Det er svært at spå, især om fremtiden

Rød blok har fremlagt en plan for at skaffe 75

Thomas_Gulloev_Longhi

13/02/2011

Rød blok har fremlagt en plan for at skaffe 75.000 ny job. Stor ros til S-SF for at sætte fokus på en vækstdagsorden for vores samfundskage skal blive større, hvis vi i fremtiden skal have råd til velfærd i Danmark. En dagsorden gør det dog ikke alene, og der er adskillige problemer i den tilgang, Rød blok har til vækst. I udspillet vil Rød blok fokusere erhvervsstøtten til grønne virksomheder, virksomheder inden for velfærdsteknologi samt virksomheder indenfor sundhedsteknologi. Det kan måske umiddelbart lyde som en god idé, men hvilke kriterier ligger til grund for, at man har fokuseret på netop disse industrier og ikke på f.eks. medicinal industrien, fødevareindustrien eller gartnerierhvervet?

Og betyder det at f.eks. Odenseanske Newtec, der har stor succes med at lave maskiner til pakning og vejning indenfor fødevarebranchen, ikke er værd at satse på i rød stue? Hvad er det der gør folketingsmedlemmerne fra S og SF til specialister i at foreskrive fremtidens efterspørgsel og succesfaktorerne for danske virksomheder?

Som med folkeskoleområdet virker det som om, at nogle folketingsmedlemmer mener, de er specialister inden for erhvervsområdet, alene fordi de engang selv har haft et arbejde. At sætte folketinget til at være domstol over hvor det er vækstpotentiale og hvor der ikke er, er en grov forsimpling af dansk erhvervsliv og kan være et fatalt ”All-in” sats i den globale konkurrence. De danske virksomheder har ikke brug for, at folketinget laver bureaukratiske indsatspuljer, hvor der forskel behandles ud fra subjektive kriterier, der lyder godt i en politisk ”oneliner”. I stedet for at dele småkager ud til udvalgte venner i klassen, vil vi i Liberal Alliance hellere fokusere på at skabe de nødvendige rammer for vækst. I Liberal Alliance vil vi have sat erhvervsstøtten ned. Folketinget skal ikke forfordele virksomheder og brancher. Folketinget skal hellere sørge for, at skabe ordenlige rammevilkår for alle virksomheder, og pengene fra erhvervsstøtten kan passende bruges til at sænke virksomhedsskatten. Vi har brug for at sænke skatten på arbejde og virksomhedsdrift, hvis vi skal skabe vækst og nye arbejdsplader i Danmark. Ud over de økonomiske rammer, skal der også ryddes ud i den bureaukratiske papirbunke af indberetninger, formularer og direktiver der tager tid og ressourcer fra virksomhederne. Tid og ressourcer virksomhederne i stedet kunne bruge på at være innovative og tænke strategisk.

Det er ikke folketinget der skal være innovativ og tænke strategisk på dansk erhvervslivs vegne. Det er virksomhederne meget bedre til selv at gøre.


Kilde: