I disse dage diskuteres den danske folkeskole heftigt, og det er ikke tabu at kritisere folkeskolen og kræve forandringer. Der er plads til nytænkning, hvem tænker egentligt nyt af dem, der har indflydelse?
For at forstå baggrunden for denne artikel, er det nødvendigt at anerkende nogle historiske og empiriske fakta:
1. Centralplanlægning producerer i bedste fald kvantitet og aldrig kvalitet, og i værste fald koster centralplanlægning flere ressourcer, end hvis intet blev planlagt.
For at finde et bevis på denne påstand behøver man kun kaste et blik på de historiske eksempler af centralplanlægning i sin fulde form nemlig kommunismen, der alle dage har ført til fattigdom og stagnation under de bedste omstændigheder, men som i de værste omstændigheder har været skyld i millioner af dødsfald.
2. Folkeskolen er i sin helhed et eksempel på centralplanlægning.
Alle forslag vedrørende folkeskolen der fremhæves af medierne søger at planlægge bedre. Heldagsskole, lektie fri folkeskole, lille skole, skole sammenlægninger og så videre har alle centralplanlægning til fælles.
Resten af artiklen opsummeres til sidst med nogle kritiske spørgsmål til de borgerlige blandt den lidt ældre generation.
I løbet af 80'erne var borgerlige danskere ikke stille med kritikken af centralplanlægningen i de kommunistiske lande. Markedet blev hyldet som måleinstrumentet som besluttede at flytte ressourcer fra gummistøvle produktion til mobil telefoni. Markedet målte menneskers trang til fri og billig transport og opfandt biler til stadig billigere penge (selv når man ser bort fra registreringsafgift og inflation).
Desværre var den borgerlige kritik af den rå kommunismehyldest på lærerseminarierne og Roskilde Universitets Center ikke udtryk for en dybere forståelse af problemet. I stedet for at foreslå markedsmekanismer til erstatning af centralplanlægningen af folkeskolen, ønskedes til stadighed kæft trit og retning og niveau deling med mere. Desværre var alle disse ønsker kun udtryk for endnu mere centralplanlægning.
Derfor vil jeg gerne som barn, der er vokset op med min fars rædselshistorier om forholdene hos mine forældres religiøse fælder i Polen og Østtyskland, bede om en forklaring på, hvorfor jeg alligevel er vokset op med kommunismens onde ansigt fra børnehaveklassen. Hvorfor gjaldt tesen om markedets fortræffelighed fremfor politikere og bureaukraters lemfældige gæt ikke mig, min barndom og min skolegang? Hvorfor bliver I overraskede over at se så mange unge mennesker, der elsker kommunismen og besætter huse, når I udemærket er klar over, at kommunisme er alt, de har kendt lige fra vuggestue til børnehave til folkeskole og til gymnasium?
Jeg er bange for, jeg kender svaret. Det var ikke politisk belejligt for jeres repræsentanter i folketinget at tage et opgør med den kommunisme, der som noget andet ukrudt bredte sig blandt samfundets svageste. Børnene. Jer der ikke var politikere havde ikke nok incitament til at tage opgøret, så I lod os sidde med gammelkommunister, inkompetente hippier, talentløse keramikere og mange andre mennesker, I aldrig selv kunne drømme om at lukke ind i jeres hjem. Jeg ved godt, at mange af jer sendte jeres børn på privatskole, hvor markedet dog har noget magt, fordi I elsker jeres børn, men det er ikke omfordeling af velstand at beskytte andre menneskers børn mod overgreb. Vi er mange, der savner at høre fra jer.
