Mikael Jalving og Nikolaj Gammeltoft har gennem CEPOS' forlag udgivet antologien ”89erne politiske visioner fra en borgerlig revolution.”
Begrebet ”89'erne” vedrører den yngre politiske generation for hvem det kommunistiske Østtysklands sammenbrud i 1989, befrielsen og liberaliseringen af Østeuropa og Rusland blev et pejlemærke for den politiske adfærd.
Forordet til bogen begynder således:
”Tre årstal skiller sig ud i de seneste 50 års kulturhistorie i Danmark og resten af den vestlige kulturkreds. 1968, 1989 og 2001. 1968 markerer studenteroprøret i Vesteuropa. 1989 markerer borgeroprøret i Østeuropa. 2001 markerer islamisternes angreb på USA. Det er i skæringsfeltet mellem disse skelsættende årstal, at denne antologi er blevet til. De fleste bidrag er skrevet efter 11. september og folketingsvalget den 20. november 2001, der gjorde Anders Fogh Rasmussen til ny statsminister i Danmark, men flere af bidragene trækker implicitte eller eksplicitte tråde tilbage til 68' og 89'. Bidragene hører hjemme i en borgerlig generation, der opponerede mod 68-generationen med mere end et ”nå” og som var med til at berede jordbunden for et borgerligt regimeskifte i dansk politik med Anders Fogh Rasmussens valgsejr – eller under alle omstændigheder gav stemme til det forandrede Danmark. ”...
Læren fra Murens fald var at politisk styring og kontrol er ubehageligt for de kontrollerede. Jo mere desto værre. Men hardcore 68'ere - unge som gamle - har desværre stadigvæk ikke forstået budskabet.
Selvfølgelig bryder de politiske 68'ere sig ikke om Nordkorea. Men hvad nu hvis der hvert fjerde år var frie og retfærdige valg i Nordkorea eller Cuba, og flertallet så valgte den samme politiske undertrykkelse og de samme slags ledere? Så havde man jo ”demokratisk socialisme”. Det er denne styreform og politiske tilstand som 68'erne tilbyder os i Danmark: Den ”frivillige” (demokratiske) ufrihed.
At ufriheden er frivillig er nu engang det svar vi borgerlige får, når vi protesterer over den massive konfiskation af vores ejendom: Plyndringstogtet er jo demokratisk. Det betyder ikke desto mindre at socialisterne har afskrevet et moralsk kompas – med mindre man da mener at flertallet ikke kan handle umoralsk? - Men har man ret til at plyndre via skatten blot fordi flertallet har givet sit samtykke?
68'ere taler ”kollektivistisk”: - ”Vi har det jo så godt”, siger de. ”Vi [befolkningen] har valgt det sådan”. ”Flertallet ønsker det”, o.s.v. Man har således ingen skrupler, når det gælder om at undertrykke andre, så længe det sker med flertallets velsignelse.
Politisk er individet i praksis intet for kollektivisten. Mine egne erfaringer fortæller mig at det især er tilfældet med de akademiske venstreorienterede.
Den apolitiske respekt forneden, det vil sige for familie, venner, kolleger kombineret med uhyggelig kynisme foroven er kendetegnet for den politiske 68'er: Som i mellemøsten finder man stærke bånd mellem mennesker, men ingen grundlæggende respekt for indvidets frihed i en politisk forstand. Derfor ville Chile under Allende med stor sikkerhed have været langt værre end det var tilfældet under Pinochet. Det er ikke mindst generationen af politiske 68'ere, der har ansvaret for afviklingen af de individuelle frihedsrettigheder navnlig afviklingen af ejendomsretten men også skabelsen af et propagandistisk statsapparat.
Hos 68'erne erstatter efterrationalisering etikken. En del af venstrefløjens efterrationalisering består blandt andet i en påstand om, at den individuelle frihed slet ikke er undertrykt med et skattetryk på 50 procent for den almindelige vælger. Friheden er bare ”alternativ”. Det alternative består blandt andet i at venstrefløjen peger på en række nydere af velfærdsgoder. Og så antyder man at disse nydere åbenbart i tilfældet med Minimalstaten ikke ville være produktive, men i stedet drage hærgende om i gaderne. Men det gør de fattige som bekendt ikke i lande hvor der findes lov, orden og et lavt skattetryk. Typisk strømmer de fattige til lande med lave skatter og lov og orden for at udleve den amerikanske drøm: hvad enten det så er i Hong Kong, Australien eller USA.
Tilsvarende bilder man sig ind, at man har pressefrihed, fordi den massivt statsstøttede og/eller statsejede presse kan sige hvad den vil. Men dette har intet med pressefrihed at gøre. Pressefrihed betyder at pressen er fri for staten. Det vil sige at pressen ikke er klient af staten. Og at der ikke er en dominerende statsejet tv-kanal. Socialister og andre venstreorienterede har afviklet den fri presse. I dag kan pressefolk umuligt være bevidste om at friheden er afviklet. Det må de tydeligvis have fortrængt, ellers ville de fokusere på den tabte frihed og selvstændighed - og ikke på de mange ligegyldige personsager, de er så optaget af.
Etik tager som bekendt ikke afsæt i flertallets dominans, men i hvad der er det gode for menneskets og godt for mennesket som væsen at gøre. Etik er i modsætning til jagten på demokratiske tilsagn til tyveri via skattekronerne en objektiv måde at orientere sig på. Her opstilles generelle regler for hvad der er den fornuftige måde at leve på. Det er ud fra sådanne ideer at respekten for den enkelte og den private ejendomsret stammer fra. De er udviklet ud fra en ide om hensigtsmæssighed og hvad der fører til en ”naturlig orden” (for nu at bruge sociologen Hans Herman-Hoppes udtryk).
Man kan altså ikke leve etisk på andres bekostning, sådan som det sker når man erstatter frihedsrettigheder med ”materielle rettigheder”, og gør konfiskation til det som sikrer den materielle velstand.
68'erne har ikke desto mindre på uetisk vis skabt en voksende klasse af snyltere og klienter. De har om nogen bidraget til at gøre dovenskab og dumhed acceptabelt. Mennesket er ikke desto mindre ”det tænkende væsen”. Det har forudsætningerne for at skabe sit helt eget enestående gode liv. Dette kræver at mennesket anvender sin fornuft. Friheden er i den sammenhæng afgørende for at fornuften kan komme til udfoldelse og bruges til at realisere det gode liv.
68'erne forstod ikke at Murens fald var en etisk revolution i overensstemmelse med ovenstående. De fortolkede i stedet Murens fald og 89' som en demokratisk revolution og et ”ikke-etisk fænomen”: Flertallet brød sig ifølge denne tolkning blot ikke om den konkrete form for kommunisme. Nu skulle flertallet ifølge venstrefløjen så blot kaste sig ud i et nyt fælles eksperiment. De venstreorienterede ville derfor være fuldt tilfredse hvis borgerne efter Murens fald havde stemt sig til socialismen.
På universiteterne i Vest havde man frem til 89' længe haft travlt med at udvikle forslag til nye kollektive projekter, der kunne sikre dem det kulturelle hegemoni, som man i vid udstrækning allerede har opnået i Danmark.
Økologismen blev lanceret som et af disse nye samlende projekter, nu hvor planøkonomien havde vist sig at være dårlig videnskab.
”Velfærdsstaten” er tilsvarende på de akademiske læreanstalter blevet forklaret hen i retning mod at være noget helt separat fra socialismen. - Den hævdes nu at være en statisk ”model”, selv om den i praksis er et skridt i retning imod den totalitære socialisme. På den måde var man forberedt på et sammenbrud af den gamle kollektivisme. Man havde nye projekter (eller nysminkede gamle) i pipeline.
Det afgørende er imidlertid ikke at folk i Østeuropa ikke brød sig om noget der var ”udemokratisk”. Det afgørende var at individuel frihed var og er det virkelige og praktiske gode - i modsætning til kollektivisme i ALLE dets former, - fordi individuel frihed er forudsætningen for at man kan leve som menneske.
68'erne i dag lever altså stadigvæk ud fra den kollektivistiske demokratismes dogme: At flertallet har retten på deres side; og at der ikke er en objektiv etik. Politisk frivillighed for 68'erne består i at kunne stemme hvert 4 år. Derefter må man tage til takke med den frihed, der bliver til overs når vælgerne har taget fra hinanden via skatterne. Dermed er det også kun naturligt at venstrefløjen med islamismen har sluppet endnu mere uciviliserede kræfter ind i landet. Det svækker de borgerlige kræfter, og giver dem atter mulighed for at få magten.
Kampen mellem den borgerlige generation 89 og den venstreorienterede generation 68 er derfor ikke en politisk kamp mellem synet på økonomisk
hensigtsmæssighed. Den kamp har venstrefløjen tabt for længst.
Der er først og fremmest tale om en kamp mellem to syn på hvad der er godt i en moralsk forstand. Liberalismen tilbyder en verden med politisk lighed, hvor man bedst muligt kan skabe sit eget liv men ikke på andres bekostning. - De politiske 68ere tilbyder forskellige veje til trældom. For kommunismens og socialismens ofre ser endemålet dog ensartet ud.
