Hvor er jeg dødtræt af, at vi i mit elskede, frie, dejlige multietniske Danmark vender det blinde øje til den sociale kontrol, som mange af mine muslimske medsøstre udsættes for. Fædre, sønner, familie og helt vildt fremmede personer i de etniske miljøer tillader sig at bestemme, hvordan disse piger skal leve deres liv. Pigerne bøjer nakken og indordner sig. Alternativet er skæld ud, vold, indespærring, genopdragelse. Og ude i horisonten lurer tvangsægteskaber og æresdrab. Der er piger, som vokser op i den tro, at de tæsk de får, er de selv årsag til. For man skal selv sørge for ikke at hidse sin far, sin bror, sin ægtemand op. Der er tale om daglige, onde, skjulte, tavse overgreb mod danske piger i Danmark.
På et etnisk kvindemøde oplevede jeg, at muslimske piger i lokalet diskret blev overvåget af mænd ude i kulissen. Det gik op for mig, at arrangører af sådanne møder er nødt til at invitere mindst en paneldeltager som Asmaa Abdol-Hamid, der bag alle sine buzzwords om kærlighed, tolerance og gensidig dialog sælger hardcore accept af social kontrol. Hvis der ikke er en garant for en hyldest til den stærkt kvindeundertrykkende sharia, så siger dele af det muslimske miljø fra. Jeg deltog i konferencen ’Integrationsdøgnet’ og oplevede det samme. Man havde helt hen i vejret indbudt en Asmaa/Sherin Khankan kloning til at tale. Endnu en reklamesender.
Denne gang hed hun Neeni, men leverede samme sang fra de varme lande om sind, hjerte og fællesskabets vej. Alt hendes bla bla bla om ’mødet mellem kulturer kan skabe modstand, fordi majoritets-kulturen ses som normal’ og ’vi skal møde hinanden kulturelt’ kan kort og godt oversættes til: En shariabaseret kultur og ikke mindst den politiske del af islam, den grumme kvindeundertrykkelse er ligeså god som den danske kultur.
Hvis de piger ville noget fornuftigt, ville de sprede kendskabet til en række fælles spilleregler alle vi danskere nødvendigvis må følge. Hvornår er der tv-stationer og arrangører af debatmøder om integration, som har nosser nok til at skære alle de kvindelige lightudgaver af Hizb-ut-Tahrir væk?
Familier forsvarer den sociale kontrol med: ’Vi’ kommer fra en anden kultur, ’vi’ bryder os ikke om den danske frigjorthed, ’vi’ har stamme- og familieregler. Æresbegreber. Hertil er der kun at svare, at sandheden er, at ’vi’ ikke er indvandret, ’vi’ er et produkt af det danske samfund, der har formet ’vi’. Det der gælder for Hanne og Peter gælder også for Fatima og Hassan. Det kaldes ligestilling.
Højrefløjen har ikke gjort det lettere at tage hul på debatten om social kontrol. Hver gang der omtales problemer i muslimske miljøer, så råbes der på stramninger i udlændingeloven. Tonen bliver fjendtlig. Det bliver dem og os. Der fremlægges statistikker over kriminalitet i ghettoer, æresdrab og tørklæder hvirvles ind i debatten. Jeg kan forstå, at man har valgt at tie, men frygten for at højrefløjen vil gnide sig i hænderne, kan aldrig retfærdiggøre den invaliderende sociale kontrol.
Den danske venstrefløj i al dens hellige politiske korrekthed kan desværre kun se kulturberigelse.
Alt skyldes sociale problemer. En muslimsk pige i byen et sted, hvor der også er mange fyre af anden etnisk herkomst. De fyre får ejerfornemmelser og chikanerer hende så meget, at hun selv vælger at gå. Vover man at sige, at det har noget at gøre med kultur og et par imamer her og der, så bliver man kaldt racist. Eller DF-kortet bliver spillet.
En af mine heltinder, Q Freedoms forkvinde Elmas Berke, som selv er muslim, forsøger af hele sit hjerte at bekæmpe social kontrol på en saglig og ikke-populistisk måde. Hun møder stor modstand. Mest fra vores yderste venstrefløj og dele af det muslimske miljø, men også fra højrefløjen.
Hvorfor sættes der ikke en stopper for de mennesker, som modarbejder og stigmatiserer de modige folk, som tager kampen op for at stoppe den udbredte kvindeundertrykkelse? Elmas er blevet beskyldt for at være i ledtog med SIAD (Stop islamiseringen i Danmark, en forening som hader muslimer). Presset på hendes person har været voldsom.
Med regeringsskiftet kan der måske mere afslappet i integrationspolitikken blive formuleret begrebet ’social kontrol’ og angivet hvilke tiltag, der kunne hindre denne sygelige undertrykkelse af vores medsøstre. Det er politikernes pligt at sørge for, at vores tolerante kultur ikke dræbes af en intolerant kultur, der hører fortiden til.
Klumme i Ekstra Bladet 12. okt. 2011
