Dansk politik står stille - og dansk økonomi sidder fast i hængedyndet.

Dansk politik og dansk økonomi er gået i stå, og det ser ud som om vi ikke rokker os ud af stedet

Christian Melgaard,

31/08/2012

Dansk politik og dansk økonomi er gået i stå, og det ser ud som om vi ikke rokker os ud af stedet. Men det er kun tilsyneladende, for ved nærmere eftersyn er der lidt bevægelse - vi synker nemlig stille og roligt længere og længere ned i dyndet, og det bliver vanskeligere og vanskeligere at komme tilbage. Vi er ved at nå "point of no return".

Det der interesserer politikerne er desværre ikke først og fremmest politikken, men derimod meningsmålingerne, og den seneste af slagsen (fra Megafon) antyder, at dansk politik er gået i dvale. De partier, der er gået frem, skal nok vide at udlægget dette som en klar tendens, og dem der er gået tilbage vil sædvanen tro udlægge det positiv, men det ændrer ikke ved realiteterne. På vælgersiden sker der stort set intet, og godt det samme, for alt tyder (desværre) på at der er smurt så tyk lim på taburetterne, at vi kan se frem til en fuld valgperioden.

Stilstanden indfinder sig på et tidspunkt, hvor det politiske Danmark burde være vågnet op efter sommerferien, og der er presserende politiske emner på dagsordenen. Det gælder ikke mindst Finanslov og dagpengeproblematik m.v. Og for dem der ikke interesserer sig for politikken, er der mere farverige emner, der har overtaget dagsordenen, og jeg tænker her naturligvis på hele cirkuset omkring Helle Thornings skattesag, som bevæger sig længere og længere væk fra den egentlige substans for at svælge i hovedpersonernes seksualitet, journalister der er kommet til at slette lydbånd og e-mails, men heldigvis kan huske ganske klart hvad indholdet var.

Det bemærkelsesværdige er imidlertid ikke de emner der er på dagsordenen, men mere de emner der burde være der, men som er fuldstændigt fraværende:

Dansk økonomi er gået i stå, og der tabes arbejdspladser dagligt. Væksten er negativ, og der er ikke udsigter til bedring - bortset fra tekniske budgetforbedringer p.gr.a. engangseffekter fra bl.a. pensionssektoren. 

Regeringens svar på problemerne er iflg. Mette Frederiksen og Bjarne Corydon, at alt går som forventet, og i morgen bliver det meget bedre. Nogle af de væsentligste tiltag, der for alvor vil kunne ændre på situationen, er dels at reducere skatten, men det har vi iflg. regeringen ikke råd til, og dels at spare på de offentlige udgifter gennem effektivisering og reduktion, men det vil iflg. regeringen skabe flere arbejdsløse. Det er som bonden, der kigger ud over en usået mark og fastslår, at når der først er kommet korn op, så vil der være såsæd til næste år - men der kommer bare ikke korn op med mindre han sår først.  

Hvis man kan bruge meningsmålingerne til noget, så er det at konstatere, hvor absurd politik er blevet: Ganske vidst straffes regeringspartierne for deres manglende initiativ, men det betyder som nævnt ingenting - og i øvrigt skyldes det jo "kun" at vælgerne ikke har forstået regeringens gode intentioner. Det er "kun" et kommunikationsproblem. I oppositionen er det de partier der holder sig usynlige, som kommer bedst ud at målingerne - det gælder Venstre og Konservative. De har tilsyneladende besluttet sig for, at dem der lever stille lever godt, og det virker. Dansk Folkeparti, der igen er begyndt at markere sig på udlændingeområdet, "belønnes" med tilbagegang, og mest bizart er det, at Liberal Alliance, der som det eneste parti argumenterer for den medicin der virker - de straffes med den relativt største tilbagegang.

Jeg har mest lyst til at sige som Flemming Sørensen i 1993; "Stop verden, jeg vil af".