I disse tider debatteres ytringsfriheden nærmest dagligt. De der mener, at intet må må undertrykkes og man skal og burde kunne sige alt i det offentlige rum, og som samtidig selv har en placering i medierne, der gør, at det i meget stor udstrækning er op til dem selv at leve disse standarder for friheden ud i livet, er mærkelig nok over en bred kam enige om, at et tabu i hvert fald skal i hvert fald ikke brydes. Ét område skal ikke være omfattet af ytringsfriheden. Det er altså selv de ivrigste mediefolk og politikere mht. at stå vagt om ytringsfriheden enige med de mediefolk og politikere, der har en anden opfattelse om.
Forfølgelse af kristne mindretal i muslimske og andre lande er et område, alle er enige om, ikke overhovedet må omtales i det offentlige rum.
At kristne må leve under mere end usle kår og stort set uden beskyttelse fra myndigheder og uden reelle rettigheder i langt de fleste muslimsk dominerede lande er en ligeså ubetvivlelig kendsgerning, som den er uomtalt af medierne.
Kristne skydes ned på åben gade i Ægypten, når de kommer ud fra gudstjeneste i deres kirke. Piger bortføres og tvangsislamiseres og gives væk til muslimske mænd. Kirker og kristne kvarterer brændes af, ved blot det mindste rygte om, et eller anden en kristen skulle have gjort, som muslimerne ikke kan lide.
Skifter en muslim sin muslimske religion ud med den kristne tro, kan han eller hun risikere at sidde i fængsel i årevis og bliver frataget sine borgerrettigheder. Meget sjældent ender det med, at en konvertit får anerkendt sin nye tro, og retssager kan løbe i årevis, medens vedkommende chikaneres og forfølges på det groveste.
Hvis en mand er blevet kristen, sammen med sin familie, kone og børn, men dette ikke anerkendes af myndighederne, kan pigerne ikke blive gift med en kristen, fordi, myndighederne regner dem for muslimer, og det er forbudt for muslimske kvinder at gifte sig med kristne mænd.
I Irak har krigen, som også danske soldater var med i, langtfra betydet, at landet har indført vestligt demokrati. Tværtimod kan man, sige: for landets nye forfatning hviler på Koranen og sharia, som grundlag for love og domstole. Krigen udløste også den blodige borgerkrig mellem shiiter og sunier. Man fik ram på Hussein, men det var vel så det.
Desværre har krigen også betydet, at i den tid Amerika har haft magten i landet, har man tilladt en etnisk udrensning af 2/3 af de kristne i Irak. Der har været kristne i Irak siden det 1.årh. e.K. Hertil kommer, at de kristne i Nordirak, assyrerne nedstammer fra det ældgamle kulturfolk af samme navn.
Men også de udrenses. I dette stykke, er sunier, shiiter, og kurdere lige gode om det. Op mod 700.000 kristne er siden 2004 drevet på flugt eller slået ihjel. Det er en katastrofe, en skændsel, et helvede for disse mennesker, hvis eneste forbrydelse altså er: at være kristne. Og ingen går fri. I 2009 blev biskoppen i Mosul i Nordirak, først bortført på åben gade, og senere smidt samme sted, myrdet og lemlæstet.
For at føje spot til skade, godkendte USA, at centralregeringen kort tid før lokalvalgene i efteråret 2009, fjernede mindretalsbeskyttelsen i valgloven. Argumentet var jo, at mindretalene ikke var der - mere.
I lande som Tyrkiet og Iran myrdes kristne også på åben gade. Konstant forsøger man også at fratage kristne deres jord. Det gælder også kirkers og klostres jord, som oftest med den begrundelse, at den skulle være stjålet fra muslimerne, skønt ofte, har kirkerne og klostrene ligget på stedet siden det 4. eller 5.århundrede.
I de palæstinensiske selvstyreområder, er der nu næsten ikke flere kristne tilbage. I byer som Betlehem, Nablus og Ramallah, der tidligere havde store kristne befolkninger og blev ledet af kristne borgmestre, er der kun en lille kuet flok tilbage. De kristne er chikaneret ud af Palæstina. Deres forretninger, huse, biblioteker brændes af, bombes eller smadres, de selv forulempes på gaden. Især pigerne og kvinderne, hvis ikke de bærer mindst tørklæde.
Livet er blevet et helvede for kristne i de lande, der rent faktisk tidligere var kristne lande: Ægypten. Palæstina, Jordan, Libanon, Syrien, Irak, Iran m.fl.
Som kristen har det i mange, mange år, været en rigtig god overlevelsesstrategi i Mellemøsten, at gå stille og tale endnu lavere. At påkalde sig omgivelsernes eller myndighedernes opmærksomhed er næsten altid det samme som at nedkalde problemer over sig og sin familie.
Skæbnens sælsomme ironi i Mellemøsten er den, at de kristne i Irak, såvel i Basra, som Bagdad og Mosul, alle er enige om, at de havde det bedre under Saddam Hussein, fordi han ikke tillod overgreb og vold de enkelte befolkningsgrupper imellem, men holdt befolkningen i den henseende i et jerngreb.
Her i Danmark taler vi altså om ytringsfrihed og føler os som helte, der beskytter denne. Men trods dette, er vi alligevel alle tilsyneladende enige om, at om disse skændselsforhold for kristne i Mellemøsten og i andre lande, skal der ikke ytres et eneste ord. Det vil vel også bare ødelægge den gode stemning af selvros.
Hvis vi havde haft mod og mandshjerte til at rette fokus mod disse problemer i verden med ytringsfriheden og andre menneskerettigheder for nogle meget underkuede mennesker, så havde man måske helt kunne have sprunget muhammed-tegningerne over, for så havde den globale offentlighed haft nok at gøre med at kæmpe for, at også kristne mennesker i muslimske lande har ret til at blive regnet for en slags mennesker. Samtidig ville det så også give anledning til at pointere, at vi i verden ikke ønsker den slags undertrykkelse, og trusselsadfærd mod andre mennesker - hverken i Ægypten og Irak eller i Voldsmosen og Gellerup.
Måske verden ved at vise lidt rigtigt mod og mandshjerte her, kunne spare os alle for de fremtidige konflikter som også i vesten, i disse år synes at være ved at blive opbygget.
Muslimer skal ikke behandles dårligt eller udsættes for racisme, men det skal så heller ikke kristne i muslimske lande, vel?
