Sådan starter de fleste gode eventyr, hvordan fortsættelsen så lyder, er en helt anden sag. I dette tilfælde er eventyret en blanding af ”Kejserens nye klæder” og ”Klodshans”, og hovedpersonen er den lille røde knaldhætte – tilsat diverse ”fiktive” sammenligninger.
Knaldhætten havde et eneste mål i livet – magt for magtens skyld. Hun valgte i første omgang at udfordre den helt forkert – nemlig ridder Anders, der viste sig at være en alt for stor mundfuld for den lille knaldhætte med designertasken.
Øv øv øv hvor blev hun sur. Hun satte sig tilbage og vrælede op om alt og intet i knap 4 år, inden hun atter fik chancen for at få foretræde for hoffet og bejle til gunsten og det halve kongerige. I mellemtiden havde hun og hendes udenlandske lejesvend snydt så vandet drev, men rigets
skatteopkrævere viste sig at være nogle sløve væbnere, der ikke magtede at opdage det i tide, selv om det stod klart for enhver, at knaldhætten ikke kunne tælle.
I bestræbelserne på at bortforklare snyderiet snublede hun flere gange i sit eget navn – knaldhætten – mens væbneren gemte sig i sit luksuseksil – uden at betale skat naturligvis.
En skæbnesvanger dag tilbage i september, fik hun ved hjælp af løfter om guld og grønne skove så endelig opfyldt det ultimative ønske om magt for magtens skyld – koste hvad det vil…..om der så skal sælges ud af arvesølvet – uanfægtet det end ikke var hendes. I den omvendte fortælling om Klodshans blev alle midler taget i brug for at vinde Rigets gunst.
Til stor fortrydelse for befolkningen skulle det vise sig, at operationen lykkedes, men patienten er desværre langsomt ved at afgå ved døden. Med den nyvundne magt viste knaldhætten endelig sit sande ansigt – afklædt og fuldstændig blank. Faktisk tog det bibelske dimensioner, da hun
begyndte at omgive sig med ”Judaser” og farisæere, der ikke havde i sinde at tjene folket – folket skulle tjene dem.
Der rejste sig hurtigt et folkeligt oprør mod den nye leder. Det skete især på INDERnettet, hvor der blev talt med store bogstaver (hvilket var nødvendigt for, at de yngste medlemmer af hendes stab skulle have en chance for at forstå budskabet). Det kulminerede da hendes nye overskatteopkræver gang på gang lavede en omvendt Robin Hood.
Pludselig skete der så det, at slaverne gjorde oprør og nægtede at arbejde mere, hvilket kom fuldstændig bag på knaldhætten og hendes lejesvende. Panikken bredte sig, og de anede ikke deres levende råd. De tog end ikke det mest indlysende skridt – at kalde til nyt hof i riget. Nej det gik virkelig ikke, så skulle de jo selv betale for transport, ferier, kontormøbler og sidst men ikke mindst pensionen ville ryge fløjten.
Tilbage står befolkningen med øjne og ører så store som tekopper og møllehjul klar til at uddele bøllebank, køllen er ladt, bøssen er ladt og skovlen der siger klask står klar i hjørnet.
Forfatter: H.C. Enelleranden
