Liberal Alliance står som eneste parti i Folketinget med ønsket om at mindske antallet af offentlige ansatte i Danmark. Det er et besværligt budskab, fordi der mangler en folkelig erkendelse af, at Danmark har en af verdens største offentlige sektorer.
Siden Liberal Alliance blev dannet, er det af mange blevet kaldt et protestparti, og dette med rette. For næsten alle nye partier bliver dannet i protest mod noget. Hvis der ikke var noget at protestere over, så ville der heller ikke være noget behov for et nyt parti.
Socialdemokratiet blev i sin tid dannet i protest mod kommunisternes ønske om en voldelig magtovertagelse, de Radikale brød ud fra Venstre i protest mod deres støtte til militæret, og Liberal Alliance blev dannet, efter at ti års borgerlig regering ret beset kun havde opnået at udvide den offentlige sektor og opføre grænsebomme.
Som med alle nye partier havde Liberal Alliance en høj grad af frihed til at sammensætte et logisk og sammenhængende program med indlysende punkter, og som det så ofte sker varede det heller ikke længe, før de andre partier begyndte at prøve at overtage Liberal Alliance’s standpunkter.
Den første til at prøve at overtage et af Liberal Alliance’s synspunkter var Helle Thorning, der pludselig også talte om mindre bureaukrati. Efter Carina-debatten blev Liberal Alliance’s synspunkt om lavere skat på arbejde almindelig anerkendt af alle partier, og nu hvor de er i opposition er de øvrige borgerlige partier også begyndt at tale om at afskaffe diverse særskatter.
Men på et punkt står Liberal Alliance stadigvæk alene, og der er er i forhold til sit ønske om at mindske antallet af offentlige ansatte. Selvom både regeringen og Venstre er rørende enige om at den offentlige sektor skal vokse lidt langsommere end før, så er der ingen andre partier, der tør tale om at skære ned.
Faktisk er den hårdeste kritik kommet fra den borgerlige lejr, hvor f.eks. Mike Legath fra de konservative har krævet at få navne og adresser på de 40.000, som Liberal Alliance ønskes at reducere den offentlige sektor med, i den debat der efterfølgende blev kaldt ”de 40.000 navne og adresser”.
Det er for så vidt et godt og simpelt spørgsmål, men svaret kræver først nogle ord om hvor stor den offentlige sektor i Danmark reelt er, hvor kraftig væksten i den offentlige sektor egentlig har været, og den reelt manglende styring.
Spørger man den international arbejdsorganisation, ILO, hvor stor den danske stat er, så ville de svare at der er i 2008 var 844.000 offentlige ansatte, svarende til ca. 30% af den danske arbejdsstyrke. Danmark således ligger betydeligt over normen for OECD-landene, hvor 15% af arbejdsstyrken er ansat i det offentlige.
Kigger man f.eks. på Schweiz ser man et velfungerende velfærdssamfund med kun 424.000 offentlige ansatte, der vel og mærke servicere en befolkning, der halvanden gang større. Den danske offentlige sektor er ikke kun større end hos de andre industrilande, den er betydeligt meget større.
Dernæst bør man nævne, at den store offentlige sektor kun er lidt over en generation gammel. I 1970, før staten for alvor voksede, havde det danske samfund en velfærdsstat under 400.000 ansatte.
Til sidst bør man være opmærksom at der ikke er en stærk central styring af antallet af offentlige ansatte. De mange styrelser og kommunerne har hver deres egne dagsordner, som finanslovene kun i begrænset grad påvirker. Et meget lidt omtalt faktum er, at den offentlige sektor i Danmark igennem de sidste to år faktisk er blevet reduceret med 33.000. Og dette er sket både uden ”sociale massegreve”, endsige nogen forklaring om hvorfor eller hvordan dette er sket.
I større virksomheder er det en tommelfingerregel, at cirka hver tiende ansat vil sige op af personlige årsager hvert år, og hvis man antager at noget lignende gælder for det offentlige, samt at der har været nok kapacitet i reserve til at udføre de samme opgaver, synes den oplagte forklaring at ligge der. Den fra venstrefløjen ofte fremhævede ”sociale massegrav” er under alle omstændigheder udeblevet.
Det lette svar til Mike Legath er derfor, at Folketinget slet ikke behøver at beskæftige sig med hvilke stillinger, der bør nedlægges for de offentlige mellemledere har igennem de sidste to år vist, at de sagtens kan finde ud af selv. Men det er for let et svar.
Kigger man på dybere på forskellen mellem Danmark og Schweiz, så er der især tre ting, der springer i øjnene.
For det først er den danske offentlige sektor større over hele linjen. I Danmark har vi tre offentlige lag kombineret med en relativt uklar kompetencefordeling, mens Schweiz - af historistisk årsager - har ca. 7.500 små kommuner, der udgør den primære del af den offentlige sektor der, mens kommunerne i Danmark synes både for store til at være folkenære og for bureaukratiske til at være effektive.
For det andet er det specielt plejeområdet, der er vokset kraftigt. Hele Europa har oplevet en stærk vækst i plejesektoren, men af uransagelig årsager har man i Danmark lagt vægt på, at det var vigtigt at den rengøringsdame, der gjorde rent hos en ældre medborgere, var ansat af kommunen. Erfaringerne fra Østeuropa burde lære, at statsejerskab og servicevirksomhed er en dårlig cocktail, men specielt de danske kommuner kaster sig til stadighed ud i ny virksomhed som at drive sportsklubber, oprette bedemands- og vvs-forretninger og arrangere festivaler.
For det tredje er der også en større beskæftigelse på det sociale område. Her er en ny trend, at sociale klienter medbringer en betalt rådgiver til deres møde med kommunen, hvor de ansatte på deres side bruger det meste af deres tid på at sætte sig ind i det utal af nye love og cirkulærer, som kommer i lind strøm fra folketinget og ministerierne.
Derfor er det lidt længere svar til Mike Legath, at mens det offentlige skal reduceres lidt over hele linjen, så er er det specielt ved at forsimple lovgivningen og bremse kommunernes trang til at lege rengøringsboss, klubejer, bedemand og festivalarrangør med videre at de 40.000 skal findes.
For det er den rejse, som vi i Danmark skal ud på. I Danmark var der i 1970 5 private ansatte til at betale for hver offentlig ansat, mens der i dag kun er 2. Det er ikke holdbart at lægge så stor en byrde på hver dansker i det private erhvervsliv, og derfor er det bydende nødvendigt at reducere den offentlige sektor. Når et lille Alpeland som Schweiz kan have et velfungerende velfærdssamfund med under halvdelen af hvad den danske stat bruger, så må det være muligt at lave en ansvarlig tilpasning her ved kysten.
Som man skal huske på, at Danmark sjældent ligger i top, når man måler på de resultater, som den danske velfærdsstat opnår indenfor sine kerneområder. Levetiden i Danmark er den samme som på Cuba. Danske folkeskoleelevers læsefærdigheder ligger på gennemsnit med resten af verden og hver fjerde dansker bliver hvert år offer for en alvorlig forbrydelse.
Så det kan godt være at den danske velfærdsstat er verdens største, men de resultater som den leverer indenfor sundhed, læring og sikkerhed er desværre ikke verdens bedste. Størrelsen er i dette tilfælde ikke gørelsen.
Det relevante spørgsmål at stille i Danmark er derfor ikke, hvem de 40.000 er, men hvornår også det synspunkt at den offentlige sektor bør reduceres bliver overtaget af de andre partier.
