For snart 10 måneder siden blev jeg præsenteret som spidskandidat for Liberal Alliance. Dengang var de politiske kommentatorer ikke just imponeret over, at Anders Samuelsen havde valgt at sætte en “kuglestøder” i front i Nordjylland.
Det var ingen overraskelse, at Peter Mogensen straks ville være ude med riven og kalde mit kandidatur for opportunistisk, det var ligesom hvad man kunne forvente fra en mand, der har et hemmeligt crush på Helle Thorning. Over hele linjen blev mit kandidatur mødt med skepsis, og langt de fleste kommentatorer omtalte mig som “kuglestøderen” og “Vinderen fra vild med dans”.
Jarl Cordua kaldte mig spejlblank på politik, og proklamerede, at jeg ville blive den næste Jørgen Poulsen, at jeg ville blive en katastrofe, der udelukkende ville profilere mig på sportspolitik. Fælles for de fleste kommentatorers forudsigelser var, at jeg havde en udpræget mangel på politisk tæft og min politiske erfaring var lig nul, hvorfor mit kandidatur udelukkende skulle ses som et kendis-stunt. Nogle havde måske forventet, at jeg ville gå til modangreb, men helt ærligt, hvad skulle der komme ud af, at jeg lagde mig ud med dygtige kommentatorer i et forsøg på at positionere mig selv som en seriøs politisk kandidat. De havde jo i virkeligheden ret i, at min politiske erfaring ikke var særlig stor, og set i lyset af, hvor godt de kendte mig på daværende tidspunkt, så kunne man vel ikke klandre dem i at have disse holdninger til min person.
Faktisk har jeg været godt tilfreds med at blive kaldt “kuglestøderen” og “vinderen fra Vild med Dans”, idet begge etiketter viser, at jeg har opnået noget med de ting, som jeg har involveret mig i. Jeg har dygtiggjort mig, fundet ud af spillets regler og sørget for, at jeg kunne være med i spidsen af feltet, uanset hvad jeg har beskæftiget mig med. Med hårdt arbejde har jeg skabt resultater, og netop derfor har jeg været glad for ikke at blive kaldt politiker, for hvilke resultater har de “erfarne” politikere i virkeligheden skabt?
Når 175 personer med politisk erfaring ikke kan skabe resultater (Jeg fratrækker fire, gæt selv på hvilke), så har vi måske brug for en ny type politikere. Politikere som netop ikke har erfaringen fra Christiansborg, som ikke bare falder ind den gamle gænge og spiller spillet, som det har været spillet igennem de sidste mange år. Fornyelse kommer ofte når, der er en gruppe af personer, der tør gøre op med den gamle måde at gribe tingene an på, og netop det har vi i øjeblikket brug for. Jeg er derfor glad for, at jeg ikke har politisk erfaring, så jeg har en reel mulighed for at være en anderledes politiker, hvis jeg bliver valgt til folketinget. For mig er det fint, hvis jeg stadig er “kuglestøderen”, idet den etiket netop fortæller, at jeg er vedholdene, hårdt arbejdende og skaber resultater. Det gør etiketten “politiker” altså ikke.
Igennem flere debatter har jeg fået tudet ørerne fulde af, at man som politiker skal kunne tælle til 90. Det er blevet de mest liberale Konservative og Venstrefolks mantra, når de skal undskylde regeringens socialdemokratisk politik, ligesom det også gentagne gange bliver brugt som angreb på Liberal Alliance. “I har ikke lært at tælle til 90“. “I vil jo ikke være med til at skabe resultater“. “Du vil jo gerne være med i hulen ik’ Joachim“.
Da jeg genså Zappa for et par uger siden, så kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, da Mulle blev tvunget til at spise en skovsnegl for at få sin rokokopude tilbage. Jeg grinte ikke, fordi scenen var komisk, men fordi jeg netop så Mulle som et billede på de politikere, der hele tiden snakker om at tælle til 90. At gå på kompromis, selv når man skal sælge ud af arvesølvet.
Jeg så Pia Kjærsgaard stå med en pind med en skovsnegl, som hun førte hen imod min mund, alt imens hun udtalte de berømte ord “Du vil da gerne være med i hulen ik’ Joachim“. Den erfarne politiker, der skal tælle til 90, spiser skovsneglen og går med i klubben, for det skaber “resultater“, men det betyder også, at man brækker sig i lårfede stråler og giver køb på sine principper.
Hvis min manglende erfaring betyder, at jeg takker nej til Pias skovsnegl, så vil jeg gerne række armene i vejret og hylde den politiske uerfarenhed. Lad os få flere ind i politik, der ikke gør som Mulle. Som ikke tæller til 90 og spiser skovsnegle for at få en rokokopude. Hvor kompromiset ikke er det vigtigste, men derimod resultaterne for Danmark på bekostning af kompromiset, den laveste fællesnævner.
Når f.eks. Rune Kristensen her på 180grader jubler over de resultater, som Konservative har skabt, så bliver jeg nødsaget til at gøre opmærksom på, at der samtidig er spist en uanet mængde af skovsnegle. Hvorvidt den dårlige smag i munden går lige op med det antal rokokopuder, man har fået til samlingen, det skal man vist være erfaren politiker for at svare på.
Så Peter Mogensen og Jarl Cordua havde selvfølgelig ret. Min politiske erfaring er ikke stor, og jeg er måske naiv, når jeg proklamerer, at jeg ikke vil i folketinget for at tælle til 90 og spise skovsnegle. Jeg vil i folketinget for at gøre en reel liberal forskel for Danmark. Både Cordua, Mogensen og en del herinde i dette forum ved ikke, hvad jeg reelt politisk står for, netop dette vil jeg fra nu og frem til valget gøre mit bedste for at fortælle jer igennem regelmæssige politiske indlæg. Se dette som en indmeldelsesblanket i modstandsbevægelsen. Jeg spiser ikke en skovsnegl for at være med, men jeg vil gerne arbejde for at bevise, at jeg kan varetage jeres interesser i Folketinget.
Jeg håber, at I bakker mig op i mit arbejde, og jeg modtager gerne hjælp og idéer til at forbedre min valgkamp. De næste par måneder bliver hårdt arbejde, men jeg er klar til at trække i arbejdstøjet og sikre en liberal sejr til valget, så Danmark ikke bliver en lille hemmelig klub, hvor alle indbyggere skal spise skovsnegle for at være med.
