med større troværdighed.
De efterfølgende dage skulle vise at der er et marked for hån, spot og latterliggørelse af ministre der gør sig spektakulært bemærkede. Det skulle også vise sig at landets medier – statslige og private – var parate til at servicere dette marked.
Bertel Haarder skal have ros for at håndtere situationen som en mand. Ministerens skriftlige undskyldning til Kristian Sloth, offeret for ministerens spontane vredesudbrud, var rettidig, troværdig og uden klynk. Offentligheden signalerede hurtigt at ministeren var tilgivet – hvem har ikke prøvet at være oppe i det røde felt? Sagen var klar til at blive glemt.
Dog levede historien stadig på P3 – her gjorde man sig morsom over en ringetone med ministerens eder og forbandelser. Provokeret af statsradiofoniens satiriske indslag forenedes VU og KU i et helt unødvendigt borgerligt klynkeri:
”Jeg forventer, at DR hurtigst muligt trækker ringetonen tilbage og undskylder over for Bertel Haarder og licensbetalerne”, sagde VU-formand Jakob Engel-Schmidt til Berlingske Tidende.
Med den udtalelse bevæger Jakob-Engel Schmidt sig ind på farligt område. Nogen kunne jo finde på, at kræve en lignende undskyldning til Muhammed og Jyllands-Postens muslimske abonnenter for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne.
Der er naturligvis forskel på de to sager. Læsere af Jyllands-Posten kan opsige deres abonnement uden at opgive deres Internet-forbindelse – men det var vist ikke den pointe VU-formanden ønskede at fremhæve.
Næstformand for Konservativ Ungdom, Sille Beck Hansen, havde også en mening om P3s sendeflade:
”Det er fuldstændig uacceptabelt, det DR har gjort. Borgernes licenskroner skal ikke gå til usaglig, ubrugelig og usmagelig journalistik,” sagde hun til Berlingske Tidende.
For det første kan alle se at der er tale om satire - ikke journalistik. For det andet er der ingen der tror på at det er udgifterne til produktion af en ringetone, der har fremkaldt Sille Beck Hansens harme.
Det er dog klædeligt at Sille Beck Hansen bekymrer sig om borgernes licenskroner. Bekymringen synes dog primært at gå på hvordan pengene fordeles i overensstemmelse med næstformandens smag. Borgernes frihed til at bruge licenskronerne på andre formål omtales ikke.
Et par timer efter de to ungdomspolitikere fik offentliggjort deres vrede i Berlingske Tidende, var den omtalte ringetone ikke længere at finde på DRs hjemmeside. På Facebook konstaterer Jakob Engel-Schmidt at, ”det kan man da kalde en politisk sejr.”
Jeg synes hverken der er tale om en sejr eller et nederlag – jeg kan kun få øje på ligegyldigt klynkeri.
