Derfor mister Socialdemokratiet stemmer til DF

For alle os, der ikke er socialdemokrater, er det temmelig let at se, at DF i virkeligheden er det Socialdemokrati, der var engang - sådan cirka om...

Ikke angivet Ikke angivet,

26/09/2013

For alle os, der ikke er socialdemokrater, er det temmelig let at se, at DF i virkeligheden er det Socialdemokrati, der var engang - sådan cirka omkring 1970, før akademiseringen af det gamle arbejderparti satte ind og gjorde det til partiet for offentligt ansatte. For 40 år siden var den socialdemokratiske kernevælger en smed, en pensionist eller en arbejdsmand. I dag er den socialdemokratiske kernevælger en skolelærer, en SOSU assistent eller en DJØF'er.

Hvis man vil vide, hvorfor skibet for alvor er sprunget læk på det seneste, og de sidste af kernevælgerne nu er ved at sive over til DF, så kan man egentlig nøjes med at kigge på partiets formand, der er lige så meget socialdemokrat, som hun er ærlig. Hun ville falde fuldstændig uden for, hvis hun en dag ved et uheld skulle befinde sig i en skurvogn.

Men hvis man ønsker lidt mere baggrundsviden om Socialdemokraternes deroute, så læs Jakob Terps seneste blog på Jyllandsposten. Den er nærmest en opvisning i foragt for de tidligere kernevælgere. 

Jakob Terp definerer sig selv som socialdemokrat. Han har været opstillet for Socialdemokratiet i Aarhus og på bloggen leverer han bredside efter bredside mod den borgerlige opposition generelt, og DF i særdeleshed. Men den seneste postering når alligevel et hidtil uset lavpunkt. Her er nogle citater om smeden, pensionisten og arbejdsmanden:

de mest intolerante vælgere flokkes nu om et, økonomisk set, principløst højrefløjsparti.

de vælgere der sympatiserer med partiet, antages i almindelighed for at have ringe indsigt i økonomiske sammenhænge og ikke mindst de seneste årtiers udvikling i international politik

ens kernevælgere aldrig har evnet at gennemskue...

Dette er i mine øjne selve årsagen til den socialdemokratiske deroute. Dette er årsagen til, at (mindst) 2 ud af 3 privatansatte arbejdere stemmer borgerligt. 

Denne enorme arrogance, den enorme patronisering, den enorme nedvurdering af de mennesker, der for ikke så lang tid siden af det selvsamme parti blev betegnet som "Danmarks rygrad". Men der stemte de selvfølgelig også på Socialdemokratiet.

Nu stemmer de på DF - og så er de intolerante, dumme og fremmedfjendske. 

Hvis Jakob Terp og resten af Socialdemokraterne vidste lidt om den menneskelige psyke, så ville de skrue ned for arrogancen, hvis de da ellers gør sig håb om at vinde nogle af de tabte vælgere tilbage. Men der er det med arrogance, at man selv har svært ved at se den. 

Kilde: