Er FARC en frihedsbevægelse, som kæmper for det Colombianske folks befrielse, og må man derfor acceptere mord og bortførelse af uskyldige? Svaret er ja, hvis man skal tro Erik Clausen. Det var den påstand han fremkom med i søndagens udgave af Deadline i en debat om ugens største skandale, og Erik Clausen mente at ugens største skandale var, at foreningen Oprørs formand var blevet idømt 6 måneders fængsel for støtte til den Colombianske organisation FARC.
FARC er ikke kun en idealistisk frihedsbevægelse, som vil befri folket fra en diktator. FARC beskæftiger sig også med narkohandel, mord og bortførelse for at finansiere deres ”befrielseskamp”. For det er ikke en billig fornøjelse at være ”frihedsbevægelse” i vore dage. Og nogen gange bliver man nødt til at myrde folk og bortføre folk. Og det er ikke kun soldater fra modstanderne men også uskyldige civil, som må lade livet.
Det er den slags ”frihedskæmpere” som Erik Clausen støtter. Hans argument er, at vi i det rige selvfede Danmark ikke forstår hvad der sker i et land som Colombia og derfor ikke forstår den ”frihedskamp” som FARC fører. Men Erik Clausen og resten af den yderste venstrefløjs forståelse for mord og bortførelse gælder kun for vennerne i de socialistiske og marxistiske befrielsesbevægelser.
Men tager man marxismen fra FARC eller andre venstrefløjsorganisationer eller andre organisationer som ETA og IRA så har man kun en samling forbrydere som beskæftiger med vold, narko og anden kriminalitet. Det er et fint selskab, som Erik Clausen og venstrefløjen støtter.
Hvorfor omtaler medierne aldrig IRA, ETA og FARC som marxistiske organisationer?
Erik Clausen har med sine holdninger endnu engang udstillet venstrefløjens dobbeltmoral og hykleri. Begås det mindste lille fejltrin af en fra højrefløjen så er der ingen grænser for fordømmelsen fra venstrefløjen. Men begås mord og forfølgelse af en af vennerne det være sig Stalin, Che eller andre, så er der larmende tavshed og diverse sø- og bortforklaringer, så ikke et øje er tørt.
Men kan mord som politisk middel nogensinde accepteres? Nej det kan det ikke. Ønsker man at leve i et demokratisk samfund så må man tage afstand fra mord som middel i en politisk kamp. Længere er den ikke. For hvis man accepterer, at ens politiske venner må begå mord og forfølgelse af ens politiske modstandere, så må man også acceptere at ens politiske modstandere også myrder og begår andre overgreb på ens politiske venner.
Der er moralsk forskel på den modstandskamp som de danske frihedskæmpere kæmpede under 2. verdenskrig og den kamp FARC, IRA eller ETA fører i dag. De danske frihedskæmpere kæmpede en moralsk rigtig kamp mod en besættelsesmagt og de danske medløbere, hvor de for et højere mål – befrielsen af Danmark – var nødt til at myrde folk. Under alle andre omstændigheder er mord den værste forbrydelse man kan begå.
Det samme legitimitet har FARC, IRA og ETA ikke, når de myrder eller bortfører uskyldige eller sælger narko eller anden form for kriminalitet. De skal ikke befri et land mod et besættelsesmagt. De fører borgerkrig, hvor de tyranniserer og undertrykker deres landsmand.
Mord og anden form for kriminalitet som politisk kampmiddel hører ikke hjemme i et demokratisk samfund. Solidaritet i Polen vandt ikke deres kamp i Polen mod kommunisterne ved at begå mord og terrorisere lokalbefolkningen. De vandt kampen ved at få befolkningen med sig og udstille styrets undertrykkelse af den polske befolkning.
Hvis man mener, at FARC og de andre marxistiske ”frihedsbevægelsers” mord er acceptable må man også acceptere, at andre ud fra de samme præmisser argumenterer hvorfor den argentinske militærjunta begik mord, mens de styrede Argentina.
Også har vi ikke mere et demokrati, men i bedste fald en bananrepublik, i værste tilfælde et diktatur. Men det er måske også det venstrefløjen dybest set ønsker. Venstrefløjen ønsker jo dybest set proletariatets diktatur, hvor den oplyste elite er nødt til at bekæmpe ”folkets” fjender med vold og mord.
Og det er dybest set det Erik Clausen siger, når han mener, man skal se de mord, som FARC begår, i den rette sammenhæng.
Som demokrater må vi tage klar afstand fra venstrefløjens dobbeltmoral og voldsromantik. For dybest set, så er en, der bygger sin politik på Marx og Lenin, ikke demokrat, da han accepterer vold som et politisk kampmiddel.
Og derfor er mord ikke acceptabelt som politisk middel.
FARC er ikke kun en idealistisk frihedsbevægelse, som vil befri folket fra en diktator. FARC beskæftiger sig også med narkohandel, mord og bortførelse for at finansiere deres ”befrielseskamp”. For det er ikke en billig fornøjelse at være ”frihedsbevægelse” i vore dage. Og nogen gange bliver man nødt til at myrde folk og bortføre folk. Og det er ikke kun soldater fra modstanderne men også uskyldige civil, som må lade livet.
Det er den slags ”frihedskæmpere” som Erik Clausen støtter. Hans argument er, at vi i det rige selvfede Danmark ikke forstår hvad der sker i et land som Colombia og derfor ikke forstår den ”frihedskamp” som FARC fører. Men Erik Clausen og resten af den yderste venstrefløjs forståelse for mord og bortførelse gælder kun for vennerne i de socialistiske og marxistiske befrielsesbevægelser.
Men tager man marxismen fra FARC eller andre venstrefløjsorganisationer eller andre organisationer som ETA og IRA så har man kun en samling forbrydere som beskæftiger med vold, narko og anden kriminalitet. Det er et fint selskab, som Erik Clausen og venstrefløjen støtter.
Hvorfor omtaler medierne aldrig IRA, ETA og FARC som marxistiske organisationer?
Erik Clausen har med sine holdninger endnu engang udstillet venstrefløjens dobbeltmoral og hykleri. Begås det mindste lille fejltrin af en fra højrefløjen så er der ingen grænser for fordømmelsen fra venstrefløjen. Men begås mord og forfølgelse af en af vennerne det være sig Stalin, Che eller andre, så er der larmende tavshed og diverse sø- og bortforklaringer, så ikke et øje er tørt.
Men kan mord som politisk middel nogensinde accepteres? Nej det kan det ikke. Ønsker man at leve i et demokratisk samfund så må man tage afstand fra mord som middel i en politisk kamp. Længere er den ikke. For hvis man accepterer, at ens politiske venner må begå mord og forfølgelse af ens politiske modstandere, så må man også acceptere at ens politiske modstandere også myrder og begår andre overgreb på ens politiske venner.
Der er moralsk forskel på den modstandskamp som de danske frihedskæmpere kæmpede under 2. verdenskrig og den kamp FARC, IRA eller ETA fører i dag. De danske frihedskæmpere kæmpede en moralsk rigtig kamp mod en besættelsesmagt og de danske medløbere, hvor de for et højere mål – befrielsen af Danmark – var nødt til at myrde folk. Under alle andre omstændigheder er mord den værste forbrydelse man kan begå.
Det samme legitimitet har FARC, IRA og ETA ikke, når de myrder eller bortfører uskyldige eller sælger narko eller anden form for kriminalitet. De skal ikke befri et land mod et besættelsesmagt. De fører borgerkrig, hvor de tyranniserer og undertrykker deres landsmand.
Mord og anden form for kriminalitet som politisk kampmiddel hører ikke hjemme i et demokratisk samfund. Solidaritet i Polen vandt ikke deres kamp i Polen mod kommunisterne ved at begå mord og terrorisere lokalbefolkningen. De vandt kampen ved at få befolkningen med sig og udstille styrets undertrykkelse af den polske befolkning.
Hvis man mener, at FARC og de andre marxistiske ”frihedsbevægelsers” mord er acceptable må man også acceptere, at andre ud fra de samme præmisser argumenterer hvorfor den argentinske militærjunta begik mord, mens de styrede Argentina.
Også har vi ikke mere et demokrati, men i bedste fald en bananrepublik, i værste tilfælde et diktatur. Men det er måske også det venstrefløjen dybest set ønsker. Venstrefløjen ønsker jo dybest set proletariatets diktatur, hvor den oplyste elite er nødt til at bekæmpe ”folkets” fjender med vold og mord.
Og det er dybest set det Erik Clausen siger, når han mener, man skal se de mord, som FARC begår, i den rette sammenhæng.
Som demokrater må vi tage klar afstand fra venstrefløjens dobbeltmoral og voldsromantik. For dybest set, så er en, der bygger sin politik på Marx og Lenin, ikke demokrat, da han accepterer vold som et politisk kampmiddel.
Og derfor er mord ikke acceptabelt som politisk middel.
