Danmarks skattetryk og planøkonomi = potato potato

Den 5

Holmboe

08/09/2011

Den 5. september, blev dagen, hvor Finansministeriet offentliggjorde, at Danmark har slået endnu en rekord – som om rekorden i verdens højeste skattetryk ikke var nok – nemlig at der nu er over to millioner danskere på offentlig forsørgelse, 2.049.000 for at være helt præcis, hvilket svarer til 37% af den danske befolkning. 

Men okay, 37% er til at forholde sig til, så vi lægger lige alle de unge under 15 oveni, så har vi pludselig 3.042.000 danskere, der står uden for arbejdsmarkedet, hvilket svarer til 54% af befolkningen. Så er det pludselig mere interessant, men jeg er endnu ikke færdig, for der skal lægges yderligere 800.000 oveni, nemlig de offentligt ansatte. Nu er vi oppe på cirka 3.900.000 danskere, eller hvad der svarer til godt 70% af befolkningen. Dybest set betyder det, at 30% af befolkningen finansierer de resterende 70% af befolkningens levevej. Dette virker som en umulig opgave, men der er absolut ingen trøst at hente i fremtiden, da andelen af befolkningen, som står uden for arbejdsmarkedet, står til at vokse yderligere de næste årtier. 

Nyheden om vores nye rekord kommer dog samtidig med dystre tal fra Dansk Arbejdsgiverforeninger, der viser, at siden 1960erne er beskæftigelsen i den private sektor faktisk skrumpet med 75.000 jobs, alt imens beskæftigelsen i den offentlige sektor er vokset med 554.000 stillinger. 

Jeg må understrege, at jeg absolut intet har imod offentligt ansatte, folkepensionister og lignende. Men hvis vi fortsat skal kunne tilbyde kernevelfærdsydelser til fremtidige generationer, er det nødvendigt med reformer nu. Det er derfor, vi i Liberal Alliance vil hæve folkepensionsalderen og afskaffe efterlønnen - folk, som ikke kan holde til at arbejde, skal naturligvis modtage førtidspension - og så vil vi til gengæld foretage markante skattelettelser, hvilket uafhængige økonomer har vurderet kan skabe 210.000 arbejdspladser i den private sektor. 

Oppositionspolitikere har kaldt det asocialt, men jeg kalder det asocialt at bilde folk ind, at vi kan fortsætte, som vi gør nu. 

Kilde: