Af Daniel Fabricius
Søndag den 23. oktober 2016, er det 60 år siden, at den ungarske befolkning stod op om deres frihed, og gjorde opstand imod den sovjetiske besættelsesmagt. Tusinder af ungarer mistede livet, og det trefoldige blev såret.
Historien er vigtig, ikke blot fordi den viser et mandsmod hos befolkningen, der kendertegner ungarerne i dag, men også fordi denne kronik har som bærende påstand, at det kommunistiske diktatur har holdt på den nationale identitet og bevidstheden om frihedens pris – bedre end det vestlige pluralistiske demokrati.
Det startede som et studenteroprør med tolv krav, blandt andre pressefrihed, uafhængig ungarsk regering, årlig nationalforsamling i Budapest og flere andre. Unge universitetsstuderendes krav om frihed fra det sovjetiske styre, var den bærende kraft under opstanden.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at i Danmark massedemonstrerer de studerende over en forringelse af SU’en på 800 kroner. Det var med livet som indsats, at de studerende i Budapest ville have nationens frihed tilbage. Det er ikke mere en 60 år siden.
Først så det ud til at opstanden ville sejre, men desværre vendte det på en tallerken. Amerikanerne havde vist støtte til ungarerne igennem østrigsk radio, men da det kom til stykket gik de i hi, da Suez pludseligt var en højere prioritet. Men ungarerne kæmpede videre. De kæmpede videre selvom Sovjetunionens diktator Nikita Khruschov beordrede et voldsomt militært engagement i Budapest for seks årtier siden.
Sovjetiske kampvogne rullede ind i gaderne, og ungarerne kunne ikke opretholde, den, hvad de troede, genvundne frihed.
