I bogen ”Det såkaldt onde” (1963) fremlægger grundlæggeren af etologien (dyrepsykologi), nobelpristageren Conrad Lorenz, i populær form nogle iagttagelser om dyrs - og menneskers - aggression. Som eksempler bruger han bl.a. duer og ulve.
Ulven er som bekendt et rovdyr, der lever af at slå andre dyr ihjel. Den lever imidlertid som flokdyr, og der forekommer naturlige kampe mellem flokkens hanner om lederskabet og fortrinsret til hunnerne. Når flokkens leder bliver udfordret af en yngre han, kommer det til kamp - tilsyneladende på liv og død, idet ulven jo er udstyret med ganske velegnede våben til at slå ihjel.
Men det sker næsten aldrig, at den svagere ulv bliver dræbt! Når kampforløbet har afsløret styrkeforholdet mellem de to ulve, lægger den svagere ulv sig på ryggen og blotter med fremstrakt hals sit mest sårbare sted: struben. Men netop denne handling blokerer den stærkes aggression. Den kan så at sige ikke bide til; men lusker i stedet væk fra kamppladsen som sejrherre.
Omvendt forholder det sig med duen: Den kan opføre sig aggressivt mod artsfæller; men har intet farligt våben, hvormed den kan skade en anden due. I naturen vil duens aggression føre til, at den hakker en fjer af rivalen, som derefter flyver væk.
I et bur kan duen imidlertid ikke flygte, den vil uafbrudt blive udsat for den anden dues aggression, og da duer ikke – som ulven - har effektive våben er de heller ikke udstyret med en naturlig blokering for at bruge dem. Resultatet er, at den stærkeste due efterhånden piller alle fjer af den svage, der ingen chance har for at overleve.
Disse iagttagelser fører Lorenz over på mennesket:
Vi er flokdyr og udstyret med farlige våben, der potentielt kan slå et andet af flokkens medlemmer ihjel. Derfor har vi – som ulven – en naturlig blokering over for det at dræbe et medmenneske. Kampen hører op, når en af de kæmpende er overvundet og ligger ned. Det er svært for et menneske at overvinde den naturlige blokering det har mod at dræbe et medmenneske med de bare hænder eller tænder - altså menneskets naturlige våben.
I modsætning til dyrene kompliceres menneskets forhold imidlertid af to ting: teknik og selvbevidsthed.
De tekniske muligheder er langt foran menneskets udvikling. Vi har ingen naturlig blokering mod brugen af f.eks. en kniv. Pistoler og geværer tillader os at stå i så god afstand af ofret, at mordet bliver endnu lettere, og at trykke på en knap, der sender et atomvåben mod en fjende tusind kilometer væk, udløser slet ingen blokering og knap nok en anelse skyldfølelse.
Selvbevidstheden – dvs. bevidstheden om, hvad der konstituerer mig som medlem af flokken – er den anden faktor, der kan overtrumfe biologien. Tilhørsforholdet til gruppen er altafgørende og tjener til at opretholde flokkens liv. I modsætning til de fleste dyr kan mennesket med bevidstheden ophæve artsforholdet. Personer uden for gruppen er ikke nødvendigvis mennesker, som dem, der hører til: mennesket er faktisk i stand til med forstanden (eller selvbevidstheden) at ophæve artsfællers menneskelighed.
Det er grunden til, at nazister, kommunister, tilhængere af en bestemt religion, rockere, hooligans; men også helt almindelige englændere, danskere franskmænd og kinesere har så relativt let ved at slå ”de fremmede” ihjel. De førstnævnte er tilsyneladende til enhver tid i den undtagelsestilstand, der skal til for at dræbe: de har ingen grænse til deres fjendtlige omgivelser – de lever midt i blandt dem.
For de almindelige borgere i Danmark, Tyskland, Polen m.v. kræves det, at deres grænser overskrides, for det fører som bekendt til krig, og så er det både tilladt og anbefalingsværdigt at slå de andre – fjenden – ihjel.
Med indlemmelsen i EU og masseindvandringen er vi som folk slået ind på en ikke blot politisk; men også biologisk meget farlig vej.
Det er egentligt mærkeligt, at multikulti-folket, der ellers fremstiller sig selv som både rationelle, økologiske og naturvenlige tilsyneladende ikke har sat sig ind i disse basale livsvilkår, for så ville de måske revidere deres syn på grænsernes betydning. Men som direktøren for zoologisk have, Bengt Holst, sagde i forbindelse med alle de dyrevenliges demonstration som følge af girafslagtningen: ”Hvis de vidste, hvad der foregår ude i naturen, ville de kræve den forbudt!”
