Det er det særeste og mest triste paradoks i nyere, dansk politisk historie:
Den nye regering bestående af S og SF tegnes af partiledere, som i helt uhørt grad er blevet bortdømt af vælgerne på deres personlige stemmetal.
Mens Villy Søvndal er Folketingets allerstørste taber med et fald fra 33.000 personlige stemmer til bare 12.000, en tilbagegang på hele 60 pct., er Helle Thorning Folketingets tredjestørste taber. Hendes personlige stemmetal er gået tilbage fra omkring 50.000 til 33.000. Helle T. har tabt cirka en tredjedel af sine stemmer.
Danskernes tillid til de to personager er altså faldet voldsomt.
Bedre er det ikke, hvis man ser på partiledernes nære personlige allierede, Henrik Sass Larsen og Ole Sohn. Sass er også gået voldsomt tilbage fra cirka 10.000 personlige stemmer til cirka 7000. Ole Sohn overhales på det personlige stemmetal af et hav af andre SF'ere og ender med en halvering af stemmerne til omkring 4.700.
Det ser ikke meget mere troværdigt ud for partiernes stemmetal. Igen tegner der sig et overraskende klart billede af, at danskerne ikke ligefrem har bedt om at få en S-SF regering. Socialdemokraterne gik fra et historisk ringe valgresultat i 2007 på 25,7 pct. af de afgivne stemmer til et endnu ringere resultat i 2011 (det ringeste i over 100 år) på 24,9 pct.
På samme måde blev SF af vælgerne også vejet og fundet for lette til regeringsmagten. Partiet fik i 2007 13,1 pct. af stemmerne. I år svandt tilslutningen ind til bare 9,2 pct. af de afgivne stemmer. Og mens de danske vælgere altså har fået markant ringere tillid til både SF som parti og især til de to topfolk i partiet - Villy Søvndal og Ole Sohn - så måtte Villy også lide den tort, at hans unge opfindelse Thor Möger ikke blev valgt ind.
I en voldsom kontrast hertil ser vi Lars Løkke Rasmussen som på trods af opslidningseffekten fik en kæmpemæssig fremgang i sine personlige stemmetal.
Tallene taler et meget, meget tydeligt sprog: Danskerne har langt ringere tillid til S og SF samt deres politiske ledere end i 2007, hvor i hvert fald S allerede dengang fik et utroligt ringe valgresultat.
Det har givetvis også spillet ind, at Helle Thornings moral er mere flosset end de fleste danskeres, endda på trods af at hun som én af samfundets allerøverste topfigurer skal være et forbillede, en rollemodel, som viser os andre, hvordan man mest ansvarligt og troværdigt lever sit liv. Alligevel står vi tilbage med en person som statsminister, der har nægtet at betale sin gæld til samfundet på mindst 150.000 kr. Men det er selvfølgelig ikke for sent at presse hende til at gøre det.
Herfra skal kun lyde én meget håndfast opfordring til de radikale, som sidder og beskytter de forkerte mennesker: Respektér vælgernes klare undsigelse af luftkastellerne Thorning og Søvndal samt Sass og Sohn. Helle T. skal være overordentlig glad for at vælgerne ikke direkte kan vælge deres regeringschef som man kan i eks. USA, for så havde hun aldrig nået sin personlige karriereplan.
