I dag er det Befrielsesdagen! Det er den fjerde maj, dagen hvor krigen endte for 67 år siden for danskernes, hollændernes og nordvest-tyskernes vedkommende. Dagen hvor frihedsbudskabet blev oplæst efterfulgt af konge og nationalsang for dem, der lyttede med på BBC. For mig markerer denne dato skillelinjen mellem magter af den gamle verdens ultimativt totale overlevelseskrig mod hinanden, og den af asken rejste frie, forenede og moderne vestlige verden, som vi har kendt den siden. En verden der blev skabt med Bergen Belsen, Nürnberg-lovene og de endeløse rækker af hvide kors i blandt andet Normandiet i frisk erindring. En verden der blev skabt i den gryende kolde krig, med bombens ødelæggelser i Japan og den nye front mod kommunismen hængende som en skygge over forsøgene på at skabe en ny international politisk og juridisk struktur, en anden måde at kommunikere på, en anden måde at forsvare sig på og ikke mindst en anden måde at acceptere hinanden på. Der opstod internationale politiske idealer og nyskabelser som menneskerettighedskonventionen, FN og Kul og stål-unionen, hvilket var tværpolitiske forsøg på, at undgå totalitarisme og krig med dens lidelser i fremtiden.
I dag mindes jeg alt dette. Jeg mindes ved at nyde dagen som det passer mig. Jeg skal ud og glæde mig over den verden jeg lever i, og de af mine medborgere der ansvarsfuldt administrerer friheden omkring mig skal have et smil, når jeg passerer dem. Jeg skal glæde mig over hensynsfuldheden der møder mig, over mine rettigheder til at tænke og agere som jeg finder det passende, i anstændig respekt for mine medmenneskers ret til at gøre det samme. Jeg skal glæde mig over mine kære, som jeg selv vælger og skaber, og som jeg ikke skal frygte kan rammes af nogen reelt farlig uretfærdighed, som mange har skullet det før mig. Og ikke mindst mindes jeg dem, som betalte med deres liv, førlighed, børn, slægtninge eller venner for dét, som de alle kæmpede for, nemlig friheden. Alle disse mange, mange millioner mennesker, der tog nogle helt usædvanlige og for mange ultimativt afgørende valg, for mig, dig og alle vore efterkommere. Valg der ødelagde dem, men kunne skabe grobund for en lys fremtid i en verden uden totalitarisme og krig for blandt andre alle os, der lever nu.
Det er også dagen hvor jeg desværre må begræde, at så mange intet synes at have lært af det skete. For på flere afgørende områder er vi i de vestlige samfund på vej ned af en lovgivningsmæssig totalitær glidebane.
Love vedtages i stigende omfang, der på baggrund af en konkret handling gør en borger til forbryder, uden at andre end eventuelt borgeren selv bærer skade på krop eller ejendom som følge af handlingen. Rygeloven er et klassisk eksempel på dette, idet den eksempelvis forbyder en gruppe rygere at starte en større restaurant hvor der må ryges. §266b er et andet klassisk eksempel, idet en ytring som øjensynligt falder under paragraffen, men i øvrigt ingen af eksempelvis straffelovens bagvaskelses- eller injurie-paragraffer, jo ingen skade kan gøre i sig selv. Love af denne type er problematiske, da det jo i virkeligheden handler om, at nogle ønsker at begrænse andres frihed uden belæg i andet end subjektive moralske betragtninger. Nogle ønsker at forme andre, og det til disses eget bedste, lyder begrundelsen ofte!
Love vedtages i stigende omfang, som kriminalisere handlinger der netop måske kan anspore til kriminelle handlinger. Det seneste eksempel jeg har set, er fremsat i Tyskland, af alle steder, og omhandler blandt andet et forbud mod brug af Kurt Vestergårds tegninger i forbindelse med en tysk organisations lovlige aktiviteter. Øjensynligt fordi politikerne dernede ikke har nosser nok til, at stille sig op og forsvare ytringsfriheden med de til rådigt stående lovlige midler.
Vi har love, igen for eksempel §266b, der kan gøre en ytring fremsat i én forsamling lovlig, men fremsat i en anden kriminel. For den påståede forhånelses egentlige karakter er kontekstafhængig, og afhænger af den kulturelle betingede opfattelse af udsagnet om de omtalte. Hvis en sort mand sagde "Alle niggere boller deres mødre" til et veloplagt stand up-publikum, så ville der nok blive grinet, og det var det. Men hvis det skrives af en passende, i nogles øjne, moralsk forkastelig person i et større dansk dagblad, så kan der vanke efter §226b.
Vi ser love vedtaget, som med baggrund i moralske overvejelser og statistisk heksekunst, pålægger andre at forvalte deres ejendom på en bestemt måde uden nogen som helst saglig begrundelse, andet end en konspiratorisk baseret tro på, at påbuddene vil gavne en udråbt klasse af ofre, eller endnu værre dem selv eller dig. Her tænker jeg på lovgivning om kvoter i bestyrelser, højaktuelle påtænkte ændringer i barselsorloven der skal øremærke dele af barslen til mænd, en lov der påbyder præster at vie homoseksuelle i den danske folkekirke, ja, fortsæt selv.
Love foreslås i disse tider, der giver skattemyndighederne ret til at gå rundt i din have, mens du ser tv på den anden side af stueruden, kigge på dig, banke på og kræve cpr-nummer og navn på de tilstedeværende gennem vinduet uden retskendelse. Et direkte brud på grundloven efter min mening. Ikke et forslag fremsat af et crack-pot parti uden indflydelse, men af regeringens mest magtfulde kerne. Regeringen der er valgt af befolkningen.
Hvordan er det gået til, at kun få syntes at kende og acceptere selv grundlæggende retsprincipper, som er blandt dem som adskiller den frie verden fra det tyvende århundredes store totalitære regimer, i deres iver efter at gøre verden til et bedre sted i deres eget billede?
Hvordan er det gået til, at selv billige totalitære retoriske kneb syntes at bide på flertallet i deres jagt på det gode liv og det gode samfund? Hvordan kan man finde på, med samfundsøkonomi og ønsket om næstens eget bedste i baghovedet, at ville forbyde sin nabo at ryge i sit eget hjem, som næsten halvdelen af danskerne åbenbart vil ifølge en nyere undersøgelse. Og hvordan er det gået til, at så mange som det er tilfældet bakker op om fedtskatter og andet fra det fascistoide overdrev, påstået for deres egen og samfundsøkonomiens skyld?
Alt dette understreger for mig vigtigheden af, at hævdholde den fjerde maj som en dag hvor det væsentlige er friheden, som den blev vundet til os alle for så mange år siden. For kampen for friheden slutter aldrig. Husker vi alle, at give vort bidrag når vi kan, så er det mit håb, at kun meget lidt lidelse vil komme ud af denne kamp. At den hovedsageligt vil blive vundet kontinuerligt med pennen, ved stemmeurnen, på talerstolen eller i lovlig demonstration på gaden. Og at den vundne frihed i vores samfund er varig, og dermed kan overleveres til vore efterkommere.
God fjerde maj!
