Der kommer en rigtig god løsning imorgen

Hvad i alverden tænker vores energi-minister på? Allerede nu er det umuligt at udnytte vindkraften rationelt

Kbarfod

26/04/2012

Hvad i alverden tænker vores energi-minister på?

Allerede nu er det umuligt at udnytte vindkraften rationelt. Så snart det blæser, ryger halvdelen af den producerede el videre til vores naboer til foræringspris, mens danskerne kniber i for alt, hvad der bruger strøm og klamrer sig til gas og oliefyr, så længe det på nogen mulig måde kan lade sig
gøre.

Der lægges store planer for fordobling af vindmølle-kapaciteten, men ingen i regeringen tænker på,
hvordan danskerne selv skal få noget ud den producerede strøm. Fokus er kun på, hvordan vi kan blære os som foregangsland overfor de andre  EU-lande, mens danskerne sidder i halvkolde stuer rundt om brændeovnen.

Den eneste måde at få distribueret den grønne energi fra vindmøllerne, er som strøm. Derfor er det
helt ulogisk og i modstrid med en fornuftig incitament-struktur i energibeskatningen at lægge tre gange så høje afgifter på el som på andre energikilder.

Konsekvensen af at regeringen kun spekulerer på at få produceret mere vindenergi og overhovedet ikke har skænket det en tanke at få energien udnyttet til gavn for danskerne, er at der ikke er nogen plan for opbygning af lagringskapacitet for den producerede strøm. Der er ingen penge sat af til udvikling af f. eks. batterianlæg til el-biler eller andre typer af energi-lagring. Ej heller er der nogen planer for, hvor strømmen skal komme fra, når det ikke blæser.

Som det fungerer nu, er det købers marked , når DONG er nødt til at slippe af med overskuddet af el til Sverige og Tyskland til priser, der er langt under den betaling DONGs vindmølleanlæg får for strømmen (finansieret af de danske el-forbrugere), hvis ikke møllerne skal stå ude i Vesterhavet og slå gnister.

Når der derimod er vindstille, er det sælgers marked, vi er nødt til at købe vandkraft- eller atomenergi-strøm fra Sverige til overpriser.

Fordoblingen af vindmølle anlæggene vil fordoble disse problemer. Jo mere strøm, der produceres, jo fattigere bliver danskerne.

Jeg er ked at at skulle minde om det, men staten er til for borgernes skyld og ikke omvendt. Det er statens opgave at drive store fællesindsatser på borgernes vegne til gavn for borgerne så effektivt og billigt som muligt. Det gælder sundhedsvæsen, trafik, socialsikring osv. Det burde derfor også
gælde den landsomfattende energiforsyning. Men staten ser energiforsyningen som en bekvem måde at hive ekstra skatteindtægter op af lommen på borgerne og er kun i mindre grad interesseret i borgernes vilkår.

Ånden fra Svend Auken lever endnu: Han elskede som bekendt vindmøller, men hadede og forfulgte den strøm, de producerede.

Det er derfor ikke mærkeligt, at befolkningen nu har mistet tilliden til den offentlige el-forsyning.
Overalt i lander skyder der solcelle-anlæg op, så folk kan værge sig mod statens el-politik.

Så, kære Martin Lidegaard:

Har regeringen tænkt sig at gøre noget som helst for at udnytte
vindmølle-energien til danskernes fordel?

Det ville gøre os alle mere trygge, hvis vi troede, at der var en rigtig god plan. Det kan godt vente til i morgen. Men så heller ikke ret meget længere!!



Kilde: