Milton Friedman udtalte en gang: Hvis du beskatter folk hårdt, når de går på arbejde og du giver dem mange penge for at blive hjemme, hvordan kan du så undre dig over at folk ikke er i beskæftigelse?
Denne parallel kan man passende trække til julehjælpen. Hvis staten betaler folks jul, hvorfor skulle man så tage ansvar og spare op til den selv?
At gå ind for omfordeling i stil med julehjælpen, er at fratage folk ansvaret for eget liv og i stedet lægge ansvaret over på staten. Man skaber en usund incitamentstruktur i samfundet, hvor det ikke længere betaler sig at tage vare på eget liv. Hvorfor skulle man egentlig også ulejlige sig med det, staten træder alligevel til. Ydermere blåstempler man nasserøvskulturen, offermentaliteten og uansvarligheden. Med øget omfordeling kommer netop disse elementer til at præge vores samfund.
Virkeligheden gemmer sig derude, bag den evige messen af sovjetiske gloser såsom solidaritet og fællesskab. Virkeligheden er, at en familie bestående af to voksne og to børn har et månedligt rådighedsbeløb på 12.000. Ud af 12.000 kroner månedligt burde det kunne lade sig gøre at spare op til julen. Faktisk behøver man bare lægge 200 kroner til side månedligt, så har man 2.400 kroner til at fejre jul for. Magter man ikke at lægge 200 kroner til side om måneden, er problemet ikke at man er fattig, så er problemet at, man er ødsel. Ødselhed løses ikke ved flere penge eller anden statsintervention. Ødselhed løses ved at folk selv tager et ansvar for eget liv. Her burde man kalde på personligt ansvar og ikke statsintervention som løsningsmodel.
Hvis vi vil have et samfund hvor folk har frihed til at leve deres liv efter egne præferencer, kræver det at folk også påtager sig et ansvar for det liv. Deraf følger så at de skal mærke konsekvenserne af deres valg. Dette burde være de borgerliges vision for et samfund. Et samfund præget af frihed under ansvar, flid og respekt for sine medmennesker. Respekt. Ikke offerliggørelse.
Hvis dette er det samfund vi skal bevæge os hen mod, bliver vi nød til at turde tale den socialistiske diskurs imod. Vi skal turde tage et opgør med den. Ellers bliver det borgerlige-liberale samfund bare ved tanken. Tal mod omfordelingen, imod julehjælpen og de sovjetiske gloser om de syge, de svage, solidariteten, fællesskabet, sammenhængskraften.... Og... Hvor er min brækspand?!
