Thorning-sagen er blot endnu et eksempel på, at der i øjeblikket altid er een sikker taber i dansk politik: Demokratiet.
Skattesagens mange aspekter: Svigt på svigt
Thorning-sagen har en lang række undersager, der belyser demokratiets betændte tilstand i Danmark: En tilstand præget af spin, magtmisbrug, gråzoner i love og regler, den allesteds truende fare for forskelsbehandling, ikke-eksisterende corporate governance og dårlig adskillelse af offentlige myndigheder, samt en generel erosion af barriererne mellem de forskellige magtformer, både i den offentlige administration og hos medierne.
Der er svigt over hele linjen: Alle lader til at have mistet fokus på samfundets ve og vel, den demokratiske ånd, det fælles bedste, og ingen opfører sig hverken statsmandsagtigt eller lever op til de idealer, de skal stå vagt om. Det gælder alle fra Helle Thorning selv, der har svigtet ved at profitere uretmæssigt på ikke at kende reglerne godt nok, men hvis sag ifølge Skat København er forældet, henover embedsmænd, der har blandet sig hvor de ikke burde, til aviser, der ikke håndhæver de journalistiske idealer. Både Første og Fjerde Statsmagt er i panisk opløsning.
Sagen i store træk
1. Stephen Kinnock var af sin kone Helle Thorning-Schmidt ukorrekt registreret som fuldt skattepligtig i Danmark i knap 10 år, fra 1999 til 2007/2008, selvom han havde bopæl i Belgien.
2. Stephen Kinnock er diplomat og betaler derfor ikke skat, men registreringen som fuldt skattepligtig medførte et skattefradrag, som Helle Thorning udnyttede i alle disse år, så hun betalte for lidt skat.
3. Helle Thorning har givet modstridende oplysninger til forskellige myndigheder, sådan, at sagen faldt ud til hendes fordel. Skats konklusion er dog, at disse usandheder er uagtsomme.
4. Først i 2008 henvendte ægteparret sig til Skat for at rette fejlen.
5. Derefter ændrede Skat København Helle Thornings årsopgørelse for 2006, 2007 og 2008, men besluttede, at Helle Thorning kunne beholde den uretmæssige skattegevinst for årene 2000-2005.
Sagens undersager, i vilkårlig rækkefølge
Der er en række underliggende sager i Thorning-sagen, som alle tyder på svigt i forskellige former:
1. Sagen om mediernes selvcensur: Kun BT har vist ihærdighed for at få alle sagens aspekter frem. Dermed er medierne ikke længere borgernes garant for en åben sagsafklaring, uanset om det falder ud til den ene eller anden side. Der er for mange, på begge sider, der har for mange holdninger og for få oplysningsidealer. Medierne er i krise. Ulrik Haagerup, nyhedschef i DR, er blevet beskyldt for at forhindre en objektiv nyhedsdækning om emnet.
2. Sagen om helle Thornings reelle hensigter: Var det bevidst eller ubevidst skattefusk fra Helle Thorning? SKAT har konkluderet, at hun handlede uagtsomt, dvs. at Helle Thorning var blank på skatteområdet trods det, at hun er a) erfaren i systemet, b) har en revisor, c) en mand og en familie med dyb indsigt i samfundsforhold. Derfor har der været hypoteser og mytedannelse i befolkningen, som bør afklares helt og holdent i et demokrati, hvilket medierne tildels har modvirket.
3. Sagen om SKATs mulige særbehandling: Der har været flere historier om borgere, der har måttet betale fuld skat for sager som ligner Helle Thornings meget. Sammen med de indicier, der ovenfor måtte svække påstanden om uagtssomhed, har det formentlig fået Peter Arnfeldt og andre til at mistænke, at SKAT forskelsbehandler den politiske elite og almindelige mennesker. Alt bør selvfølgelig på bordet, og fraværet af klarhed kunne medføre mytedannelse som altid.
4. Sagen om Peter Lofts involvering. Departementschef Peter Loft har mødtes med SKAT København fem gange under sagsbehandlingen. Dette er ifølge SKAT selv uproblematisk, men ifølge SKAT København og andre tegn på magtmisbrug. Det er vigtigt at bemærke, at Peter Lofts indblanding ikke behøver at være til skade for Helle Thorning, men også kunne være for at sikre, at SKAT København har alle BTs informationer in mente ved udarbejdelsen af den bedste apologi for Helle Thorning.
5. Whistelblowersagen: Peter Arnfeldt har – som sagen ser ud nu – brudt sin tavshedspligt og forsøgt at lække oplysningerne om beslutningsgrundlaget til Ekstrabladet. Dermed er der i Thorningsagen også en whistleblowersag.
Whistleblower-sager er en form for civil ulydighed, hvor de liberale principper om informationsfrihed kommer i konflikt med det konservative princip om lov og orden. Whistleblowerens påstand er så, at hensynet til borgerne går over statsmagtens hensyn, fordi uretfærdighed mistænkes, og whistlebloweren risikerer straf for at følge disse principper.
Alternativet kunne være politisk motivation - Arnfeldt har en fortid i bl.a. Radikale Venstre, så det er uklart hvilke andre motiver, der kunne være involveret, men motivanalysen er i og for sig mindre vigtig: Han tager vel sin straf, hvis han er skyldig, og til gengæld skal alt på bordet, så andre svigt også afdækkes. Det sidste kan man dog tvivle på.
6. Kan medierne stadig balancere mellem substans og budbringer? Whistleblower-sager misbruges ofte af den siddende magt til at fokusere på budbringeren og ikke substansen. Dette skyldes, at magten altid vil hævde, at lovstat står over informationsfrihed. Her er det så medierne og borgernes afgørelse, om substansen (punkt 1-4) er stærk nok til, at andet end budbringeren skal skydes ned. Men det kræver som sagt uafhængige, kritiske medier, og kun BT lader til at interessere sig for substansen.
7. Ekstrabladet er ikke længere en ”save haven” for kilder. Det sidste tab i sagen er kildebeskyttelsen: Ekstrabladet har valgt at ofre den journalistiske universalregel om kildebeskyttelse, som er nødvendig for, at Fjerde Statsmagt kan være ”check and balance” til statsmagten, af hensyn til lovstaten på trods af informationsfriheden. Det er normalt ikke mediernes opgave, og det sætter nye, alvorlige principper i spil. Borgere kan ikke i fremtiden regne med kildebeskyttelse hos Ekstrabladet. Dette er en af de vigtige, kedelige følgeeffekter af sagen.
Konklusion: Demokratiet har tabt endnu en gang
Uanset, hvordan og hvorvidt alle disse undersager udforskes og opklares, hvilket man må tvivle på, da den nuværende regering har en stærk politisk motivation for at fokusere på at skyde budbringeren og nedtone de mange andre undersager, så er en ting klar fra hele Thorning-sagen: Svigtene er massive hele vejen rundt, og der er derfor een stor taber endnu en gang: Demokratiet.
