Da jeg var barn sad vi 4 børn på bagsædet uden sikkerhedsseler i en bil, der krøllede sammen som en sardindåse ved kollision og på en landevej uden fartbegrænsning. Børn løb rundt dagen lang uden opsyn, der fandtes ingen afskærmninger, TV bestod af Ingrid og Lillebror, vejret var godt og alle var glade.
I dag er tiden femininiseret og neurotisk. Alt farligt er totalt forbudt. At cykle er fx dødsensfarligt og cykelhjelm bør være obligatorisk, mener de mest neurotiske.
Da jeg i sin tid så Poul Nyrup med cykelhjelm på, tænkte jeg, at nu måtte den dille da være fuldstændig død. Tænk sig at voksne mennesker, der vel burde have lært at cykle, vil klæde sig som en fumler-tumler og åbent signalere, at motorikken er defekt. Lad gå at børn, der endnu ikke har lært at cykle, får en cykelhjelm på, men så synes jeg også at jeg har strakt mig virkelig langt.
Da mine egne børn nåede 2-3. klasse og jeg skønnede, at de cyklede nogenlunde sikkert, tog jeg derfor cykelhjelmen fra dem. I skolen til en forældreaften prøvede jeg engang at formulere mine overvejelser om, at børn der allerede havde lært at cykle, vel ikke behøvede at have cykelhjelm på. Reaktionen var en åbenlys forargelse: kunne jeg måske garantere, at der ikke skete noget, selv om børnene havde lært at cykle? Det kunne jeg naturligvis ikke og hermed er vi ved neurosen væsen: hvis man nægter at foretage sig noget med mindre der foreligger en skriftlig garanti for, at det ikke er farligt, er man åbenlyst neurotisk. Problemet er bare, at det åbenbart er dagens standard og jeg i stedet bliver påduttet at være komplet uansvarlig.
Som barn kravlede vi himmelhøjt op i træer til grenene til sidst blev så tynde at de knækkede og vi styrtede til jorden, men så kravlede vi op igen og blev efterhånden så behændige, at vi kunne springe fra træ til træ og lave de vildeste tricks i træerne. Ingen forældre tænkte på at komme forbi og ingen kunne i deres vildeste fantasi finde på at kommandere os ned fra træerne med den begrundelse, at det var farligt.
I dag er alle neurotiske og jeg har fået et nyt problem: børnene i 5. klasse skal på tur, de skal cykle og de skal alle have cykelhjelm på. Knægten har ingen; jeg har smidt den ud - han har jo for længst lært at cykle. Det bliver sikkert en ny irettesættelse af både barnet og mig.
I min barndom var der ind imellem også tilløb til neuroser, men der fandtes en universalkur, som løste et bredt spektrum af den slags problemer: en tur i roerne. Nu er der ingen, der renser roer med et roejern, det var da også voldsomt kedeligt, men til gengæld er verden fyldt af neuroser og hvad er så egentlig værst?
Børn overvåges i uhørt grad og når de endelig når de voksnes rækker og kan komme på blå mandag - så arrangerer forældrene turen for dem og tager selv med! Trivselsarrangementer, legegrupper og cykelture med hjelm hitter stort blandt forældrene, men hvis man virkelig ville skabe trivsel for børnene så lod man den være i fred og lod dem klartre himmelhøjt op i et træ og styrte ned og opleve den berusende følelse af frihed, der kommer af at være fri af de voksnes kvælende omklamring.
Det er en konstant kamp at bekæmpe tilløb til neuroser. For nogle år siden var vi ved standen og her erklærede børnene, at de hellere ville i svømmehal for der var ingen muslingeskaller og kunne jeg måske garantere, at de ikke ville støde på brandmænd og krabber, hvis de vovede sig ud i bølgerne? Tilløbet blev slået ned ved at vi i fællesskab ledte efter krabber og brandmænd og det må være løsningen på børneopdragelse i en tid uden roer: opsøg det farlige og lær at omgås det. Tag hjelmen af og lær at cykle.
