Een af de mest surrealistiske oplevelser jeg nogensinde har været ude for, har utvivlsomt været min oplevelse af dagpengesystemet, set indefra - som "bruger".
Dagpengesystemet, i hvert fald som jeg har oplevet det, har indtil videre gået ud på at passivisere ethvert form for initiativ, holde alenlange møder om alenlange ligegyldige jobtiltag, deltage i påtvungne kurser, der angiveligt skulle få mig hurtigere i arbejde (det arbejde, som jeg bliver straffet for selv at prøve at skaffe - mere om det nedenfor), latterlige kurser, som jobcentrene kaster spandevis af penge efter, f.eks. et "håndtrykskursus" (jo, kære jobcenter/kommune og stat - jeg véd tilfældigvis godt, at et slattent håndtryk ikke efterlader det bedste indtryk på en kommende arbejdesgiver - jeg er jo ikke...idiot, vel, eller hvad? Hvordan kan I tro, at et 5 timers håndtrykningskursus skulle kunne gøre noget som helst fornuftigt, andet et at få mig til at hade jeres system endnu mere, end jeg gør?).
Jeg har den holdning, at kan man skaffe sig et arbejde - også et rengøringsjob eller andet u-akademisk arbejde - er det bedre end ikke at have et arbejde. Naturligvis. Da jeg i sommeren 2009 skrev mine sidste kræfter ind i mit speciale, søgte jeg samtidig et natportierjob, i håbet om, at jeg kunne gå direkte fra studium over til at arbejde, så jeg var ude af "systemet" og kunne klare mig selv. Jeg ville så søge videre derfra, til bedre jobs, når de dukkede op hen ad vejen.
Jeg fik ikke natportierjobbet (der var 150 - sic!) ansøgere, ej heller fik jeg et rengøringsjob eller andre småjobs jeg søgte. Enten var der mindst 100-200 ansøgere, hvilket naturligvis minimerede mine chancer, eller også fik jeg at vide, at jeg var overkvalificeret. Hvilket sådan set er rigtigt nok, men det var da irriterende alligevel.
Jeg kom altså desværre på dagpenge. Jeg er egentlig glad for systemet - i hvert fald idéen med det - for i min situation havde jeg ikke kunne forsørge mine børn uden, men jeg ville da ønske, at jeg ikke havde skulle gøre brug af det.
I løbet af en måned havde jeg fået et undervisningsjob på et par timer om ugen. Jeg tænkte, at min a-kasse ville være glad, for det betød jo, at jeg så "kun" skulle have "supplerende dagpenge", dvs. kun penge udover de undervisningstimer, jeg jo havde ugentligt. Men, nej. Der var bøvl fra første færd. Jeg brugte flere dage på at bevise min arbejdsgivers eksistens. Dernæst skulle kontrakten være på den rette måde, lønnen ligeledes etc., etc. Det tog ca. tre ugers papirarbejde at få dem til at acceptere, at jeg faktisk ikke behøvede at få fuldtidsstøtte - en fuldtidsstøtte som alle andre skatteydende danskere betaler for.
Til et møde på min a-kasse fortalte een af konsulenterne mig, at det bedste for alle simpelthen ville være, at jeg droppede mine få undervisningstimer! Det kunne ikke betale sig (lønnen var ikke særlig høj), og de - og nu citerer jeg - :"havde så meget bøvl med de mennesker, der insisterede på at arbejde noget af tiden, i stedet for at modtage fulde ydelser".!
Det værste var, at hun havde ret. Dette siger vel ikke kun noget om, at min undervisningsløn var håbløst lav, men vel lige så meget om, at dagpengesatsen - selv dimittendsatsen - næsten er for høj? Og det bekræfter da i hvert fald mit syn på dagpengesystemt som en passiviseringsanstalt. Kurser vil de gerne bruge penge på, men bøvl med folk, der de facto ønsker at arbejde? Puha, nej, det kan vi ikke ha'...
Sidenhen har jeg fået et til deltidsjob, som jeg ikke kan leve af, men får suppleret op. Jeg arbejder således for tiden ca. 18 timer om ugen, og får kun "19" timer betalt af staten. Også med job nr. 2 har der været utrolig meget bøvl, og det er helt klart, at de helst ville have, at jeg lod mig passivisere et helt år, for derefter at krænge alle mulige håbløse kurser ned over mig. Jeg blev således tilmeldt (jeg havde ikke bedt om det) et jobsøgningskursus på fjorten dage. Fjorten!!
Hvordan i alverden kan et jobsøgningskursus på fjorten dage overhovedet være til? Hvad kan man lære på de fjorten dage, som man ikke kan gå hjem og bruge en dags research på selv at finde ud af?
Hvad koster sådan et 14-dages jobsøgningskursus egentlig for kommunerne? En god sum penge, formoder jeg. Jeg fik overbevist min jobcenter-kontakt om, at jeg ikke skulle på jobsøgningskursus. Men han havde en super idé, fortalte han mig. Jeg spidsede selvfølgelig ører, for måske havde han for en gangs skyld en god idé. Men, ak, nej, manden forslog, at jeg skulle efteruddanne mig. Efteruddanne? Jeg har læst 9 år på universitetet, har to børn og har lært tre sprog, hvad talte han om? Jo, han synes bestemt, at jeg skulle prøve noget med "coaching", og for at finde ud af, om det var noget for mig, havde han det her kommunalt betalte 6 ugers gratis kursus, som jeg da helt bestemt skulle prøve. Jeg afslog så høfligt, som jeg kunne, og undrede mig over, hvordan visse mennesker mener, det er umuligt for stat og kommune at spare visse steder. Her var da et oplagt sted. Ville man spare yderligere, kunne man lade det betale sig for jobsøgende at finde et arbejde. Dernæst skulle man bakke dem op, der faktisk gerne vil have et arbejde, et hvilket som helst arbejde, i stedet for at straffe dem. Og så skulle man måske lade folk give hånd, som folk nu har for vane at give hånd, det er vel deres eget ansvar, deres egen hånd for F?
MT
Dagpengesystemet, i hvert fald som jeg har oplevet det, har indtil videre gået ud på at passivisere ethvert form for initiativ, holde alenlange møder om alenlange ligegyldige jobtiltag, deltage i påtvungne kurser, der angiveligt skulle få mig hurtigere i arbejde (det arbejde, som jeg bliver straffet for selv at prøve at skaffe - mere om det nedenfor), latterlige kurser, som jobcentrene kaster spandevis af penge efter, f.eks. et "håndtrykskursus" (jo, kære jobcenter/kommune og stat - jeg véd tilfældigvis godt, at et slattent håndtryk ikke efterlader det bedste indtryk på en kommende arbejdesgiver - jeg er jo ikke...idiot, vel, eller hvad? Hvordan kan I tro, at et 5 timers håndtrykningskursus skulle kunne gøre noget som helst fornuftigt, andet et at få mig til at hade jeres system endnu mere, end jeg gør?).
Jeg har den holdning, at kan man skaffe sig et arbejde - også et rengøringsjob eller andet u-akademisk arbejde - er det bedre end ikke at have et arbejde. Naturligvis. Da jeg i sommeren 2009 skrev mine sidste kræfter ind i mit speciale, søgte jeg samtidig et natportierjob, i håbet om, at jeg kunne gå direkte fra studium over til at arbejde, så jeg var ude af "systemet" og kunne klare mig selv. Jeg ville så søge videre derfra, til bedre jobs, når de dukkede op hen ad vejen.
Jeg fik ikke natportierjobbet (der var 150 - sic!) ansøgere, ej heller fik jeg et rengøringsjob eller andre småjobs jeg søgte. Enten var der mindst 100-200 ansøgere, hvilket naturligvis minimerede mine chancer, eller også fik jeg at vide, at jeg var overkvalificeret. Hvilket sådan set er rigtigt nok, men det var da irriterende alligevel.
Jeg kom altså desværre på dagpenge. Jeg er egentlig glad for systemet - i hvert fald idéen med det - for i min situation havde jeg ikke kunne forsørge mine børn uden, men jeg ville da ønske, at jeg ikke havde skulle gøre brug af det.
I løbet af en måned havde jeg fået et undervisningsjob på et par timer om ugen. Jeg tænkte, at min a-kasse ville være glad, for det betød jo, at jeg så "kun" skulle have "supplerende dagpenge", dvs. kun penge udover de undervisningstimer, jeg jo havde ugentligt. Men, nej. Der var bøvl fra første færd. Jeg brugte flere dage på at bevise min arbejdsgivers eksistens. Dernæst skulle kontrakten være på den rette måde, lønnen ligeledes etc., etc. Det tog ca. tre ugers papirarbejde at få dem til at acceptere, at jeg faktisk ikke behøvede at få fuldtidsstøtte - en fuldtidsstøtte som alle andre skatteydende danskere betaler for.
Til et møde på min a-kasse fortalte een af konsulenterne mig, at det bedste for alle simpelthen ville være, at jeg droppede mine få undervisningstimer! Det kunne ikke betale sig (lønnen var ikke særlig høj), og de - og nu citerer jeg - :"havde så meget bøvl med de mennesker, der insisterede på at arbejde noget af tiden, i stedet for at modtage fulde ydelser".!
Det værste var, at hun havde ret. Dette siger vel ikke kun noget om, at min undervisningsløn var håbløst lav, men vel lige så meget om, at dagpengesatsen - selv dimittendsatsen - næsten er for høj? Og det bekræfter da i hvert fald mit syn på dagpengesystemt som en passiviseringsanstalt. Kurser vil de gerne bruge penge på, men bøvl med folk, der de facto ønsker at arbejde? Puha, nej, det kan vi ikke ha'...
Sidenhen har jeg fået et til deltidsjob, som jeg ikke kan leve af, men får suppleret op. Jeg arbejder således for tiden ca. 18 timer om ugen, og får kun "19" timer betalt af staten. Også med job nr. 2 har der været utrolig meget bøvl, og det er helt klart, at de helst ville have, at jeg lod mig passivisere et helt år, for derefter at krænge alle mulige håbløse kurser ned over mig. Jeg blev således tilmeldt (jeg havde ikke bedt om det) et jobsøgningskursus på fjorten dage. Fjorten!!
Hvordan i alverden kan et jobsøgningskursus på fjorten dage overhovedet være til? Hvad kan man lære på de fjorten dage, som man ikke kan gå hjem og bruge en dags research på selv at finde ud af?
Hvad koster sådan et 14-dages jobsøgningskursus egentlig for kommunerne? En god sum penge, formoder jeg. Jeg fik overbevist min jobcenter-kontakt om, at jeg ikke skulle på jobsøgningskursus. Men han havde en super idé, fortalte han mig. Jeg spidsede selvfølgelig ører, for måske havde han for en gangs skyld en god idé. Men, ak, nej, manden forslog, at jeg skulle efteruddanne mig. Efteruddanne? Jeg har læst 9 år på universitetet, har to børn og har lært tre sprog, hvad talte han om? Jo, han synes bestemt, at jeg skulle prøve noget med "coaching", og for at finde ud af, om det var noget for mig, havde han det her kommunalt betalte 6 ugers gratis kursus, som jeg da helt bestemt skulle prøve. Jeg afslog så høfligt, som jeg kunne, og undrede mig over, hvordan visse mennesker mener, det er umuligt for stat og kommune at spare visse steder. Her var da et oplagt sted. Ville man spare yderligere, kunne man lade det betale sig for jobsøgende at finde et arbejde. Dernæst skulle man bakke dem op, der faktisk gerne vil have et arbejde, et hvilket som helst arbejde, i stedet for at straffe dem. Og så skulle man måske lade folk give hånd, som folk nu har for vane at give hånd, det er vel deres eget ansvar, deres egen hånd for F?
MT
