I 2001 fik vi en borgerlig regering med en statsminister fra Danmarks liberale parti. De unge venstreløver dansede rundt på deres festskib, berusede af magten. ”Nu fik vi den endelig!” og der var ikke det, som Anders Fogh ikke ville gøre op med oven på 10 års SR-regering. Nu skulle der føres borgerlig-liberal politik. Men det skulle vise sig, at det hele handlede om magt snarere end politik. For du fredsens, hvor slugte man mange kameler for at få DF’s afgørende stemmer.
Nu har vi så i 10 år haft en VK-regering, som strengt taget ikke har ført nogen politik. Man har til gengæld haft travlt med at agere i et vanvittigt skuespil, som udelukkende handler om taburetter. Som vælger sidder man dybt forstemt og har egentlig mest lyst til at erstatte krydset med en flækolfert til hele bundtet.
Hvis ikke det var for Liberal Alliance, var der nærmest ingen grund til at interessere sig for dette valg. Men her er da endelig nogle, som tør råbe røv. Og tør råbe det højt. Partiet har fremlagt en økonomisk plan, som man strengt taget slet ikke burde debattere. Man burde bare udføre den, ganske teknokratisk, fordi der lige nu ikke tegner sig nogen som helst alternativer. Alligevel angribes planen fra alle sider, fordi den er træls. Den kommer til at gøre ondt. Ja, sådan er det nogle gange. Det er ikke første gang i landets historie, at vi skal igennem en hestekur.
Men medierne er ligeglade. De er – i skøn alliance med politikerne - leverandører af brød og skuespil til folket. Vi fodrer vores ungdom med programmer som Kongerne af Marielyst, Station 1-2-3-4, De Unge Mødre og valgprogrammer på de nationale TV-kanaler. Det synes efterhånden som om, at der er lagt en masterplan for fordummelse af den danske befolkning. En masterplan, som medierne er bannerførere i, men som alle har en rolle i. Historien om Liberal Alliance koges ned til, om Joachim kommer i Folketinget, og om Anders Samuelsen er lidt for sur og vranten.
Man kunne ellers sagtens gå til LA med seriøse spørgsmål om livet efter økonomi-lektionen. Frihed, vil Anders så svare. ”Ja?”, vil man imødekommende spørge. Og fortsætte: ”Er mere frihed dét, som folk efterspørger?”
Det kan godt være. Jeg synes ganske vist, at jeg er fri til at gøre næsten lige, hvad jeg vil. Så i mine øjne er det ikke specielt akut. Næ, jeg savner noget passion. Noget alvor. Noget, der er lidt større end mig, familien, arbejdet og villavejen. Hvad er det egentlig, vi brænder for her i landet? En nation lyser altid stærkest, når den kæmper for noget, men jeg kan vitterligt ikke se, hvad vi kæmper for her til lands. Lavere skatter? Mere frihed? Jeg kan sagtens forstå, at man som fattig og sulten har en overvældende passion for at blive rigere. Og at man i et diktatur brænder for frihed. Men man skal vælge sine kampe med omhu.
Skal Danmark ud af krisen, er en fornuftig økonomisk politik nødvendig. Den har Liberal Alliance angivet. Det er imidlertid ikke den eneste krise, vi befinder os i. Kig på verden omkring os. Man bliver hurtigt klar over, at problemerne derude ikke kun handler om økonomi. Vi skal til at ville noget med det her land. Vi skal til at brænde for noget. Se, det ville være en interessant debat at tage. Men nej. Der er Comedy Awards på Zulu. Det er selvfølgelig også sjovt nok.
