DF ELLER LA ?
Et absurd og skizofrent dilemma
Af Jeppe Juhl, journalist og tv-producent
Jeg er efter mange år i Sydeuropa vendt tilbage til Danmark. Jeg har altid elsket mit land, og det har været rigtig, rigtig tankevækkende, men desværre også dybt forstemmende, ja direkte deprimerende, at følge slagets politiske gang hjemme i andedammen.
Set med det langt bedre perspektiv og det klarsyn, som man får, når man igennem længere tid beskuer noget udefra, så er det nemlig løbende gået op for mig, at den politiske kultur i Danmark er fuldstændig forvitret og har udviklet sig til et slags absurdteater. En tragisk komedie hvor reformangste, visionsløse og taburetklæbende politikere i deres savlende iver efter magt for magtens skyld har samlet sig i et gigantisk, destruktivt bunkepul på midten.
Vores mangeårige velstand har resulteret i en stagneret og statisk politisk kultur, der ikke for alvor har stillet spørgsmålstegn ved den måde, vi har indrettet os på. Og i det omfang spørgsmålene er blevet stillet og adresseret i form af diverse reform-kommissioner, så har vælgerangst og magtsyge med beundringsværdig konsekvens medført en overbudspolitisk bestikkelseskultur, der har resulteret i, at påståede borgerlige regeringer har ført socialdemokratisk velfærdspolitik, og at påståede socialistiske regeringer har ført, hvad der med en falsk varebetegnelse bliver kaldt for borgerlig politik. Nødvendige reformer er en by i Rusland i dagens Danmark.
PANIK FØR LUKKETID
Den triste og enkle sandhed er jo den, at begge blokke, rød såvel som blå, i virkeligheden arbejder ud fra den samme kollektivistiske antagelse: nemlig at Den Skandinaviske Velfærdsmodel er både beundringsværdig og bevaringsværdig. Og det på trods af, at den globaliserede virkelighed og de tørre tal viser det stik modsatte. (Hvis man er i tvivl om dette postulat, så prøv at foretag et delvis kontrolleret eksperiment og sammenlign nøgletallenes udvikling igennem de sidste tyve år for Schweiz og Danmark!)
Dette er i al sin gru langsomt ved at gå op for den herskende politiske klasse på midten af dansk politik. Erkendelsen har medført en sælsom blanding af forvirring og panik i systemet. En panik hvor vores folkevalgte desperat forsøger at kvadrere en cirkel og tilpasse et forældet og fuldstændigt uholdbart velfærdssystem til den globaliserede virkelighed. Alle fabler de om vækst og konkurrenceevne. Som høns uden hoveder render de kaglende rundt og præsenterer med falsk stolthed den ene utilstrækkelige lappeløsning efter den anden. Intet af det vil i virkeligheden virke. Og de mere besindige af de hovedløse høns ved det udmærket godt. De har bare ikke det fornødne mod til at sige det ligeud, fordi det vil koste magten.
ET ABSURD VALG
Alt dette stod mig lysende klart, da jeg fornylig på én og samme dag meldte mig ind borgerregistret og - som en overspringshandling affødt af de overvejelser, jeg netop har beskrevet - i et politisk parti.
Da jeg altid har haft en sund skepsis over for levebrødspolitikere i almindelighed og politiske partier i særdeleshed, har jeg aldrig været medlem af et politisk parti. Derfor var første store udfordring at finde et parti, hvor flertallet af politikerne er hæderlige. Hvor de siger, hvad de mener, og mener, hvad de siger. Og så var der kun tre at vælge imellem.
Det første og mest indlysende parti at melde sig ind i, hvis man udelukkende skal bruge hæderlighed og oprigtighed som parameter, er ubetinget Enhedslisten. De smukke unge piger mener vitterlig, hvad de siger. Der er bare den lille hage ved Liste Ø, at alt hvad de mener og siger, er så langt ude i hampen, at det altid får mig til at trække på smilebåndene. Jeg kan ikke tage dem alvorligt, og faktisk heller ikke hidse mig op over dem mere. De er ganske enkelt fuldstændig ude af trit med virkeligheden.
Havde jeg en ond tunge, ville jeg betegne dem som kvalificeret ubegavede, men det er lidt mere kompliceret end som så. De er i virkeligheden et produkt af den dræbende kollektivisme og relativisme, der har gennemsyret dansk kultur og uddannelse i hele efterkrigstiden. Det er for langt at komme ind på her. Men Liste Ø kan et frit og selvstændigt tænkende væsen, der ønsker det godt for sig selv og sit samfund, naturligvis ikke melde sig ind i. Liste Ø’s medicin er gift for frihed, velstand og velvære, og vil filosofisk altid føre til rendyrket totalitarisme.
Dansk Folkeparti har lighedspunkter med Enhedslisten for så vidt angår hæderlighed og integritet i forhold til deres politiske projekt. Jeg har ved flere muligheder truffet toneangivende DF'ere. De har uden undtagelse været pæne, rare og anstændige mennesker med dyb bekymring for et land, de elsker. Så langt fra "en skimlet sekt af klamme kældermennesker" som tænkes kan. DF kunne derfor bestemt ikke afskrives som et parti, jeg ville melde mig ind i.
Så valget stod mellem DF og et andet parti, hvor jeg måske en anelse naivt vil mene, at flertallet efterlever mit krav om, at ord og handling skal følges ad. Og så gik absurditeten op for mig. Mit dybt skizofrene valg stod altså mellem det nye socialdemokrati. I ved, det parti, der har overtaget det socialdemokratiske segment, der har indset indvandringspolitikkens vanvid og faren ved EU’s udvikling, og det eneste ægte liberale parti i Folketinget. Med andre ord mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
LA’S PROBLEM
I sandhed et fuldstændigt absurd og skizofrent valg, da jeg så længe jeg kan huske altid har været liberal. Som ganske ung slugte jeg Ayn Rand med enorm appetit, formentlig uden dengang helt at forstå, at hendes liberale politik i virkeligheden var en naturlig konsekvens af den etik, der fordrer, at mennesket skal sætte rationaliteten i højsædet. En moral, der ikke anerkender altruismen som en modsætning til egoismen, men som underkender altruisme som det middel, der frigør mennesket og skaber frihed og velstand. Noget som hendes kritikere ganske enkelt ikke kan eller vil forstå.
Så. Ja, jeg er liberal helt ind i rygmarven. LA burde være det indlysende valg for mig. Også selvom jeg uden at være anarkokapitalist oprigtigt mener, at partiet ofte af taktiske grunde (?) er alt, alt for forsigtige i sine udmeldinger. Reducere den offentlige sektor med 40.000 (til Nyrup-niveau) via naturlig afgang over en otteårig periode? Helt ærligt. Det kan siges og gøres bedre.
Problemet for LA er naturligvis den realpolitiske virkelighed. En virkelighed, der er så skræmmende, at det løber mig og alle liberale koldt ned ad ryggen. Vi har nemlig nået en kritisk masse, hvor flertallet af danskere er totalt afhængige af staten, og derfor bruger politik til at stemme sig til andre folks penge med alle de kolossale negative følgevirkninger det medfører. LA, der helt komisk allerede bliver betegnet som ultra-liberalt, skal derfor gå en vanskelig balancegang for ikke at blive marginaliserede. Det forstår og anerkender jeg.
Men der er to områder, hvor LA i fatal grad stadig lider under arven fra sit udgangspunkt: Det socialliberale (sic!) Radikale Venstre. Og de to områder var årsagen til min skizofreni. Det ene er vanvittig velfærdsindvandring, det andet er EU.
Jeg mener oprigtigt, at disse to områder er absolut vitale for Danmarks fremtid, og her er DF langt mere klare i spyttet. De har ganske enkelt som det eneste parti indset og aggressivt adresseret indvandringens pris, både økonomisk og kulturelt, og de er også opmærksomme på EU’s totalitaristiske udvikling, hvor betegnelsen ”demokratisk underskud” er en olympisk underdrivelse.
Mit valg stod derfor mellem at melde mig ind i Dansk Folkeparti, hvis økonomiske politik er objektiv forfejlet, fordi den aktivt bakker op om den skandinaviske universalistiske velfærdsmodel, som i selve sin grundessens er en umoralsk måde at indrette sig på, fordi den bygger på en kollektivistisk forudsætning, der uundgåeligt resulterer i en sælsom cocktail af ufrihed og totalitær socialkonstruktivistisme, hvor det lige pludselig giver god mening at lave fedtafgifter og forældrekørekort.
TIL LYKKE MED DE FEM ÅR
Eller at melde mig ind i Liberal Alliance, der grundlæggende har den formel, der kan føre Danmark videre.
Det hele kunne måske simplificeres til et skisma mellem et nationalkonservativt og et nationalliberalt valg, hvor det nationalkonservative er økonomisk uholdbart og det nationalliberale ikke-eksisterende i det politiske landskab.
Jeg endte med at vælge LA. Kunne ikke andet. Jeg håber, I ikke skuffer mig. Jeg håber, I strammer op omkring indvandringspolitikken og anerkender det indlysende faktum, at politikken om ”åbne grænser og lukkede kasser” er en illusion, der i første omgang kræver, en ophævelse af et utal af ratificerede konventioner. Jeg håber, at I arbejder for at rulle EU tilbage til det udgangspunkt, vi stemte om for snart 41 år siden. Et frit handelsmarked. Ikke en udemokratisk union, styret af overbetalte embedsmænd.
Gør I ikke dette, så får DF ubetinget min stemme. Men jeg lever fremdeles i håbet, om at I vil arbejde for en moderne liberalisme, der på en og samme tid respekterer individet, kulturen og nationalstaten.
Med dette fromme håb, ønsker jeg mit nye parti: ”God fem års fødselsdag” .
