Det nye, velafbalancerede DR2 har den danske Michael Moore som chef

Der tales og skrives meget om det nye DR2 i disse dage og uger

Jan Christensen,

16/03/2013

Der tales og skrives meget om det nye DR2 i disse dage og uger. Personligt trækker jeg bare på smilebåndet, når jeg igen og igen kan konstatere, at dagsordenen i f.eks. Deadline - jeg kalder det bare for Politiken-tv - sjovt nok er den samme, man har i programmets store inspirationskilde. Jeg morer mig, når Kristian Madsen, gammel socialdemokratisk taleskriver, hangaround i fagbevægelsen etc. mindst et par gange om ugen er hidkaldt som fortolker af dansk politik; når Peter Hummelgaard Thomsen, socialdemokratisk folketingskandidat og tidligere DSU-formand, er endnu oftere på skærmen - burde han egentlig ikke have sin egen seng i DR-byen, når han nu er der så ofte og så sent så mange gange om ugen? - eller når man for gud ved hvilken gang har indkaldt tre venstreorienterede gæster til programmet for ligesom at få belyst en sag fra alle vinkler...

I den forbindelse er det faktisk uhyre morsomt, når Martin Krasnik og Niels Krause-Kjær af mange nævnes som eksempler på borgerlige DR2-journalister. Førstnævnte stemte for sit vedkommende nemlig personligt på Helle Thorning-Schmidt ved det seneste valg. Det vides med sikkerhed, for det fortalte han selv statsministeren, da han interviewede hende under Århus Festuge sidste år. (Hør seancen ved at klikke her). Det siger vist alt, at det bedste eksempel på en borgerlig DR2-journalist viser sig at være socialdemokrat.


M.h.t. Niels Krause-Kjær, der af DR2-chef Michael Thouber fremhæves som et eksempel på en entydigt borgerlig journalist, ved alle, der har fulgt med i hans skriverier på hans blog på Berlingske og B.dk de seneste år, at han er meget venstreorienteret i værdipolitikken. Som han selv sagde til Katrine Winkel Holm i Deadline i 2008 eller 2009 – inden han var ved at komme op at slås med hendeJeg har ikke muslimer på hjernen. Det har Krause-Kjær rigtig nok ikke. Han mener f.eks. ligesom afdøde Tøger Seidenfaden, Bo Lidegaard og hele Politiken-segmentet ikke, at ytringsfriheden er truet. At Lars Hedegaard, Kurt Westergaard, Flemming Rose og Carsten Juste alle er truede på livet, at JP/Politikens Hus nærmest er omdannet til et fort, at vi har haft utallige (afværgede) forsøg på terrorangreb her i landet, at Pia Kjærsgaard og Naser Khader har livvagter 24 timer i døgnet etc. betyder alt sammen ikke noget for Krause-Kjær. Han havde tilmed den frækhed at sammenligne mordforsøget på Lars Hedegaard med et cykeltyveri, hans kone var udsat for for nylig, efter devisen: Ejendomsretten er ikke truet, fordi min kones cykel bliver sjålet, og ytringsfriheden er ikke truet, bare fordi Lars Hedegaard - i øvrigt kun 1,4 km fra Krause-Kjærs eget hus på Frederiksberg - bliver forsøgt slået ihjel. Måske er det noget, Krause-Kjær har fået at vide under den seneste Ramadan-middag, han deltog i? M.h.t. hans ansættelse, er det i øvrigt også relevant at nævne, at DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, er, hvis ikke hans bedste-, så i hvert fald én af hans bedste venner.

Den største skandale ved DR2 er imidlertid ansættelsen af Christoffer Guldbrandsen som redaktør. Så vidt jeg kan forstå, får han det overordnede ansvar for Deadline, Debatten og Detektor, og det er meget bemærkelsesværdigt, for vi taler om en mand, hvis had til, især, partiet, Venstre næsten ingen grænser kender. Selv, hvis man ser bort fra hans propagandistiske dokumentarudsendelser, såsom Den Hemmelige Krig, er der ingen tvivl om hans observans overhovedet. Jeg vil gå så langt som at sige, at hans program på Radio 24/7, Regnskabets Time – det kan høres her – er det mest grotesk ensidige eksempel på venstreorienteret journalistik, jeg nogensinde har oplevet i Danmark. P1 i 90′erne var til sammenligning ekstremt velafbalanceret og upolitisk radio. Guldbrandsen hader Venstre og alt, hvad der har med partiet at gøre og fokuserer kun på Troels Lund Poulsen, Peter Loft, Peter Arnfeldt etc., mens han fuldstændig ignorerer aspekter, der stiller Erling Andersen, Lisbeth Rasmussen, Stephen Kinnock, Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne som parti etc. i et dårligt lys. Det kan ikke forklares, men skal opleves. Der er tale om en nytolkning af Pravda-, Radio Tirana-journalistik etc. Derfor giver det også god mening at læse, hvad en, anonym, bruger skrev om ham her på 180 Grader for nylig:

(…) Har mødt Guldbrandsen og kender ham perifert. Sidst jeg så ham var omkring årsskiftet. Han lagde ikke skjul på, at han mener, hans vigtigste opgave er at bringe partiet Venstre til fald, fordi de efter hans mening er kriminelle.


(…) Han kalder konsekvent Peter Christensen for Grisen, og han mener at Lars Løkke og de folk, han har omgivet sig, med er sindssyge og kriminelle. Han harcellerede specielt imod Søren Pind, Troels Lund og Peter Christensen.

(…) Jeg ønsker bare at advare om, at han er på en mission og, at man ikke behøver at være særlig bekendt med hans arbejde for at vide, at han er ekstremt målrettet og ikke skyr nogen midler for at nå sine mål. Han har draget den konklusion, at dette er Danmarks svar på Watergate, og at hele Venstres top er Nixon, så at sige….

(…) Kan se, at nogen længere ned i tråden spørger, om han er socialist, men det tror jeg bestemt ikke, han er. Ud fra hans generelle holdninger til ting tror jeg mest, han er radikal.

Voila: Det nye, gamle DR2.

P.S: I 2006 skrev jeg en artikel, Venstreorienterede Deadline-værter, som jeg ikke vil undlade at citere lidt fra, fordi tre af værterne fra dengang har beholdt deres job:

Martin Breum: Var medstifter af det venstreorienterede månedsblad, Press, og har bl.a. været Afrika-korrespondent for Information, informationschef for Det Danske Center for Menneskerettigheder og, så vidt jeg husker, tilknyttet Det Radikale Venstre i en eller anden funktion? Det skal dog siges, at Breum helt klart er den mindst venstreorienterede journalist på Deadline.

Nynne Bjerre Christensen: Jeg tror bare, jeg vil bringe følgende citat uden kommentarer:

Religionsdiskussionen i konventet er kulminationen på en sammenkædning af religion og EU, der startede ved murens fald, og som i stigende grad har vundet indpas. Tendensen er farlig, fordi betoningen af kristne værdier i bedste fald marginaliserer muslimer – og i værste fald gør dem til det primære fjendebillede. (Ræson, 09.12.03)

Kilde: