Langt de fleste går rundt med en forstiling om at efterlønnen altid har været en ordning, der først og fremmeste tjener til at sikre de nedslidte mod, ja - nedslidning. Sandheden synes dog at være en ganske anden. I hvert fald hvis man kigger på de debatter der har været i Folketinget igennem tiden i forbindelse med efterlønnen. Ser man fx på efterlønsdebatten, ved dennes vedtagelse i 1978, så var det ikke just grundet de nedslidte, at partier lige fra Venstre til SF talte for en indførelse af efterlønnen. Faktisk var en af grundende til at nogle partier stemte imod efterlønnen, netop at den ikke tog hensyn til de nedslidte.
Men hvis efterlønnen ikke handlede om nedslidning, hvad handlede den så om? Den handlede om arbejdsmarked og ungdomsarbejdsløshed. Argumentet for en indførelse af efterlønnen var at man skulle have de gamle ud af arbejdsmarkedet så de unge kunne komme til - en plan der i øvrigt aldrig rigtigt lykkes. Og den måde at anskue efterlønnen på, hvor det var et arbejdsmarkedspolitisk instrument med arbejdsmarkedspolitiske argumenter holdt stort set helt op til debatten i 1999. Men her sker der til gengæld også ting og sager. Fra at efterlønnen mere eller mindre før 1999 kun handlede om arbejdsmarkedet, ungdomsarbejdsløshed og lidt om fleksibel-tilbagetrækning, kommer den ved debatten i 1999 til at handle om mange andre ting. Her er der nemlig to partier der trækker et nyt argument op af hatten, nemlig nedslidning. Ved debatten i 1999 raser SF's Aage Frandsen og Enhedslistens Jette Gottlieb mod Poul Nyrups forringelser af efterlønsordningen - og hovedargumentet i dette raseri er: efterlønnen er til for de nedslidte, så en forringelse af efterlønnen er en forringelse af de nedslidtes vilkår.
Det er altså først og fremmest her, ved debatten i 1999, at efterlønnen kommer til at handle om det som så mange tror den altid har handlet om - nemlig de nedslidte. Og ligeså vigtigt, intentionen med efterlønnen, da den blev indført, var aldrig at sikre folk mod nedslidning, det var at få de ældre væk fra arbejdsmarkedet for at gøre plads til de yngre.
Men hvad så med i dag, har efterlønsordningen ændret sig så meget, at man kan påstå at det er en ordning for de nedslidte? Her bliver vi nød til at kigge på to ting, der gør sig gællende ved al lovgivning. Intention og konsekvens. Ingen tvivl om, at konsekvensen af efterlønnen er at nogle – bemærk nogle – nedslidte kan forlade arbejdsmarkedet før tid. De økonomiske vismænd skønner at ca. 10 til 15 % af dem, der i dag modtager efterløn er nedslidte. Men dette må siges at være en utilsigtet konsekvens, for intentionen med efterlønnen var og er en ganske anden. Hvis man fx kigger på lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 74 a, der omhandler retten til at modtage efterløn, nævnes det ikke et eneste sted, at man skal være nedslidt for at få efterløn. Faktisk står der, at man for at modtage efterløn skal opfylde betingelserne for ret til dagpenge, og for at få dagpenge, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet og altså ikke være nedslidt! Intentionen med efterlønnen er altså hverken i dag eller da den blev indført, at det er en ordning der er til for de nedslidte.
Så hvorfor forsøger nogle partier så at få det til at se ud som om, at efterlønnen er en ordning netop for de nedslidte, når vi nu ved at det ikke passer? Det spørgsmål kan jeg desværre ikke svare på, da jeg ikke selv er fortaler for efterlønnen. Jeg kan komme med nogle bud, hvoraf det bedste nok er tallet 130.000. Det er nemlig så mange, der i dag modtager efterløn og dermed så mange stemmer, der er at hente i at være ”efterlønstilhænger”. Men det er jo kun et bud.
Hvorfor er det så derimod at jeg mener at efterlønnen skal afskaffes? Fordi den koster uhyggeligt mange penge og fordi den er usolidarisk og unfair. Efterlønnen koster ifølge arbejdsmarkedskommissionen 18 mia. kr. om året og betyder at over 100.000 mennesker flyttes fra arbejdsmarkedet og over på offentlig forsørgelse - dyrt! Efterlønnen betyder samtidigt, at mens Hr. Hansen i nr. 47 går på arbejde hver dag og betaler sin skat, så går Hr. Jensen i nr. 49 rundt der hjemme og nyder de penge som Hr. Hansen betaler i skat via sin efterløn - unfair. Hertil kommer, at efterlønnen er en fast og tvungen udgift. Kommunerne og det offentlige kan ikke vælge at udbetale lidt mindre efterløn, hvis de skal spænde livremmen ind i magre år. Derfor bliver de nød til at sparre på andre udgifter såsom folkeskoler, ældrepleje og børnepasning for at få råd til efterløn - usolidarisk.
Lad os derfor afskaffe efterlønnen og lad dem der er nedslidt overgå til ordninger målrettet dem, i stedet for at proppe dem ind i en ordning der aldrig har været til for de nedslidte. Og lad så dem der kan arbejde gøre det, på lige vilkår med alle andre.
