Allerede i 2005 promoverede flere valgstrateger, at de fremtidige valg skulle vindes på Internettet. Den direkte kommunikation til vælgerne og den stigende mulighed for interaktion parti og vælger imellem ville styrke de partier, som brugte mediet hensigtsmæssigt. De sociale mediers indtog, hvor den meget personlige interaktion mellem politikeren og vælgeren blev en naturlig del af valgkampen, pustede yderligere til debatten
Både til kommunalvalget i 2009 og til det kommende folketingsvalg her i 2011 har praktisk talt alle politikere sin egen Facebook-side og en tilhørende strategi for, hvorledes mediet skal anvendes. De mest profilerede kandidater har op til 10.000 fans, mens en almindelig kandidat for et tilfældigt parti må nøjes med 100-500 fans. Lad os bare anerkende, at 500 fans ikke vinder nogle valg, eller gør det?
Facebook er nemlig blevet en af pressens darlings, og journalister spejder til mediet, når de leder efter en vinkel på en historie. Det kunne f.eks. være at sammenligne antallet af fans hos bestemte politikere eller det kunne være underlige kommentarer, der kan skabe splid eller vinkler på en specifik historie. På den måde bliver fraværet af en Facebookside også til fraværet af muligheder for at få gratis omtale i pressen. Den gratis omtale er det rene guld, når vi taler valgkamp, og praktisk talt alle aktiviteter i de enkelte valggrupper handler om at få presse. Men pressen er guld værd for den enkelte kandidat og ikke specifikt for partiet.
Anker Brink Lund, professor i medieledelse ved CBS, trækker tæppet væk under forestilling om, at valget vindes på Internettet. Hovedpointen for Anker Brink Lund er, at brugerne af de sociale medier er kræsne brugere, der vurderer partiernes budskaber med en udpræget grad af skepticisme. Vi er som brugere af f.eks. Facebook vandt til at navigere igennem en strøm af pokes og feeds, og de budskaber, der rammer os, det er dem, som vi i forvejen sympatiserer med. Derfor vinder partierne ikke valget på Internettet, men den personlige promovering i interaktionen mellem vælger og politiker kan sikre kandidaten personlige stemmer frem for listestemmer, og dermed vinde valget for den enkelte kandidat på bekostning af egne partifæller. Så individuelt kan valget vindes, men som parti kan det være svært at få øje på den helt store værdi af den massive Internetkampagne.
Der bliver virkelig lagt kræfter i valgkampen på Internettet, og især håbet om at skabe den næste Mee Allerslev-video får kandidater i massevis til at arbejde med videomediet. Det er måske ikke helt forkert at påstå, at ovenstående valgvideo var medvirkende til, at Anne Mee Allerslev kom ind i borgerrepræsentationen i København med 837 stemmer og i dag er beskæftigelses- og integrationsborgmester. Men hvor stærk er valgvideoen så egentlig som transport for et politisk budskab? Anne Mee fik over 100.000 views, men hendes video blev altså også vist på Ekstra Bladets hjemmeside og fik anden presse, og så bliver værdien af videoen mangedoblet. Udover Anne Mee Allerslevs video, så har INGEN andre formået at gå rigtigt viralt med en video, selvom der bliver produceret et hav af valgvideoer. De fleste personlige valgvideoer får omkring 2-300 views, og her må man bare indrømme, at det ikke er umagen værd, for langt de fleste views er fra venner og bekendte, hvorfor en egentlig effekt kan være næsten umulig at måle.
Jeg havde fornøjelsen af at overvære et foredrag af Anders Colding, hvor han påpegede problematikken i at have forventninger om, at ens produktioner skal gå viralt. Brugeren af de sociale medier forsøger ifølge Anders Colding at skabe et image af sig selv ved hjælp af de handlinger, der foretages på medierne. Det vil sige, at man som bruger udelukkende liker eller linker til film, der understøtter den profil, man ønsker at iscenesætte sig selv med. Det falder fint i tråd med Anker Brink Lunds artikel, og man kan derfor konkludere, at en valgvideo vil cirkulere indenfor partiets politiske engagerede brugere. Derfor vil en valgvideo som udgangspunkt være et middel til at gå på rov mellem venner og trække stemmer fra listen. Med det in mente så skal man som producent af en valgvideo måske sænke målsætningerne og benytte valgvideoen i forbindelse med en samlet strategi, hvor formålet er personlige stemmer frem for listestemmer.
Allerede på dette tidspunkt er der produceret rigtig mange valgvideoer, og nogle af er der brugt meget tid og mange kræfter på. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at vise et par videoer.
Poul V. Jensens: Ægte Solidaritet har næsten 1000 views, hvilket faktisk er ret flot. Videoen er til gengæld også noget af det flotteste, man kan forvente fra en enkelt kandidat. Der er ingen tvivl om, at der er blevet brugt penge og kræfter på videoen, og alligevel har man ikke haft mulighed for rigtigt at få videoen ud over rampen. Den har været online i over to måneder. Alligevel kan videoen være vigtig i kampen om det andet mandat i Københavns omegn, hvor Poul V. Jensen og Betina Strøm skal kæmpe om et eventuelt andet mandat hos Liberal Alliance. Netop i en sådan mano-e-mano-kamp kan valgvideoen måske trække de sidste stemmer over på personen og derved være afgørende for den personlige sejr.
Lars Gaardhøjs Rocky-lignende valgvideo er helt sikkert lavet med en intention om at gå viralt, og selvom den er flot lavet, så har den kun skuffende godt 400 views. Rocky-temaet er også centralt i Emil Lykke Jensens spoof, der fænger mig endnu mere end Lars Gaardhøjs video. Problemet for Emil er dog, at de eneste, der vil forbindes med Liberal Alliance er Liberal Alliance selv, så selvom vi har med et parti at gøre, der bruger Internettet massivt, så tvivler jeg på, at der kommer noget viralt fra deres side, med mindre de kan finde en vinkel, hvor man får politiske modstandere til at sende videoen videre med en anti-besked. Måske er dette, hvad Søren Søltoft Holmboe forsøger i sin ene valgvideo, der er rimelig grotesk med skydevåben og joints, men igen vil jeg tro, at der skal mere til for at få Facebookbrugere til at videresende videoen. Søren forsøger sig også som rockmusiker i to andre videoer.
Jane Heitman(V) var tæt på en viral valgvideo, men hun valgte til sidst, at den negative omtale ikke var umagen værd. Her må man vurdere om man er tæt på eller langt fra en plads i folketinget. Hvis man er langt fra pladsen, så er omtalen måske springbrættet til en profilering af hende som politiker, og det kan være den eneste chance hun får for at blive set og hørt. Min vurdering er, at Jane har begået en fejl ved at pille videoen af nettet.
De fleste videoer viser en politiker, der snakker om sine mærkesager. Den konservative Nikolaj Bang har et twist på sin snak, hvilket er en heftig gang redigering. Det virker tilsyneladende, for rigtig mange indlæg på Nikolajs Youtube-kanal har omkring 1.500 views, hvilket er massivt for en relativ ukendt folketingskandidat. Der er mere lune hos Per Bøje, der også er en ung konservativ kandidat, og selvom han ikke har så mange views, så er hans twist på den normale politikertale ganske morsom. Der er et hav af andre valgvideoer på Youtube, men de fleste hører kommunalvalget til. Mit gæt er, at rigtig mange valgkampsgrupper brænder inde med deres videoer i øjeblikket og er klar til at lancere dem, når valget udskrives. I virkeligheden er det en trist strategi, for når valget udskrives blive vi bombarderet med videoer, og så bliver vores filtre endnu mere skeptiske, og chancen for at gå viralt bliver bare mindre.
Vi kommer garanteret til at se et hav af flot producerede videoer fra alle partier, men det store spørgsmål er, om pengene kunne være blevet brugt bedre på en anden facon. Min vurdering af valgvideoen er, at den virker indenfor partiet og kan kapre stemmer fra listen, men skal man have stemmer fra tvivlere eller fra andre partier, så skal videoen gå viralt, og det er næsten en umulighed, idet politiske budskaber ikke hænger særligt godt sammen med den måde, hvorpå vi bruger de sociale medier. Vi må spørge os selv, hvad brugeren af det sociale medie får ud af at videresende linket – og netop i tilfælde af politik, så er svaret: INTET!
Jeg håber dog, at vi i løbet af valgkampen ser en eller to kandidater, der sprænger deres lister og det gerne på grund af en kontroversiel kampagne, der er gået viralt.
