Jeg har som nævnt andre steder på nettet, taget rejsen fra at være anarkosocialist til anarkoliberalist med både folkesocialist og socialliberale erfaringer med på turen. Jeg har aldrig følt mig så fri som jeg gør nu som anarkoliberalist. Da jeg var i det andre spektre, var der altid en arketype, der var fjende billedet. Der var noget jeg kæmpede imod og der var ofre. Nu behøver jeg kun at kæmpe for noget til alle. Jeg kæmper for friheden til at alle må være sig selv og beholde frugten af deres eget arbejde.
Jeg er blevet fri til at se, at alle har værdi, og at ingen skal tvinges til noget. Hvis jeg blev sat fri til at råde over alle mine midler, vil jeg jo ikke beholde dem alle for mig selv. Det vil flertallet af mennesker ikke, og dem der vil, vil med tiden højst sandsynligt indse, at det mest egoistiske man kan gøre er at dele. Nu snakker jeg ikke om at dele med tvang, men frivilligt. En måde at dele ud af ens eget er faktisk ved at købe noget af andre. Det være sig produkter som arbejdsydelser. Der vil altid findes folk, der ikke har mulighed for at sælge nogle af delene, men der vil man også være egoistisk ved at dele ud til dem, der intet kan af forskellige årsager. Mennesket besidder som det eneste dyr moral, og vi får det alle godt ved at hjælpe folk, der har det svært. Kan du sige dig fra at have det godt med dig selv når du har hjulpet en anden. Det være sig en hjemløs, der bad om et par kroner til en kop kaffe/øl, en kammerat, der skulle have hjælp til at flytte eller en der samlede ind til en velgørende organisation. Den følelse vil jo ikke forsvinde i anarkoliberalt samfund. Den vil tværtimod blive styrket. Den vil blive styrket, da der ikke vil være et sikkerhedsnet. Vi vil derfor ikke bare kunne skubbe ansvaret fra os. Folk vil hjælpe andre i forhåbning og måske også forventning om at få noget hjælp retur. Det være sig direkte eller indirekte og det være sig med det samme eller senere. Det er ikke engang sikkert, at hjælpen kommer fra den person, den modsatrettede hjælp er blevet ydet til. Ens omdømme gavner allerede en del. Hvis du kigger ind i dig selv, vil du også hellere hjælpe dem, der hjælper andre, end bare at hjælpe dem, der intet gør. Hvis folk intet kan, vil der være et naturligt incitament til at hjælpe dem via den familie og det netværk, der står personen, der intet kan, nært.
Meningen med hele den ovenstående smøre, at som bekendt er intet menneske en ø, og ved en eliminering af staten som mellemmand, kan man udnytte ressourcerne (de være sig de menneskelige som de materielle) bedre. Folk vil jo investere i at kunne modtage hjælp af andre senere.
Det er qua denne tanke, at jeg er blevet mere fri i tanken også. Jeg ser ikke længere på nogle mennesker og anser dem ikke for laverestående eller mindre værd. I tidligere tider var kapitalisten og virksomhedsindehaveren onde mennesker, der udbyttede andre folk. Jeg ved nu, at de har taget nogle risici og stadig gør det. Det er det, de tjener på. Til gengæld giver de igen til andre, ved at købe det produkt mange mennesker har; deres arbejdskraft. Arbejdskraftens værdi har jeg også set mere ligeværdig efter jeg er blevet liberal. Det handler stadig om udbud og efterspørgsel, så derfor tjener nogle mennesker mere end andre, men selvom mange kan udføre meget af det lavtlønnede arbejde, er det stadig vigtigt. En arbejdsplads skal holdes ren for at de, der arbejder der, kan være produktive. På et hospital er det sågar livsvigtigt arbejde. En dårlig rengøringsassistent kan være ligeså skadespådragende som en dårlig kirurg.
Det samme gør sig gældende, hvad angår andres holdninger. I et anarkoliberalt samfund, står det frit for alle at lave og leve i de fællesskaber, de lyster. Derfor har jeg intet ondt om at sige om socialisten, der gerne vil betale x antal % af sin indkomst til deres fællesskab. Måske jeg selv vil kunne finde et fællesskab, hvor jeg ville betale noget af min indkomst for at være en del af det. Forskellen mellem det nuværende og et anarkoliberalt samfund, er at jeg i sidstnævnte kan melde mig ud, hvis jeg ikke mener, det er et gode for mig mere. Derfor vil der være et incitament for samfundet til ikke at udbytte mig eller andre, da dem der bliver udbyttet naturligt vil melde sig ind i et andet fællesskab eller blot melde sig ud generelt. Det står jo alle frit for.
Jeg er ligeså kritisk overfor en politisk udmelding, der kommer fra Enhedslisten som jeg er på en udmelding fra Socialdemokraterne, Venstre og Liberal Alliance. Når de siger noget fornuftigt, der udvider friheden for folk til at leve deres eget liv, roser jeg udspillet, ligegyldigt hvor det kommer fra. Jeg forsøger at gå efter argumentet og ikke personen, og i debatter, hvor jeg kan mærke at der bliver fokuseret meget på følelser holder jeg mig væk. Israel/Gaza konflikten har jeg styret udenom, da jeg kan se argumenterne fra begge lejre. Det samme gælder debatten om løndifferentierede bøder. Jeg har en grundholdning, men jeg er ikke så sikker i mine udmeldinger, som da jeg var socialist. Måske fordi jeg er blevet ældre, måske fordi jeg er blevet liberalist.
Ja, der vil være mennesker, der forsøger at udnytte friheden i et anarkoliberalt samfund, ligesom der er folk, der forsøger at udnytte svaghederne i det nuværende samfund. Friheden betyder dog så meget, at jeg gerne vil kæmpe for at alle får lov til at gøre hvad de lyster, hvis blot de ikke fjerner andres mulighed for samme.
(Kommentaren tager bl.a. udgangspunkt i denne artikel jeg skrev for halvandet år siden)
