Sådan som jeg oplever det, er venstrefløjen (og den generelle danskers) definition eller rettere opfattelse af "retfærdighed" fuldstændig forskruet. Når venstrefløjen ønsker og taler om mere omfordeling fra rig til fattig, yderligere beskatning af de 'rigeste' såsom millionærskat, flere penge og mere hjælp til de såkaldte fattige (og ugidelige), kvindekvoter i virksomheder og lignende lighedsfremmende men diskriminerende tiltag, begrunder de det implicit med at ”uligheden” og forskellene er uretfærdige! Det ligger implicit i deres retorik og politik, at det ikke er retfærdigt, at alle mennesker ikke er lige, at direktøren med en universitetsuddannelse tjener mere end den arbejdsløse Brian, at mænd har flere topstillinger, fordi de er villige til at ofre mere for deres arbejde og bare generelt, at nogle har mere end andre! Det er uretfærdigt – til trods for at de altså har haft lige muligheder, og vi bor i et land med høj social mobilitet og verdens mest lige land iflg. Gini-koefficienten!
Det er ”uretfærdigt”, umenneskeligt og egoistisk, at dem som i forvejen tjener mest skal have skattelettelser - ifølge venstrefløjen. ”Jamen, så får de ”rige” jo endnu mere”. Og hvad så?
Den ægte uretfærdighed ligger i, at de ansatte i den private sektor, som betaler hele velfærdsgildet gennem deres (top)skatter – og samtidig er dem, der trækker mindst på den offentlige statskasse via offentlige ydelser, bliver mødt med (politisk) modstand og politiske ønsker om at gøre deres konkurrencevilkår sværere, samt beskatte dem endnu mere og i endnu højere grad lave en total forskruet incitamentstruktur. Hvor er det dog utaknemmeligt, at den studerende, offentlige ansat, arbejdsløse eller pensionisten kræver ENDNU flere penge af den private sektor gennem skatter, frem for at være taknemmelig for, at der er en privat sektor, som sørger for at de kan få deres SU, gratis uddannelse, læge, pasning af børn osv, bistand og hvad det ellers skulle være – ved at betale ~ 60 % af deres hårdt tjente penge! Og så kalder venstrefløjen det uretfærdigt, hvis dem som arbejder hårdt – og finansierer velfærdsstaten – får skattelettelser (lad os kalde det en belønning) for at hjælpe alle andre end dem selv. Hvad er det for en forskruet definition af retfærdighed og utaknemmelig, forkælet tankegang?
Så længe der er lige muligheder, er det et retfærdigt samfund! Og vi har lige muligheder, det eneste punkt, hvor vi ikke lever i et retfærdigt samfund, er angående skat – jo mere du tjener, arbejder og dermed bidrager til erhvervslivet og statskassen, desto mere skal du betale af din løn. Dét er uretfærdighed!
Jeg brækker mig (tak for til J.B.O for den inspirerende formulering) over venstrefløjens og mange danskers forskruede definition af retfærdighed, deres offer-mentalitet og utaknemmelighed.
Måske skulle vi bare acceptere, at lige muligheder og lighed (som slutresultat) ikke går hånd i hånd, ganske enkel fordi at nogle er mere kompetente end andre og har mere vilje end andre. Måske skulle vi stoppe med at dyrke taberkulturen og i stedet for opbygge en vinderkultur, hvor dem der bidrager mest til statskassen, bliver mødt med taknemmelighed og belønninger – for at tage hånd om de svageste og være med til at finansiere et samfund med lige muligheder og dermed retfærdighed.
Til slut vil jeg gerne sige, at jeg selv har været studerende i hele mit liv (af god grund, er kun 20 år) – jeg har aldrig bidraget til velfærdsstaten udover de små deltidsjobs jeg har haft i min fritid. Men netop af taknemmelighed overfor den private sektor, som betaler min uddannelser og SU, under jeg dem skattelettelser og bedre konkurrencevilkår. Andet ville være utaknemmeligt og uretfærdigt.
