Tak for Bent Wigotskis indlæg om asyl (10.12.)! Jeg har, som chef på vor ambassade i Islamabad 1987 – 93 og senere, som medlem af Flygtningenævnet, oplevet virkeligheden og derfor været dybt frustreret over mange års dansk politik og holdninger funderet i og begrundet med falske oplysninger.
Når jeg først nu giver mit besyv med, er det fordi der først nu er ved at ske den politiske nyorientering, som måske gør det muligt at vinde gehør for beretninger fra det virkelige liv.
I min tid var de største sagsgrupper i Flygtningenævnet 1) unge mænd fra Bosnien der angav at være flygtet fra tvangsudskrivning til værnepligt. 2) tamiler der angav at være gået “under jorden” for ikke at blive tvangsudskrevet i “Tigrenes” krig samt 3) somaliere, eller mennesker der hævdede at være somaliere, – som af ret tilsvarende grunde var flygtet via Mogadishu.
Forklaringerne var præget af menneskesmuglere
Disse grupper havde så det til fælles, at deres forklaringer var præget af menneskesmuglere. For hver gruppe var kernefortællingen omkring flugtsituationen den samme og – nok så besynderligt – også detaljerne de samme.
Efterhånden kunne jeg ad 1) ligefrem se det hus for mig, som de åbenbart alle havde boet i og det vindue de alle var sprunget ud ad, da militæret kom for at hente dem, samt de marker de var løbet over, selvfølgelig på nogenlunde samme tid om natten.
Ad 2) viste det sig at begrebet “at gå under jorden” ikke var blevet uddybet for alle. Det var faktisk ganske rørende at se en lillebitte tamil med sine hænder og fagter illustrere, hvor lille et hul i jorden han i ugevis havde gemt sig nede i.
Ad 3) var der påfaldende mange gedehyrder som følte sig truede, fordi de – som det vel nærmest måtte oversættes til – var af forkert familie (klanbaggrund). Hvorledes de så havde finansieret rejsen til Danmark blev ikke sjældent forklaret ved et tilfældigt møde med en glad långiver. ( Det kan der godt være sandhed i, men det er ikke muntert at tænke på afdragsvilkår og -muligheder).
