I de seneste 40 år har venstrefløjen overtaget magten i de nordiske lande og vi lever i dag i en socialstat.
Mest udtalt er dette i Danmark.
Her er der allerflest skilsmisser, allerflest institutionaliserede børn, voksne og ældre og der er kun ganske lidt familiebaseret erhvervsvirksomhed tilbage, som ikke bæres af offentlige tilskud. Stort set alle relationer, herunder også erhvervsrelationer, indledes, leves og opretholdes i regi af stat og kommune.
Socialstaten er opbygget af venstrefløjen.
Det er hovedsageligt sket ved at civile opgaver er overdraget til det offentlige, og ved at binde privat virksomhed til staten med tilskud.
Børnepasning, pasning af ældre, almindelig dagligt samvær, bevarelse af familiens sociale og fysiske sundhed, forsørgelse ved skilsmisser, samtale, rengøring, tøjvask, pardannelse, familiehemmeligheder, havearbejde, personlige hemmeligheder, befrugtning med meget mere er overført til eller lagt ind under offentligt ansattes domæne. Og et utal af virksomheder holdes oppe af tilskud.
Dermed har civilsamfundet mistet selvstændighed, integritet og autonomi.
Civilsamfundet er blevet fladt.
Denne samfundsmodel opretholdes af en - i vid udstrækning - offentligt støttet og ligeglad funktionærjournalistik, og af talløse offentligt ansatte forskere, hvis eneste opgave til stadighed er at opfinde, udvide, videreføre og legitimere statens forretningsområde.
I dagens Danmark, er der derfor ingen grænse for socialisternes magtfuldkommenhed.
De kan skalte og valte med den politiske opinion som de har lyst til. Med både folketingspolitikere, kommunalpolitikere og helt almindelige private borgere. De kan skalte og valte med den enkeltes liv og velfærd. Og med holdningsdannelsen.
For både politikere og journalister har børn i børnehave og gamle på plejehjem.
Og selv chefredaktører, borgmestre, lønmodtagere, ledige og erhvervsfolk har en dagligdag der skal fungere.
Og det er netop vores dagligdag socialisterne har erobret.
Reelt har vi mistet civilsamfundet.
Jeg kan huske da det var anderledes. Dengang da politikere og vælgere ikke var afhængige af offentligt ansatte for at få deres private hverdag, ægteskaber og familieliv til at hænge sammen;
Og hvor de folkevalgte ikke var (helt så) afhængige af embedsværket for at få deres politiske budskaber til at hænge sammen.
Dengang var den civile socialitet stadigvæk autonom.
Som barn fulgte jeg med interesse debatterne i TV og senere i aviser og radio.
Men jeg fandt det i tiltagende grad pinligt, at se hvordan de borgerlige debattører tilsyneladende kom til kort i de politiske diskussioner.
Jeg troede det skyldtes at de borgerlige debattører blev dummere.
Men i dag ved jeg, at det jeg så, var venstrefløjens erobring af den politiske diskurs.
Med den blev reglerne for debatten ændret.
Det man kæmpede om blev noget andet.
Hvor debatten før 1968 i alt væsentligt handlede om at beskytte civilsamfund og borgere imod at det offentlige blev en slags vildt omfordelende operatør i civilsamfundet, kom debatten efter 68 netop til at handle om hvordan man bedst omfordelte.
Hvad der var mest ”retfærdigt”.
Og det var aldrig svært for venstrefløjen at få alle til at tro på deres opdeling imellem de gode og de onde.
Selv vi der var borgerlige syntes jo at venstrefløjen havde ret.
For var det ikke også lidt egoistisk at vi ville beholde vore privilegier for os selv?
Nej, der har aldrig været noget i vejen med selvglæden her på højrefløjen!
Vi mente også selv at vi var de privilegerede.
Og i løbet af ganske få år fik venstrefløjen skabt et utal af offentlige stillinger, så deres folk i det offentlige kunne komme til at redigere i den civile socialitet. Offentligt ansatte kunne omfordele både økonomi, relationer, arbejdsfordeling og social status i civilsamfundet.
Venstrefløjens MO gik ud på at sætte grupper op mod hinanden.
På den måde kunne de skabe nogle sprækker i det civile samfunds sammenhængskraft, som de kunne bruge til at få deres egne folk - pædagoger, sociologer, socialrådgivere, psykologer - ind og redigere direkte på den civile socialitet.
Dermed blev kræve-kultur sat i stedet for det mere demokrati-idealistiske mål, om at beskytte den enkeltes frihed ved at sætte grænser for staten. Befolkningen forvandledes fra at være selvstændige agenter til at være appellerende klienter. Der kunne altid findes nogen der ville pege på nogen andre, som dem der var skyld i deres problemer.
(Læseren bør i den forbindelse venligst notere sig, at det altså ikke skyldes reklame eller konkurrence at sammenhængskraften i det danske civilsamfund er svækket. Den svækkede sammenhængskraft skyldes at vi civile har overdraget store dele af den civile socialitet til offentligt ansatte.)
Til overflod sørgede man samtidigt for en massiv indvandring af fattige fra andre lande.
Dette befolkningssegment kunne bruges som argument for yderligere udvidelse og konsolidering af socialstaten. Både fordi man kunne argumentere for at disse mennesker burde opdrages til danske værdier – i sær hvad deres kvindesyn angår – men også fordi de simpelthen var fattige og ofte analfabeter, og derfor havde brug for omfordelte midler og uddannelse.
Det vi fik, var en stat med direkte og ubegrænset adgang til den enkeltes lommer og til den enkeltes sociale liv. En totalitær, nærlæsende og i detaljen omfordelende socialstat.
Og desværre skræmte massiviteten ved magtovertagelsen, de borgerlige politikere og debattører i en grad så deres svar på udfordringen var - at kravle i et debatmæssigt musehul.
Frem for at tage kampen op, og fortsætte med at tro på at det vigtigste for det liberale demokrati var en klar adskillelse mellem stat og civilsamfund, så de hjælpeløst til medens venstrefløjen mobiliserede de unge.
Udviklingen af de borgerlige værdier gik i stå.
Og det borgerlige standpunkt blev reduceret fra at være en stor og flot debat om frihed, selvstændighed, civilsamfundets autonomi, ejendomsret og menneskerettigheder - til en sølle snak om økonomi.
I de følgende år tilpassede man blot de borgerlige værdier til den herskende socialistiske tankegang.
For eksempel var det en tilpasning da Lars Løkke fx fandt på ”udlicitering” som en borgerlig metode til at ”privatisere” den offentlige sektor. Han turde ikke gå ind i en reel diskussion med venstrefløjen om at skære offentlige opgaver væk.
Den diskussion tænkte Løkke at han ville tabe.
Og det var også derfor der skulle en Pia Kjærsgård til, før de borgerlige turde sætte grænser for indvandringen. En Pia Kjærsgård, som ikke var bange for at blive kaldt både det ene og det andet, fordi hun havde en helt anden mission ved siden af; - nemlig at sikre væksten i den offentlige sektor: hun ville spænde ben for Glistrups særdeles levedygtige projekt om en mindre offentlig sektor.
Målrettethed var forskellen - venstrefløjens og Pia Kjærsgårds selvsikre målrettethed – overfor de borgerlige politikeres sårede forfængelighed.
Det var som om forståelsen af socialismen som en overgribende, undertrykkende og totalitær ideologi, egentlig aldrig havde været rigtig sand. Som om de borgerlige politikere ikke engang selv troede på det.
Den ene dag havde man troet på at friheden kun kunne bevares hvis man satte grænser for staten. Den næste på at borgerne kun blev ”rigtige” demokrater gennem opdragelse og dannelse.
Som om magt pludseligt ikke længere medførte overgreb, bare fordi det var venstrefløjen der sad på den?
Man kan jo hverken give debattører og politikere på højrefløjen eller venstrefløjen skylden for Oslo-massakren. Det ville være at rette bager for smed.
Morderen er den skyldige.
Og det må han så lære at leve med.
Men efter min mening bør massakren nu alligevel få os højrefløjsdebattører og politikere til at se lidt kritisk på de sidste 40 års borgerlig debat.
40 års manglende besindelse på egne værdier og tvangsmæssig følgagtighed overfor venstrefløjens dagsorden, har nemlig efter min mening skabt en sværm af sorte sommerfugle på højrefløjen: utroskab overfor egne værdier, tab af civil frihed hos vælgerne, tab af selvstændighed i befolkningen, manglende evne til at videregive borgerlige værdier til de unge, infiltration af højrefløjen med venstrefløjs-synspunkter og venstrefløjspolitikere, en svag debatkultur, utroværdighed, undertrykkelse af seriøse borgerlige kritikere, og værst af alt - en ungdom der mangler ord at udtrykke sig med.
I dag må vi på højrefløjen erkende at mange af de ungdomspolitikere der bryder igennem i de borgerlige partier, reelt er opdraget af venstrefløjen.
Det store problem for højrefløjen er her den kløft, der er mellem de unges oplevelser af reel venstreorienteret undertrykkelse og det sprog de præsenteres for når de søger hjælp hos den underdrejede borgerlige debat.
De unge finder intet sprog i den borgerlige debat, der kan støtte dem i deres berettigede kritik af den ind- og overgribende, og totalitært omfordelende, socialstat. Mange borgerlige politikere og debattører er oveni købet frække nok til at kalde den socialisme - de unge oplever på egen krop - for ‘liberalisme’ eller ’borgerlighed’.
I stedet præsenteres de for økonomisk debat, som en slags stedfortræderdebat, hvor de kan få afløb for derres vrede.
Underkendelse af det de har oplevet får mange unge til at resignere og miste troen på det politiske.Eller til i vrede at tilslutte sig det ekstreme højre.
Og de kommer nemt til at opfatte højrefløjspolitikerne som nogle f.......! bedragere.
I de senere år har flere på højrefløjen forsøgt at skabe en demonstrationskultur a la den der findes på venstrefløjen. Folketingspolitikere som gamle Bertel Haarder er gået i spidsen. Dette er selvfølgelig sympatisk, men debat kan ikke skabes fra toppen.
Jeg skammer mig og er dybt fortvivlet over, at det netop var et ungt menneske fra højrefløjen der gennemførte den forfærdelige terror i Oslo. Og jeg mener, at vi - de borgerlige voksne - må påtage os en del af ansvaret.
Man kan ikke bruge økonomi til at diskutere moral.
Det er jo ligesom at sige, ”jamen jeg tror på Gud fordi det lønner sig”.
I stedet bør de erfaringer, som vi alle - måske især de unge - har med den danske socialstat være grundstammen i den borgerlige kritik.
Højrefløjen må træde i karakter, og udvikle en stærkere bevidsthed om hvad dens værdier er.
Grundlaget for dette må være en erkendelse af, at det danske samfund er socialistisk i dag, og at det i den grad overskrider de grænser der var i de gamle samfund, både overfor den enkelte men også overfor sandheden.
Og vi må erkende at vore unge mangler sprog til at håndtere dette.
Jeg vil opfordre politikerne på højrefløjen til at være sig deres ansvar bevidst, og være mere modige.
Vi må nedlægge den umælende højrefløj og skabe en åben borgerlig debatkultur.
Vi må lade vore unge finde sprog og handling at synliggøre sig selv med, hvor de kan føle sig som gode og rigtige – helte, om man vil - uden at det koster blod.
Hvor de kan føle sig som de dyrebare mennesker de er, højrefløjens helte, uden at gøre skade på andre.
Med venlig hilsen
Ane K
