Diskussionen om kønskvotering fortsætter ufortrødent og stadigt flere mener tilsyneladende at det ikke alene skal være kvalifikationer der giver adgang til f.eks. bestyrelser og virksomhedsledelser, men at en lovfæstet kvote skal sikre et større antal kvinder adgang. Før man tager det skridt vil det være klogt at kigge på andre steder i samfundet, hvor det ikke alene er kvalifikationerne der tæller.
Jeg tænker først og fremmest på Folketinget, hvor en række andre faktorer end kvalifikationer er afgørende for at blive valgt.
Den mest sikre vej til Folketinget er at blive ”et kendt ansigt”; Chancen for at blive valgt er ligefrem proportional med den eksponering man kan opnå på landsdækkende TV. Et par år som studievært på landsdækkende TV kan sikre enhver valg – uanset køn, kvalifikationer, meninger og parti.
Partierne kender mekanismen og stiller gladelig de kendte ansigter op som stemmekvæg. Også mindre permanente eksponeringer som sportskommentator, vejrprofet eller deltager i diverse underholdningsprogrammer – eksempelvis ”Vild med dans” – kan hjælpe mulighederne. Næste trin i den udvikling er når en af de ”kendte ansigter” fra diverse reality-programmer stiller op – her er det bestemt ikke intelligens og kvalifikationer der trykker, men lur mig om ikke vi ikke indenfor kort tid vil se deltagere herfra på valgplakaterne.
En alternativ vej er den organisatoriske, som ofte starter i en ungdomsorganisation. Når man har arbejdet sig ”op” i organisationen, er næste skridt at komme på en stemmeseddel, og den beslutning tages ofte af et skræmmende lille antal aktive blandt en ligeså skræmmende lille antal registrerede medlemmer af partierne. Så skal man naturligvis vælges vil nogen påpege, men chancerne er pludseligt relativt store, da man nu er en del af det meget begrænsede udvalg af kandidater, som vælgerne kan vælge mellem. - Og hvis man er lidt heldig, kan man lægge sig i slipstrømmen på et af de førnævnte kendte ansigter og blive trukket ind med et (igen) skræmmende lille antal personlige stemmer. Det eneste problem med den vej er at den tager tid og nogle gange lang tid – og i al den tid skal man sørge for at holde sig på midten af vejen – klappe de rigtige rygge og ikke støde nogen ”af betydning”. Ikke overraskende er denne gruppe domineret at langtidsstuderende og offentlige ansatte, som dermed er voldsomt overrepræsenterede på tinge.
Det er ikke en overdrivelse at påstå, at det repræsentative demokrati er sat ud af kraft, men det er en anden sag. Det centrale er at konstatere hvordan går det så går med vores ”folkevalgte”, som hovedsageligt baserer sig på kvotelignende processer, hvor (relevante) kvalifikationer ikke er nødvendige?
Døm selv, men hvis man skal have lidt inspiration til overvejelserne kan man gå ind på Folketingets hjemmeside og læse de enkelte politeres uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer.
Man hører ofte, at rekrutteringen til virksomhedernes ledelser er domineret af en Rip-Rap-Rup effekt, og indrømmet, der findes netværk i erhvervslivet som er med til at fastholde en vis overrepræsentation af mænd. Min påstand er imidlertid, at man ikke bliver valgt til direktør eller bestyrelsesmedlem i f.eks. en børsnoteret virksomhed blot fordi man har gode forbindelser. Forbindelser og netværk er måske en nødvendig betingelse, hvis man vil frem, men det er ikke en tilstrækkelig betingelse – og det er hele kernen.
Så systemet er måske ikke ideelt som det er, men indtil der findes noget bedre så lad det være.
