Både de skrevne og elektroniske medier kunne i sidste uge berette om, at fagforening FOA nu gør et sidste desperat forsøg på at sparke liv i S-SF´s kuldsejlede ”Fair Løsning”. Det sker ved, at man fremsætter et forslag, der vil betyde en sløjfning af den 5. ferieuge mod at der så kommer væsentligt flere lønningskroner på bordet, at dagpengeperioden sættes op til 4 år og at efterlønnen bevares, plus en række andre forbedringer af vilkårene for FOA´s medlemmer.
Den politiske ordfører fra Socialdemokraterne, Henrik Sass Larsen, udtaler om forslaget: ”Jeg er sikker på, at der er mange penge i det”, og det har han garanteret ret i, for forslaget kan sagtens ende med at blive rigtig dyr for Danmark. Når man sammenligner forslagene fra FOA med de anbefalinger som netop er kommet fra regeringens nedsatte vækstforum, så er det jo tydeligt at tingene peger i den helt gale retning, og ikke på nogen måde forbedrer Danmarks økonomiske situation. Tværtimod så peger alle forslagene i retning af et øget offentligt forbrug, hvilket altså vil forværre underskuddet yderligere. Hvis forslaget gik på at arbejde en uge ekstra om året til samme løn, så ville det være et forslag der kunne hjælpe Danmark tilbage på ret spor, men forslaget fra FOA er desværre bare endnu et i rækken af forslag fra de røde fagforeninger, der ikke løser de grundlæggende problemer, fordi alle forslagene falder på, at der dybest set ingen vilje er til at få styr på det offentlige forbrug og få afbetalt den gæld, der er opstået i forsøget på at slippe fri af den globale økonomiske krise.
Det er tankevækkende at ingen, absolut ingen politiker eller fagforeningsboss i rød blok er i stand til at forklare, hvordan genopretningen af dansk økonomi skal finde sted, endsige hvad konsekvenserne er af den økonomiske politik, der vil blive ført af en eventuel rød regering, men så er det selvfølgelig befriende, at man kan finde svaret andre steder. S-SF´s tilgang til økonomisk ansvarlighed og gældsafvikling minder nemlig i påfaldende grad om den måde Anders And forvalter en offentlig økonomi på i den legendariske jumbobog nummer 140. Her bliver den berømte and også stillet overfor at skulle tilbagebetale en større milliard gæld, og hans ”geniale” løsning består i hele tiden at stifte ny gæld til at betale den gamle. Det fører så til en dyrere og dyrere forrentning, som ender i at der må opkræves mere i skat hos borgerne, hvilket fører til et krav om højere løn fra befolkningen (herunder også de offentlig ansatte), der så fører til inflation og en dårligere konkurrenceevne, der så igen kræver nye lån for blandt andet at kunne finansiere en dyrere og dyrere offentlig sektor.
Historien viser således meget præcist, at hvis man ikke hurtigst muligt kommer ud af en gældssituation, så risikerer man at havne i en gældfælde, som er en ond spiral, hvor situationen blot bliver værre og værre. Det er helt essentielt, at vi alle i langt højere grad bliver bevidste om dette, da vi ellers kollektivt bevæger os i en retning af den situation som Grækenland og Irland befinder sig i, hvor det er kreditorerne som en lang stykke hen ad vejen sætter dagsordenen for, hvad der er råd til. Så situationen er klar: Enten tager vi selv ansvaret på os og får afbetalt gælden indenfor de næste par år, eller også er der nogen andre der kommer til at prioritere for os. Det kan være både grinagtigt og lærerigt at se en sådan situation udfolde sig i Anders And´s fiktive verden, men det er absolut ikke morsomt når politikere, der skulle forestille at være ansvarlige, agerer på samme måde i den virkelige verden.
