Rigtigt, rigtigt godt skrevet!

+1

Rigtig god klumme, er så enig :)

Jeg klapper også i hænderne, Lisbet! Godt skrevet, det er tydeligt I har tænkt grundigt over tingene og har haft intelligens og mod til at gøre det I mener er det rigtige. Det synes jeg er godt gået.

Desværre tror jeg de færreste har de samme muligheder. Skattesystemet og det sociale pres er sat sådan op at det er svært at klare sig på en indtægt.

Du skriver at familien er under pres og at dette begyndte pga. af økonomiske årsager. Det er selvfølgelig en del af forklaringen, men nedbrydelsen af familien er et fast og afgørende princip hos marxismen/socialismen i og med disse tosser mener at familien er 'ulighedsskabende'. Det er værd at bemærke at de oprindelige feminister var glødende marxister.

Der ligger altså konkrete tanker bag som er blevet ført ud i livet. Det er helt bevidst at børn skal passes ude og have så lidt at gøre med deres forældre. Det gør det nemmere at komme igennem med stats propagandaen. En god borger, hvis mangel på familierelationer kan omsættes til materielt forbrug.

Nå, men jeg glæder mig til at læse mere fra dig.

Jeg er meget enig med dig i denne klumme.

Vi har selv passet vores børn det meste af førskoletiden - og bl.a. gået i legestuer med dem (man går jo ikke bare inden for hjemmets fire vægge, når man passer egne børn, vel...) Nummer fire måtte dog af økonomiske årsager i børnehave på deltid. Vi fandt en god børnehave - for der er trods alt kvalitetsforskelle på lokalt plan, afhængigt af de forskellige insitutionsledere - og så alligevel har jeg altså jævnligt undret mig over især én ting: jeg synes ikke, de lærer særlig meget i sådan en børnehave.

Kritikken af ensretningen kan jeg bestemt følge dig i. Jeg har haft meget svært ved at kapere den overskridelse af børns privatliv, som finder sted, når de f.eks. står i kø til børnetoiletterne uden døre, nogle med bukserne nede om benene osv. Når man i sådan en grad afskaffer det private helt fra barnsben, bliver det - som du også skriver - nok nemmere i længden at styre medlemmerne af et samfund.

Bravo!

Man prøver vel også at indoktrinere de små, så de kan blive "gode medlemmer af samfundet" og alt hvad det indebærer. Der er både gode og dårlige tid ved det, men det er ihvertfald ikke et helt frit valg at så mange børn bliver passet af staten.

Vi får passet den lille hos en dagplejemor, og det er vi godt tilfreds med. Der er relativt få nye voksne at skulle forholde sig til (4 stk hvis vi tager aller med, svarende bedsteforældresættet), og grundet det relativt lave antal andre børn er problemerne med sygdom meget lille. Der har været et par forkølelser, men jeg tror ærligt talt det er mig der har smittet hende mindst den ene. Samtidigt har hun fået den kontakt med andre børn hun så tydeligt savnede hjemme hos os. Og så er de næsten ingen pædagoger.

Desværre synes jeg daplejemuligheden ofte bliver negligeret i debatten... også i denne klumme. Hvorfor mon det er?

Esben, det er dejligt, at I har en løsning, der fungerer. Det har vi også. Dog uden den samme økonomiske favorisering som forældre til kommunale dagplejebørn. Mit formål er ikke at plædere for bestemte familiekonstruktioner/pasningsordninger. Ikke fordi jeg er relativist på området - jeg skriver jo netop, at jeg mener at børn har det bedst hjemme, mens de er små - men fordi jeg mener det må være et frit valg for den enkelte familie, hvordan man indretter sig, i anerkendelse af, at andre kan have en anden holdning.

Iøvrigt er dagplejen jo altså også underlagt samme uhyrlige lovgivning som resten af området. Og kontakten til andre børn fås jo altså andre steder end hos det kommunale. Også på dette området er debatten præget af en ekstrem form for fantasiløshed: Tror folk virkelig, at børn kun møder andre mennesker, hvis de er i pleje/institution? Man behøver jo, som Anne skriver, ikke bare sidde indenfor hjemmets fire vægge med hjemmegående børn. Hvem ville dog også ved sine fulde fem gøre det?

Når det er sagt, så er jeg også skeptisk overfor, hvad det er for en børnekontakt helt små børn har brug for. Ja, de har behov for at have et socialt liv med mennesker i alle aldre, men at være sammen med andre 1-3 årige i op til 6-8 timer om dagen, det er vist, hånden på hjertet, ikke for børnenes skyld.

For fremtidens Danmark er netop børnenes opdragelse udenfor hjemmet et kæmpe problem. Børnene opdrages nu af pædagoger, som har lært en yderst ensrettet lektie om, hvorledes de små skal "køres". Da vi alle - og også børnene - er individer, så mener samme pædagoger, at de der ikke reagerer iflg. de bøger de læste under studiet, må være afvigere. - Hele systemet bygger på en klar ensretning, og i virkeligheden er det nøjagtig samme model, som man havde i Sovjetunionen.

Den moderne kvinde skal "realisere sig selv" - at den fornemste livs-realisation i virkeligheden netop er at få børn, har hun ikke forstået. Grundet karrieren kaster hun nærmest børn af sig som en kat, hvorefter de bliver overgivet andre. Personligt er jeg af den opfattelse, at enten vælger man karrieren eller også børnene. Og hvad er der forkert i, at den helt eller delvis hjemmegående kvinde opdrager sine børn, det er dog en opgave, som er menneskeligt langt finere end at være direktør for firma xxx. Det danske moderne system er umenneskeligt, hvilket netop ses på de spørgsmål der stilles dig af andre: "Hvad laver du ?". Ingen spørger "hvem er du".

Nacka Kommun uden for Stockholm har i en del år udsat velfærdsydelser såsom ældreomsorg og børnepasning for konkurrence gennem et meget frit valg til borgerne baseret på et voucher-system.

Mange tidligere kommunale institutioner er overgået til selveje og mange private virksomheder tilbyder i dag hvad der tidligere var offentlige monopol-ydelser.

VK-regeringen var faktisk ret optaget af denne model, da man arbejdede med den sådkaldte kvalitetsreform, men internt blev der rystet på hånden frem mod folketingsvalget i 2007 og så blev modellen lagt i skuffen af angst for at et brud med de traditionelle skattefinansierede standardtilbud ville give oppositionen for gode kort til at postuelere 'velfærdstatens sammenbrud.'

Alle rapporter og materiale fra blandt andet studierejser til Nacka er offentligt tilgængelige i Indenrigsministeriet og i Erhvervs- og økonomiministeriet, så der er i og for sig fri bane til at få gang i reform-diskussionen igen.

Det virker oplagt for et parti som LA, der allerede har skrevet voucher-modellen ind i sit politiske program, at gå foran i denne væsentlige diskussion: Hvordan sikrer man familier og borgere et reelt frit valg på en økonomisk forsvarlig måde.

Fra en af os i "Prøvekludsgenerationen: " Rigtigt godt indlæg, Lisbeth Røge!

Og godt gået med dit valg om selv at passe din dreng.

Det er ikke et nemt valg i disse tider.

Jeg vil gerne tilføje at når pædagogerne har nærmest totalmagt over børnenes hverdag, opnår de samtidigt en magt over forældrene, som gør det muligt for dem reelt at bestemme hvilke forældre der skal have overskud til at have en erhvervskarriere og hvilke forældre der skal have så mange "udfordringer" at arbejdet med at passe på og beskytte familiens børn fylder alt. Kun de familier der har lidt penge på kistebunden og som er meget fokuserede og bevidste overlever den slags mikrosociale "kampagner" med familie-livet i behold.

Lidt historik:

Da alle danske børn blev institutionaliseret i 1970 var venstrefløjens mål først og fremmest at skabe nogle revner i det civile samfunds sammenhængskraft. Strategien til dette bestod i at opdrage den danske befolkning politisk.

Det første mål var at erobre medierne (DR + flere aviser + journalistskolerne).

Det andet mål var at tage magten over uddannelsesområdet (folkeskole, gymnasier, erhvervsuddannelser og universiteter).

Og det tredje mål var at overtage familie(-institutione)ns rolle som civilsamfundets grundlæggende normsættende sociale enhed.  

Det sidste mål blev nået med 3 strategier:

1) at adskille generationerne. Dette gjorde man ved at opdyrke interessemodsætningerne imellem forældre og børn, et fokus man kaldte "generationskløften",

2) ved at adskille forældrene. Dette gjorde man blandt andet ved at beskrive den familieskabende hjemmegående husmor som uselvstændig og smådum og ved at lancere et syn på mænd som altid voldelige og ukærlige sexforbrydere og

3) ved at overtale de unge familier til at sætte deres børn i institution fra de var helt små.

Jeg tilhører selv den generation der kom lige efter 68-erne, og jeg oplevede 70-erne som et sort og gråt årti. Mange af min generation blev meget rodløse da både "far og mor tog på arbejde i byen" fordi hjemmet dermed reelt blev nedlagt som funktion i dagtimerne.

Prøvekludsgenerationen:

Den efterfølgende mangel på voksne at rådføre sig med og fraværet af et varmt sted at være, førte - kombineret med 68-ernes utallige opfordringer til at eksperimentere med både stoffer og kærlighedsliv - rigtigt mange unge fra min egen generation ud i nogle ting som blev fuldstændigt ødelæggende for dem.

Jeg tror at, hvis man undersøger hvordan det er gået de første generationer der kom efter 68, og som kom til at fungere som 68-ernes prøveklude, vil man opdage at der har været et kæmpemæssigt tab af menneskeliv, livskvalitet og menneskelige ressurser.

Socialisme er en totalitær og ond ideologi.

mvh

Ane Kirkensgaard

Godt brølt mor :-)

Jeg læste engang en bog, jeg kan desværre ikke huske titel eller forfatter, (hvis nogen kan, så fortæl det endelig, hvor forfatteren påstod at børnehaven, er vor tids største sociale ekspertiment. Som neuropraktiker kan jeg ikke være mere enig, men tænk så på vuggestuen. Det er ren russisk roulette. Den lille umodne hjerne kan slet ikke tåle dette sansepres, som oftest er vuggestuerne. Derfor skal vi ikke kun have valgfrihed mellem offentlig eller privat pasning, men valgfrihed mellem offentlig, privat eller hjemmepasning og giv så mor de 95.000 – det er en god investering, der komer mange gage igen.

Jeg har skrevet en artikel om lidt af det samme, hvis nogle vil dykke mere ned i emnet:

http://www.sundeborn.dk/catalog/information.php?info_id=30

Rigtig god klumme.

Vedrørende private tilbud skal du huske, at de skal leve op til lovens bogstav, mens kommunens egne blot får dispensation.

Med hensyn til de private tilbud:

Den ellers udskældte italienske statsminister Silvio Berlusconi, indførte for 4/5 år siden, at alle daginstitutioner, børnehaver og folkeskoler skal ledes af et forældreråd. Dette råd kan også fjerne upassende lærere og pædagoger, meningen er, at næste skridt bliver, at samme forældreråd ansætter of afskediger skoleledere, lærere, pædagoger, o.s.v. - Et eksempel til efterlevelse, så vi kan få folk der har evnerne ind og de der ikke kan andet end besidde et diplom ud.

Her følger lidt spredte bemærkninger til de mange kommentarer ovenfor.

Jeg har selv som skribenten til debatindlægget fravalgt institutionalisering af vores børn i førskolealderen. Men jeg ser ikke de forudgående ideologier såsom feminisme eller socialisme som skyldige i den drejning, som ligestillingskampen desværre har taget, hvor det ofte er børnene, der betaler en høj pris - og ditto familielivet.

For det første så er der en debattør der bemærker, at den generation hun kalder prøvekludsgenerationen såvidt jeg husker - at de blev rodløse og fik det svært - ja det er sikkert rigtig nok, Men bemærk, at den mest rodløse, mest kompromitterede og fucked-up-generation vi til dato har haft vel dog må siges at være 68-generationen, som udlevede såkaldt "fri sex", havde "bollerum" i kollektiverne, dyrkede hash og stoffer der var værre i stor stil og rodede rundt i parforhold og opløse familier osv. som vanvittige.

Bemærk venligst at netop 68-generationen som vel slår alle efterfølgende generationer i "fucked-up-hed" - FAKTISK ER OPDRAGET AF HJEMMEGÅENDE HUSMØDRE.

50´er husmoderen hvis eneste beskæftigelse og berettigelse som gift og forsørget kone var at passe sit eget lille hjem og sin ca. 2 børn havde jo så alligevel et eller andet sted også nogle problemer - som børnene ikke undgik at blive berørte af - hvis vi skal bruge ovennævnte empiriske argument - at en generations opførsel direkte siger noget om forældregenerationens kvalitative indsats.

Ergo opdrog 50´ernes hjemmegående husmødre ikke ligefrem de mest afbalancerede eksempler på det afbalancerede, harmoniske menneske, som verden har set.....

Mht. en debattør, der omtaler de mange hjemløse vi ser på gader og stræder - så kan jeg da oplyse, at mange af disse er hjemløse fordi de enten er psykisk syge eller misbrugere eller begge dele - og at de som regel også er omsorgssvigtede børn - hvor der ikke blev grebet rettidigt og kvalitativt ind overfor den familie eller mor, der slet ikke magtede opgaven.

Mht. den debattør der mener, at det at være hjemmearbejdende mor ( eller far) er at gå og "pussenusse" og at det at holde et hjem med f.eks. vasketøj max kan tage 3 timer ugentligt og mange andre opgaver i hjemmet løses ved at "trykke på en knap" - kan man vist dog kun TØRT!! konstatere, at enten så deltager denne debattør særdeles overfladisk og sporadisk i dette at "holde et hjem" eller også bor vedkommende i noget der uden at tendere rengøringsfanatisme ærligt kan kategoriseres som en svinesti.....Ergo det er nok ikke lige denne mand der knokler mest derhjemme. Det har han sikkert "folk" til - læs sit barns mor....

Og bemærkningen om at folk der mener at det kræver noget særligt at holde et hjem jo bare gør det som en hobby - fordi det slet ikke er nødvendigt - taler vist også for sig selv..

Og så bemærkningen om at det at passe et eller flere små børn overhovedet ikke er hårdt...

Til det kan man jo så også kun konstatere, at nej det er da ikke spor hårdt - når man heller ikke som denne debattør gør det selv!"

Han passede sit barn på deltid - et par dage om ugen - og tydeligvis uden tilhørende rengørings- og oprydningsindsats - og det er da også en loppetjans - det vil jeg give ham fuldstændig ret i!

Os andre der som barslende mødre passer børn 24/7 - altså er på døgnvagt alle ugens 7 dage - i årevis og ofte med nr. 2 eller 3 barn i maven også - og som ikke mener at det at holde et hjem i bare nogenlunde beboelig og hyggelig standard er noget der kan klares ved at "trykke på en knap" - vi har nok en liiiidt anden holdning til hvad der er hårdt arbejde - og hvad der ikke er....

Min egen kommentar til ovennævnte er, at jeg mener det er forældrene der skal ansætte og bestemme over de pasningsordninger, deres børn skal gå i. Pædagogerne skal således indrette sig efter forældrenes ønsker og behov - og IKKE det omvendte - som vi alt, alt for ofte ser - med stressede og utrygge og umyndiggjorte børnefamilier til følge.

Dernæst mener jeg at den rengøringsdevaluerende mandlige skribent dog har en pointe.

Det er temmelig genialt at indrette sig således, at far kan passe den lill 2 dage og mor 3 dage - sådan flex er perfekt for både barn og forældre. Det betyder også at feministerne får det de egentlig kæmpede for - et samfund hvor kvinder kunne realisere sig selv - også udenfor hjemmet - fordi børnenes fædre viste solidaritet.

Det er dog ikke godt at idyllisere den gammeldags hjemmegående husmor - for som nævnte har hun historien imod sig. De børn der kom ud af det - 68´erne -var som nævnt temmelig fucked up.

I dag er kvinder derimod veluddannede og kan på en helt anden måde give deres børn stimulans -

og vi ved i dag meget mere om hvad små børn har af autentiske behov. Måske skyldes miseren for den gammeldags husmor at hun ofte endte med at holde mere hus end børn - som måske endte med at få lov at passe sig selv en stor del af tiden. Altså nej tak til idyllisering - for det kan også lade sig gøre at omsorgssvigte et barn der går hjemme hos mor - eller far.

Jeg mener, at vi skal skabe en arbejdsmarkedskultur hvor der er masser af fleksibilitet -så forældrene selv får mulighed for at komme på banen. For det kan lade sig gøre at arbejde på andre tidspunkter end hvor børnene er mest vågne og aktive - og det kan lade sig gøre at omlægge den største indsats på arbejdsmarkedet til børnene er blevet lidt større - f.eks. skolesøgende børn.

Det har man mulighed for i Sverige - hvor alle uanset karriere og køn har ret til at gå ned i tid til yngste barn er velintegreret i skolesystemet.

Men uden veluddannede mødre - med tilknytning til arbejdsmarked og selvstændig lønindkomst ser jeg bare en risiko for en tilbagevenden til en tid, hvor den hjemmegående - og dårligt uddannede - hjemmegående husmor var normen - som i 50´erne - og som nævnt kom der ikke just gode børn ud af det hvis vi skal se på 68´ernes stoffer og sex-orgier m.m.

Til sidst er jeg dog forbavset over at høre om debattøren der mente at hans lille barn v. ca. 8 mdr.s? - alderen i den grad trængte til at se børn - og så kunne mor og far med god samvittighed arbejde fuldtids med tilsvarende fuldtidspluspasning til barnet (fuldtidsarbejde+ transport).

Vi overdriver helt vildt hvor tidligt og hvor meget små børn har behov for at lege med andre børn.

De har helt sikkert behovet - nogle timer af og til - men de har lige så meget et behov - når de er små vuggestuebørn for at have en tryg og kendt primær omsorgsperson i nærheden. I institutionerne bliver børnene meget overladt til andre børn.....det er jo ligesom at overlade en blind til at lede en blind.

Uden den trygge omsorgsperson ved hånden bliver legebehovet en dårlig undskyldning.

Man kommer altså ikke uden om at forældre er nødvendige for børnene - også v. legeaktiviteter m andre børn.

Bare at vide at mor eller far eller anden kendt omsorgsperson er tilgængelig - gør hele forskellen.

Dernæst er jeg enig med debattøren der mente, at en vuggestue er et sansebombardement i mange, mange timer som den umodne hjerne slet ikke tåler. Jeg er sikker på at børnene vokser op med stress - fordi de vokser op i det stressmiljø som de fleste institutioner er nu om dage.

Jeg foreslår derfor at vi indretter os som en fremtidsforsker for nogen tid siden beskrev i en avisartikel - hvor hun slog til lyd for at vi afskaffer alle institutionerne - og i stedet sender personalet ud og hjælpe familierne I EGET HJEM. Altså tryghed og afstresning for børnenes hverdag - og når det er i forældrenes hjem det foregår giver det sig selv at det er forældrene der er arbejdsgiverne og som får deres retmæssige autoritet og indflydelse tilbage. Forældrene kan så flexe og byde ind med så meget pasning som muligt også - det er jo deres børn og deres hjem - og børnene kan mødes og lege - i nærmiljøet - eftersom alle børn så igen er hjemme.

Men vi vil i stedet for den dårligt uddannede og isolerede hjemmegående husmor hvis dag mest bestod i at holde hjemmet propert og forberede bøf med løg til forsørgeren i huset - kunne bibeholde mødre som holder en kontakt til uddannelse og arbejdsmarked - hvilket alle undersøgelser også viser er meget gavnligt for børnene.

Altså lad os gå en ny vej - og ikke resignere eller regrediere til at idyllisere en forældet og afprøvet model, der bestemt ikke var spor optimal når den analyseres korrekt og realistiskt efter i sømmene.

Rigtig god artikel Lisbeth Røge Jensen

Jeg har ikke den endelige løsningen på børnepasningsproblematikken, men har nogle kommentarer med den brede pensel, som gerne vil knytte til dit opråb :-)

Ud fra min egen erfaring, så har børn fra 6 til 10 år også brug for et frirum, som de ikke nødvendigvis finder i fritidsordningen a.p.p. de mange eksempler med ensretningen. Og dette frirum er igen betinget af et fleksibelt arbejdsmarked.

Ang. generation som af mange har fået navnet "68 generation", er det vigtigt at fremhæve, at denne generation var en meget lille del af den samlede ungdom. Det var fortrinsvis de unge, som gik i gymnasiet eller på en videregående uddannelse, som havde tid og overskud til dette oprør. De andre unge var fuldt ud beskæftiget i industrien. 

Netop derfor er det tankevækkende, at denne 68 generation, som var en lille andel af den samlede ungdom formåede at få så stor en magt og fortsat sidder på en del af magten indenfor medie uddannelses miljøet. 

Problemstillingen ang børnepasning kan også kædes sammen med at mange vil have alt. Karriere, 2 til 3 børn, et nyt hus med designer møbler, 2 udenlandsrejser årligt, 2 biler og alt dette koster og hvem der betaler prisen, det må I selv gætte. Princippet om at prioritere er åbenbart gået af mode og det at vente, til man har råd det figurerer heller ikke på de moderne livstilsprincipper. Lån i dag og betal når du har råd, praktiseres af store dele af den finansielle verden.

Men på et tidspunkt, så kommer regningen, skilsmisse, arbejdsløshed, sygdom eller andet for de fleste til at vågne op. Og hvis ikke stress symptomerne har indtrådt før, så kommer de marcherende lige ind i samtalekøkkenet.

Anette, tak for din kommentar. Hvis jeg må, vil jeg lige gøre lidt reklame for en antologi, som CEPOS lancerer i næste uge. Den handler netop om modsvaret til 68-generation, og i den angives det, som du også skriver, at de sørgeligt nok netop sidder på en del af magten, altså i høj grad den intellektuelle, som har så stor betydning for de store linier i samfundet. Se mere her:

http://www.cepos.dk/arrangementer/singlearrangement/artikel/boglancering-89erne-politiske-visioner-fra-en-borgerlig-revolution/

Ja det må da være at foretrække at have ungerne hjemme hvis økonomien kan bære det for det giver uden al tvivl nogle velfungerende og ustressede børn som resultat fremfor at begge arbejder og alle farer rundt om morgenen og aftenen for at nå det hele og kun kort tid til at hygge sig sammen hvilket der er mere tid til når alt det praktiske i hjemmet er ordnet om dagen og manden kan sætte sig til bords og spise når han kommer hjem og så derefter hygge sig med familien og med hensyn til stimulitation af børns evner skulle det jo nok ikke være så svært at finde noget de kan beskæftige sig med der gør dem klogere og ellers kan de lege i resten af tiden eller slappe af fremfor konstant at være "tvangsindlagt" til at høre på 20-30 andre unger der konstant farer rundt og skriger og råber og krænger alle deres medbragte eller opståede sygdomme af på ungerne  og så kan de når de når den "rigtige lovbestemte" alder  tage sig et fritidsjob hvis de syntes at far og mor ikke udbetaler nok i lommepenge.

Skole,inddoktrinering og ensretning kan de tids nok få lov at opleve i skolen.

Tak for god respons!

Ja indrømmet så er jeg nok lidt hård ved 50´er husmoren.

Men jeg er træt af at have hende som ideal hængende over hovedet. For sådan synes jeg det er for mange af os veluddannede, moderne mødre, at vi har den der 50´er idyl hængende over hovedet - og vi kan slå os selv og hinanden oven i hovedet med, at dengang der var der da "rigtigt" kvinder og "rigtige" familier til - og i dag er verden af lave. Indrømmet jeg falder selv i  -ganske tit.

Og jo de der gammeldags husmødre producerede da også andet end 68´ere og selvfølgelig skete der også noget i samfundet på det tidspunkt, som mødrene ikke havde indflydelse på.

Min pointe er bare, at det er så nemt at flyve til drømmeland og postulere et paradisideal - et husmoderligt nirvana - at hvis nu bare alle kvinder lige ville tage at ignorere deres evner, deres uddannelse/karriere, økonomiske selvstændighed og så gå hjem til de der kødgryder og de der børn -

SÅ ville verden være et paradisisk sted - så ville al ondskab, alle problemer, alle skilsmisser og alle problembørn fordufte som sne på en sommerdag....

Altså det er jo ikke sandt eller realistisk. Jeg siger ikke at 50´er husmoren ikke også i udvalgte tilfælde har gjort et godt stykke arbejde, men det er mit postulat, at vi kvinder i dag, som dels er ekstremt meget mere veluddannede, meget mere i kontakt med det øvrige samfund via moderne medier - som f.eks. denne debat og som har et væld af muligheder som hun ikke havde - at vi ikke skal ønske os tilbage.

Jeg tror nemlig ikke et øjeblik på, at 50´er husmødrenes døtre var så dumme og imbecile, at de ville have forkastet deres mors livsstil som ideal for deres eget voksenliv såfremt de i deres egen opvækst havde oplevet deres mor som ovenud tilfredsstillet, overskudsagtig, glad og lykkelig..

Ligesom ikke særlig sandsynligt vel?

Der var en grund til at de døtre som vi i dag primært henfører under feministerne - trods feminisme er et væsentligt ældre historisk fænomen - gjorde voldsomt oprør og krævede deres plads på uddannelsesinstitutionerne og på arbejdsmarkedet. Måske lidt for mange af dem havde oplevet en ydmyget og magtesløs mor stå og bede forsørgeren om husholdningspenge -og om lidt håndører til bare et par nye strømper -og oplevet hvordan kvinderne ikke blev regnet for noget - hvordan kvindens indsats som myreflittig, altid ophængt hausfrau blev taget som en GRATIS selvfølgelighed, hvordan hendes selvopofrelse  blev belønnet med en livslang økonomisk afhængighed og at hun ikke blev set som klog nok eller værdig til at deltage i de magtfulde poster i samfundet eller have meget andet at skulle sige end at vælge aftensmadens indhold og deslige og hvordan alt for mange kvinder måtte finde sig i nedværdigende og ydmygende behandling fra deres mænd og børns far - FORDI han udmærket godt var klar over, at det der ventede hende udenfor ægteskabets forsørgede og afhængige liv var armod og udstødelse - et liv som fraskilt alenemor og paria.

Altså  bare lige for at få sat perspektiverne lidt på plads - for feminismen var strengt nødvendig.

Og vi har meget at være taknemmelige for os mødre og kvinder i dag.

Jeg har også engang været en kvinde der var VRED på feminismen og ikke forstod hvorfor man egentlig skulle gøre oprør mod at få lov at gå hjemme og være sammen med sine elskede børn.

Men jeg er nået frem til den analyse, at det ikke er specielt charmerende hvis det er det eneste valg.

Og jeg er nået frem til at det omsorgssvigt at børn og familieliv vi ser i dag jo ikke er feministernes eller kvinderne skyld.

Sådan som jeg ser det ønskede feministerne at mændene skulle være solidariske med kvinderne - og især med de børn som de var fædre til. Så et eller andet sted var det jo meningen at når mor gik ud - for også at realisere sig selv udenfor hjemmet - så skulle far jo gå hjem - og tage over.

Det skete bare ikke...

I stedet blev det der skulle have været et meget mere solidarisk familieorienteret samfund og arbejdsmarkedskultur grebet i luften - ikke af feminismen eller socialismen - men af KAPITALISMEN.

For der var virkelig nogle erhvervsfolk der kunne se fordelen ved at have en billig, fleksibel og underkuet kvindelig arbejdskraft. En mandschauvinisme som det ene øjeblik kunne besynge det højhellige moderskab som det fineste og mest ophøjede virke i livet - og det næste øjeblik hånligt beordre en nybagt mor tilbage på sin underbetalte pind - efter knap 3 mdrs. barsel....

Denne dobbelthed -hvor kvindens og hendes moderskab det ene øjeblik sættes op på en piedestal - når det passer patriarkatet - og det næste øjeblik udsættes for overgrebsagtig, præmatur adskillelse - ser vi stadig i samfundet.

Og vi ser, at kvinder forventes at arbejde gratis eller underbetalt -og betragte deres moderskab som et kald - som åbenbart er så fint - og overjordisk?.....så det slet ikke skal betales med noget så sekulært som jordiske kr. og øre.....

Ja - det er kapitalismen og mandschauvinismen når den er værst - det er slet ikke feminisme eller socialistiske grundtanker.

Vi har fortsat et ar bejdsmarked som er baseret på en familiekultur der udgøres af en karriere(liderlig?) far og en baglandskvinde, der frigør børnenes far til at skabe en arbejdsmarkedskultur præget af arbejdsnarkomani og hvor baglandskvinden således kommer til at agere faciliterende og medafhængig for dette misbrug af arbejdafhængighed som stadig præger ikke så få mænd - uanset om de så er fædre eller ej.

Der er således IKKE skabt plads på arbejdsmarkedet til andre familiestrukturer det være sig den dobbeltarbejdende børnefamilie - som ikke har en baglandskvinde at gøre godt med - og som derfor ofte får stress og undergår sammenbrud og skilsmisse - eller den enlige forsørger som er endnu dårligere stillet overfor den ufleksibilitet som kendetegner det arbejdsmarked der er baseret på ideen om den altid forhåndenværende baglandskvinde.

Jeg mener derfor, at kampen nu bør omhandle at kræve at arbejdsmarkedet ASAP begynder at omstille sig på, at der i de fleste familier er 2 voksne mennesker, der begge skal have en tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked - det er da fint hvis der er familier der stadig ønsker at fortsætte kulturen med en far der er ar bejdsnarkoman og en mor der er ophængt baglandskvinde sådan som det var i 50´erne - og måske vi også deraf ser det lidt pauvre resultat i forhold til børnenes ageren som voksne - idet det at vokse op med en totalt fraværende karrierefar og en totalt ophæng baglandskvinde til mor - ikke er i henhold til et barns autentiske behov - trods alt.

Selv om jeg medgiver, at en mor dog er vigtigst når børnene er små - så betyder det jo ikke, at hun skal klare opgaven - alene - og faren bare kan arbejde - endnu mere end før - som vi ofte ser det ske - statistisk set når der stiftes familie.

Hvis vi kunne få et arbejdsmarked der var opdelt i segmenter. Et segment til voksne uden børn, et segment til småbørnsmødre, et segment til småbørnsfædre, et segment til familier med skolesøgende børn, et segment til familier med teenagebørn, et segment til familier med voksne, selvstændige børn og et segment til bedsteforældre - ja så ville vi kunne få et samfund hvor vi tog udgangspunkt i børnenes behov - deres alder og deres behov - uden at vi igen skal tabe kvinderne og deres uddannelse og muligheder for at få medbestemmelse i samfundet på gulvet.

Vi har dog stadig et mandschauvinistisk arbejdsmarked - som fortsat også af regeringen får lov at lade som om, alle familier er begunstiget med en baglandskvinde - selv om det er mere end ½ århundrede siden at dette var normen. Og som sagt var det i grunden heller ikke fuldt ud lykken.

Lykken ville derimod være, at kvindens moderskab kunne blive mødt med respekt og forståelse og hensyntagen - ude på arbejdsmarkedet.

og at familerne selv får lov at bestemme og styre deres børns pasning. Ikke total kommunal umynddiggørelse som vi ser i dag - over alt- Ensretning - som jeg mener har med kapitalismen og den mandsdominerede karrierekultur at gøre og meget lidt med feminisme og socialisme.

Mht. det med at sende det offentlige ud til familierne - der hvor børnene er og føler sig tryggest - så er det ikke bare en mere forvirrende udgave af dagplejemodellen.

Pointen er at forældrene kan flexe så meget - f.eks. få nedsat tid - gerne med lønkompensation og mod at indhente timeantallet i en senere livsfase hvor børnene er store - og at arbejde på skæve tidspunkter osv - så forældrene kan i meget høj grad selv varetage deres barns pasningsbehov.

MEN der er lige den elastik, at man har ret til at få den hjælp der lige kan få enderne til at mødes - f.eks. sv.t. e.g. 2 ugentlige pasningsdage - men også i henhold til barnets alder.

Det kan også være at en mor kan have ret til at få sit barn passet på sin arbejdsplads hvis hun f.eks. stadig ammer - og have ret til at få indlagt ammepauser i arbejdstiden.

Man kan forestille sig alt muligt andet end den karrierekultur der fortsat helt vanvittigt stadig er baseret på den karriereliderlige, ar bejdsnarkomane far og den afhængige baglandskvinde - som måske er godt forsørget og fri til at dyrke sit moderskab - men som i realiteten er underlagt en afhængighed som er farlig - og som også er med til at understøtte et børnefjendsk arbejdsmarked -hvor  børnene vokser op med en alt for fraværende faderfigur.

Jeg vil gerne have en debat hvor vi søger efter andre løsninger end at tro at bare kvinderne dog ville påtage sig "deres" ansvar for  børnene - igen - og så bliver verden et paradisisk sted.

Historien siger - trods ikke alle var 68´ere - noget helt andet.

Vi er nødt til at have kvinderne på magtfulde poster i samfundet også - ellers kommer der heller ikke afbalancerede børn eller familier ud af det.

Pointen med at sende pædagogerne ud til familierne var jo også, at man kunne danne ganske små børnegrupper - som er trygge og en del af nærmiljøet - hvor børnene passes nogle dage måske hos nabobørnene - pointen er, at det er meget anderledes at blive passet i et rigtigt hjem hvor der bor nogle børn end at blive sendt hen til en dagplejemor. At børnene på den måde kan danne relationer som optimalt set bliver nærmest familiære og at de voksne også kan hjælpe og aflaste hinanden og deltage aktivt i pasningsordningen - assisteret at uddannet personale.

Altså noget helt andet end fremmedgørende institutionalisering med adskillelse fra hjem og nærmiljøe og alt for store grupper som skaber larm, stress og angst for både  børn og forældre.

Nu kan du sige hvad du vil men det at når ALT det huslige med rengøring,madlavning,indkøb,ordne betalinger diverse steder,aftale sammenkomster efter familiemøde og alt muligt andet som henhører under det private (ud over ungerne) er ordnet hvilket somme tider kan være meget og andre gange lidt så er der mere tid til familie og det at kvinden går hjemme er ikke ensbetydende med at hun er dum og ikke udmærket godt kunne klare sig selv men at hun måske kan lide det og at hun er komplet ligeglad med hvad diverse feminister mener om det.

Og det er en naturlig ting at kvinden er i hjemmet og manden arbejder og tjener til føden og det er ikke alle mænd der pisser på konen og ikke kan se at hun udfylder en vigtig funktion samt er besværlig når der skal udbetales penge til husholdningen eftersom de fleste har en fælleskonto der bare kan hæves fra men desværre er det jo efterhånden blevet sådan at svage og vatpikkede mænd og nogle kvinder er gået hen og blevet forvirret over nogle få feministers hjernevask om at kvinder der går hjemme bliver fordummet,undertrykt og at de helt sikkert meget hellere vil ud og have kariere eller har bedre af det på samme måde som nogle andre rundt omkring prøver at pådutte folk deres meninger som værende de eneste rigtige.

Det har du da til dels ret i.

Men hele problemet med at vælge den klassiske, gammeldags hjemmegående model er jo, at kvinden så kan se frem til at blive "pensionist" nærmest inden hun er halvvejs i livet.

Det er jo ikke en "karriere" der holder livet ud og hvad så?

Så står vi der, at kvinden måske har nået en alder, hvor det mest sandsynlige er at hun vælger en lille hurtig nem "kvindeuddannelse" som man hverken kan leve eller dø af - og så er vi tilbage ved status quo. At kvinden er livslangt afhængig af en mand. Og dårligt har råd til at vælge ham fra- for selv om han har været sød og rar i starten af ægteskabet ses det da ikke så sjældent at sådan n foget kan ændre sig med tiden - eller det kan jo også være at kvinden selv forelsker sig på ny osv.

Altså feminismen havde dog en pointe - at det kan være meget charmerende at være en forsørget kvinde mens børnene er små og alt er idyl - indrømmet - det er ganske tiltrækkende i den livsfase for det virker naturligt og mindre kompliceret end at bide skeer med den børnefjendske arbejdskultur og pasningskultur.

Men hvor charmerende er det så lige med tiden? At stå der uden kvalifikationer og børn der hastigt er på vej videre i livet.

Måske knap så charmerende....

Og også en urimelig pris at betale.

Jeg kan også - indrømmet - selv godt lide at være hjemme hos børnene - og skulle jeg vælge mellem at arbejde fra 8-16, ma-fre mens mine børn er små og gå glip af dem og så at være en afhængig forsørget kone - så er det sidste da som et pest-kolera-valg dog det mindste onde.

Men dog ikke et rimeligt valg.

For som sagt tror jeg ikke på det charmerende i valget når børnene så er blevet større.

Der er dog kvinder som selv i en sen alder formår at tage en lang uddannelse og efterstræbe en karriere og komme op at tjene det samme som en hvilken som helst mand - eller lidt til.

Så det er ikke umuligt.

Men hvorfor ikke lave et system, hvor selv en småbørnsmor kan være med i et fremadrettet karriereforløb?

Du siger det er naturligt at kvinden går hjemme og manden tjener pengene?

Det er der intet naturligt over.

Det er bare sådan mænd har fået indrettet samfundet - at en mand sørgede for at eje ting - dvs. eje retten til at arve land, eje retten til indkomst (trods begges arbejde og konens lidt hårdere end mandens) og retten til at eje en kone og de børn hun fødte osv.

Det er da kun få år siden kvinder var ud at kæmpe for stemmeret....indtil da mente mændene jo ikke at de kvinder der gik hjemme og fødte og opdrog deres børn var "kloge" nok til at kunne stemme..

Så meget naturgivent er der over den ting.

Det jeg mener er at det godt kan lade sig gøre om man vil lave regler fra politisk side - at have tid til børn men samtidig have en kontakt til uddannelse og arbejdsmarked.

Hvilket jeg ser som langt bedre end at kvinden går hjemme og far sidder på pengene.

Jeg tror da også der er kvinder der godt kan lide den model - og det kan jeg måske også selv -jeg siger bare at det ikke på sigt er nogen særlig god model.

At den mangler perspektiv.

Det er forøvrigt også det som psykologen Ole Schouenborg der er forfatter til den samfundskritiske debatbog: "Velfærdsyngel" advokerer for: nemlig at han både anerkender at mødre og små børn i høj grad hører sammen og at moderen er meget vigtig i lang tid - meget længere end vi anerkender i det moderne samfund eller giver mulighed for at efterleve - men samtidig så anerkender han jo også, at det er enormt vigtigt med veluddannede mødre.

Han lægger derfor op til en model hvor mor og barn kan blive sammen længere end det i dag er almindeligt men at kvinden i denne periode også skal modtage undervisning - så hun har kvalifikationer og kompetencer at gøre godt med efterfølgende.

Det synes jeg er et meget anderledes synspunkt end bare den der - "det er "naturligt" at kvinden går hjemme og manden tjener pengene".

Det er ikke naturligt at manden "ejer" retten til at få penge for sit arbejde - og det er ikke naturligt at manden "ejer" retten til at holde sig kvalificeret på arbejdsmarkedet og muligheden for at klare sig selv mens kvinden holdes i afhængighed af en mand. Det er jo noget patriarkatet og kapitalismen i skøn forening har skabt.

og som strider mod både feministiske og socialistiske grundtanker.

Det er muligt at ovennævnte ideologier tidligere har snublet lidt i familieværdier og moderskab - men en del af miseren skyldes også at vi har glemt hvad det egentlig var de oprindelige feminister kæmpede for - og at mange af projekterne ikke lykkedes for dem - fordi de var oppe imod at skulle begå sig i en verden - skabt af og styret af netop mænd og kapitalisme. Og her bliver børnene - nærmest pr. definition - taberne - og kvinderne også

Og hvem siger i øvrigt at det er godt for børnene at moderen overlades med nærmest eneansvaret - det er noget af det mest højintensive arbejde at passe små børn.

Et problem ved den hjemmegående model er jo, at der ikke er nogen mulighed for aflastning.

Den hjemmegående kvinde har ikke ret til at være syg, har ikke ret til ferie, har ikke ret til weekend- ja har ikke engang ret til fyraften - og det er meget svært at opnå dettte - med mindre man da har et gigantisk stort hus - på 500m2?  - hvor mor så kan gemme sig og puste ud i den anden ende....

Jeg er jo for at små børn og mødre hører tæt sammen - men jeg synes nu ikke at de vilkår kvinder har at være mødre på er gode nok - hverken for den der vælger at være hjemme hos børnene i en årrække - eller for den der vælger at arbejde og få sine børn passet.

At give et tilskud til de mødre der gerne selv vil passe deres små børn kan ikke stå alene.

Hvis man skal gøre det må man samtidig se på hvordan man så sørger for at den kvinde har muligheder på arbejdsmarkedet når hendes børn ikke er så små længere og hun ikke er specielt gammel men alligevel har passeret den klassiske karrierealder.

Og dels bør man også analysere om der er kvinder som presses ud i dette - af nød - og som gerne ville være en del af arbejdsmarked og karriere hvis bare der var bedre muligheder for at forene dette med småbørn og ordentlig kvalitet i pasningstilbudet.

vil lige sige, at det jo kan se ud som om, jeg ikke ønsker at kvinder kan gå hjemme med deres små børn - men det ønsker jeg.

Jeg har bare også en modstand imod det - fordi hvis ikke man tager hånd om nogle af de problemstillinger der nævnes ovenfor også - så er det efter min mening ikke noget som samfundet kan eller bør støtte. Fordi vi jo er et samfund der er stolte af at arbejde for og støtte ligestilling og kvindens selvstændighed og muligheder i livet.

Så derfor vil jeg - og givet heller ikke de fleste moderne politikere - ikke støtte en mere formaliseret offentlig hjemmegående ordning - som godkendt ideologisk projekt - med mindre der tages hånd om kvinderne - hele vejen rundt.

Jeg vil ikke være med til at støtte en gammel model, som kan være en nødløsning i småbørnsårene, men som hvis ikke den følges til dørs med andre tiltag undergraver alt det vore formødre kæmpede så mange hårde kampe for. Men samtidig indrømmer jeg, at det at føde et barn og tage ordentligt vare på det er et projekt der ikke kan sættes på standby - og derfor må vi der er mødre nu hutle os igennem - på bedste - eller temmelig dårligt - beskub.

Men det er bare slet ikke vejen at gå for mig at vende tilbage til at kvinden så forsørges via sin mand - som så får store skattelettelser. Det er jo også primært en udvej for de kvinder der har gaflet en rig mand....og hjælper så jo ikke alle kvinder - og slet ikke de kvinder der måske ikke engang har en mand. De bliver også mødre. Og så synes jeg også at det er et grundlæggende godt princip at der betales til det danske velfærdssamfund - for det der jo så egentlig ønskes er amerikanske tilstande.

Og har nogen i øvrigt set programmet "supernanny" - såvidt jeg husker - på tv. Det er ikke ligefrem fordi den amerikanske model hvor mor har nul muligheder for aflastning eller støtte ser ud til at producere harmoniske familier eller børn. Nu er de familier måske ekstreme - og jeg kan da heldigvis ikke selv genkende de adfærdsvanskelige hjemmepassede børn  fra min egen hjemmepassede børneflok - tværtimod. Men jeg er jo også en meget veluddannet dansk kvinde, der er gift med en moderne og veluddannet dansk mand, der hjælper meget til, hvilket var et af de store problemer i de amerikanske familier.

Så jo tak til at vi ser på hvordan mødre kan få mere nærvær og tid med deres små børn - men ikke ved negiligere alle de problemer der så opstår i kølvandet herpå. Der skal tages hånd om kvinden og hendes økonomi og selvstændighed - hele vejen rundt - ellers melder jeg pas.