I Danmark som i de fleste andre lande har vi et institutionaliseret røverisystem, det der i folkemunde kaldes skat. Det styres af voldsmonopolet, som til daglig er kendt som staten.
I sociale sammenhænge finder de fleste af os det forkasteligt at røve andre medborgere, og flertallet af os har givetvis aldrig selv udført denne ugerning. Det at forkaste røveri og tyveri generelt er da også en del af vores kristne kulturarv, da det som bekendt er et af Moses ti bud ”du må ikke stjæle” som der stod på de stentavler, Moses bar ned fra bjerget. Så det er helt naturligt indlejret i den danske kultur og bliver da også understøttet af det juridiske system, der dømmer og straffer både tyveri og røveri. Dog er der en enkelt undtagelse; skat!
Om skat
Når det kommer til skat, er det helt anderledes, her sidder der 90 særligt udvalgte folk på Christiansborg og vælger hvor mange af dine penge, de må tvinge fra dig, og så har du bare at aflevere. Derefter skal de 90 røvere så bestemmer sig for, hvad de vil bruge dine penge til, og her kan du jo så håbe at du kan erklære dig enig i formålene, for i alle tilfælde bliver det, som de beslutter. Skulle du modsætte dig at aflevere, hvad der kræves, trækker deres insitutionaliserede røverisystem, altså skat, bare pengene fra din bank. I bedste mafia stil. Havde du nu forudset dette, og var fast besluttet på ikke at lade dig røve, kunne det være at du hævede dine penge fra banken og syede dem ind i madressen eller lignende. I så fald ville røverisystemet sende sine håndlangere ud efter dig, og de ville bryde din dør ind, storme dit hus, derefter ville de gennemsøge det, til de fandt hvad de kom efter, tage det og gå. Du ville blive slæbt med og blive sat i et rum med træmmer for vinduerne, og uden håndtag på indersiden af døren. Der kunne du så sidde en god tid og tænke over hvad du havde gjort. Tanken er her at røverne, håndlangerne og systemet forventer at du skal indse at det er forkert at tro at dine penge faktisk også er dine, sådan er det ikke, det er statens. Sådan fungerer skat, i bedste mafia stil.
Om staten og demokratiet
De 90 røvere forventer desuden at du ikke en gang stiller spørgsmålstegn ved at de overhovedet har retten til at røve dig for en del af dine penge, deres verdens syn tilsiger nemlig at det ikke er moralsk forkasteligt at røve dig, nej de er jo folkevalgte! Du har nemlig selv fået lov til at vælge hvem der skulle røve dig, og derfor forventes du at acceptere at du efterfølgende selvfølgelig vil blive røvet. Så fordi en tilfældig fyr på gaden, ofte med maskering og våben bryder ind hos dig og truer dig til at aflevere dine penge, ikke er en du selv har valgt, er det en forbrydelse som straffes og fordømmes af samfundet. Men de 90 røvere har du jo selv valgt, så det forventes at du ikke gør modstand når der opkræves penge. Sådan fungerer staten, i bedste mafia stil.
Et lille tanke eksperiment:
Hvis jeg nu stillede nogle mænd op på række, lad os bare sige 90, og du fik lov til at stemme og dermed vælge hvem af dem der skulle røve dig fra en given andel af dine penge, ville du så syntes at det var rimeligt? Det hører selvfølgelig med til billedet at inden du afgav din stemme skulle de sige hvor mange af dine penge de ville tage, men måske de ville lyve for dig, og de skulle ligeledes tilkendegive til hvilke formål de agtede at bruge dine penge, måske du ville sympatisere med nogle af disse formål. Finder du dette system retfærdigt og attraktivt at leve i?
Lad os gøre tankeeksperimentet en smule mere komplekst:
Lad os forestille os at du desuden fik mulighed for at stemme om hvem af dine medborgere der skulle røves, og hvor meget de så skulle røves, men de fik også muligheden for at stemme for eller imod at røve dig selv. Mon dette ville skabe grobund for en øget polarisering i samfundet? Mon de forskellige samfundsgrupper ville alliere sig mod hinanden i håbet om at blive røvet mindst muligt og bare sende regningen videre til andre? Man kunne eksempelvis forestille sig at de rige ville stemme på en bestemt røver, arbejderne ville stemme på en anden og de arbejdsløse på en helt tredje, etc. Så pludselig gælder det ikke længere om din retfærdighedsfølelse, nu gælder det om at være den største gruppe, så man kan bedrive flertalstyveri mod de mindre vælgergrupper. Eksempelvis kunne man forestille sig at hvis de underbemidledede grupper var i overtal, at de ville sørge for at stemme sig til et progressivt skattesystem med ekstra grove varianter af røveri i form af f.eks. millionærskat eller topskat endda! Finder du dette system retfærdigt og attraktivt at leve i? Din holdningstilkendegivelse på dette punkt er muligvis farvet af hvilken vælgergruppe du selv befinder dig i, og hvorvidt denne specifikke gruppe er lykkedes med at få sin røver til magten, for så at rette røveriet mod andre grupper. Sådan fungerer demokratiet, i bedste mafia stil.
Så hvad har demokrati, stat og skat til fælles? De bygger alle på tvang og overgreb mod individet.
Er det nu også så slemt
Hvor meget du vil røves og hvor meget du synes dine medborgere skal røves er en smagssag, og endnu værre en glidebane, for nogen vil mene en ting og andre vil mene noget andet. Det korte og det lange på sagen må i sidste ende være, uanset hvem der bliver røvet meget eller lidt, kan vi så virkelig forsvare et system der bygger på institutionaliseret røveri, tvang og overgreb mod individet? Bør vi forsvare det? Der kan være al verdens forklaringer på hvorfor vi måtte ønske at forsvare det, men i sidste ende så spørg dig selv om du går ind for røveri eller ej? Det er det helt grundlæggende spørgsmål i sagen om skat, stat og demokrati.
I spørgsmålet om hvilke forklaringer der kan være på at nogle borgere måtte forsvare institutionaliseret røveri med alt hvad der dertilhører, er der mange gode bud, et af dem kunne være at de der forsvarer det selv lever højt på det provenue der frarøves andre borgere og som så omfordeles. Et andet bud er den slidte kliche politikkerne ustandseligt hiver op af hatten: Velfærd! Det er okay at røve borgerne, for så har vi velfærd. Man kan så med rette spørge: Hvis borgerne virkelig ønskede velfærd, hvorfor skal de så tvinges til at betale for den? Ville de så ikke indbetale frivilligt? Hvis velfærden virkelig var så god, ville alle vel med glæde bidrage til den, og dermed ville voldsmonopolet staten og røverisystemet skat vel være overflødigt. Sort arbejde ville næppe heller eksistere i særligt stort omfang. Virkeligheden er imidlertid at tvang er nødvendigt for at opretholde velfærden, for mange borgere gider ikke bidrage frivilligt til den, det fremgår f.eks. af Rock wool fondens forskning der peger på at der bliver lavet sort arbejde i Danmark svarerende til at hver voksen dansker lavede for 18.000 DKK årligt – det er en pæn mængde sort arbejde der laves. Dette vidner netop om at frivilligheden ikke er til stede.
Der er desuden to andre spørgsmål som jeg ønsker at inddrage i debatten:
Hvorfor er det mere ædelt at tvinge borgerne til at omfordele deres værdier for at holde hånden under de svageste, end det er at lade dem selv administrere deres værdier og så acceptere følgerne? Mit eget bud ville være at befolkningsflertallet tror de selv får mest ud af tvangsmodellen, og dermed ender vi med flertalstyveriet.
Det andet spørgsmål jeg gerne vil inddrage er: Hvorfor det i det hele taget bliver fremstillet som positivt at have et velfærdssystem? Det kan være lidt svært at se det gode i at arbejde, blive røvet for en god andel af ens løn, den andel som de 90 røvere nu har besluttet sig for, for så derefter at få den andel af ens løn som de 90 røvere har besluttet sig for igen gennem de ydelser som de 90 nu synes jeg har behov for. Det kan være at de mener at vide at jeg skal bruge noget SU eller noget efterløn, det kan være at de er overbeviste om at jeg behøver boligstøtte eller dagpenge, så får jeg den andel af min løn igen som de beslutter sig for, alt efter hvad de vurderer mit behov er. Denne andel jeg så allernådigst får igen kaldes så for velfærd, og den forventer de 90 røvere så at jeg værdsætter og genvælger dem for at have givet mig. Trods alt kunne de have valgt at beholde det hele, men de har så vist sig meget nådige og givet lidt af mine egne penge igen. Sådan fungerer demokrati, stat og skat – i bedste mafia stil.
