Artiklen ”Islam er uforenelig med Grundloven” (publiceret den 1. februar 2010) blev læst af mange
og høstede adskillige engagerede kommentarer. En af kommentarerne på ”180 grader” udmærker
sig specielt ved at stille nogle få, meget essentielle spørgsmål, hvor svarene er en klumme værd i
sig selv.
Således lød et af spørgsmålene på ”180 grader” fra Jakob Jenkov, it-manden med hang til filosofi i
positiv bemærkelse:
I 1995 skrev Ibn Warraq en enestående bog med titlen ”Derfor er jeg ikke muslim”. Inspirationen fik
han helt sikkert fra Bertrand Russells bestseller fra 1966, hvor ”muslim” var skiftet ud med ”kristen”.
(Bogen er for resten oversat af Lars Hedegaard!)
Ibn Warraq indleder med at skrive: ”Man gør klogt i at se klart på forskellen mellem teori og praksis,
mens man læser denne bog - afvigelsen mellem det som muslimer burde gøre, hvad de faktisk gør,
og mellem hvad de burde have troet i modsætning til, hvad de faktisk troede og gjorde.”
Warraq stiller islam op som et projekt, hvor han beder læseren skelne mellem tre faktorer: Islam 0,
islam 1 og islam 2. Islam 0 er det profeten lærte ud til sine tilhængere, altså den lære som står at
læse i koranen. Islam 1 er religionen, som teologerne fremlægger, fortolker og udvikler den gennem
traditionerne (hadith), og som indbefatter sharia, den islamiske lov. Islam 2 er hvad muslimer faktisk
gjorde og udrettede, det vil sige islamisk civilisation
Bogens gennemgående tese, skriver Warraq, kan være, at islam 2, islamisk civilisation, ofte har
nået strålende højder på trods af islam 0 og islam 1 (koranen og fortolkningen) og ikke på grund af
dem.
Begreberne som Ibn Warraq ridser dem op her, gør det let at forstå problemerne, der opstår, når
mange muslimer i dag søger sig tilbage til det fundamentale – det oprindelige – islam, som jo netop
er islam 0 og islam 1 i henhold til Warraq. Samtidig, som denne tilbagegang til det originale, betyder
farvel til det ”civiliserede islam” indebærer det en udvikling, hvor undertrykkelsen og volden, som
den er beskrevet i koranen, hadith og et utal af fatwaer gennem tiderne, ikke bare accepteres, men
endda glorificeres og gennem jihad gøres til en pligt for alle rettroende muslimer.
Glem ikke at islam, på trods af Muhammed, koranen og imamerne, havde en righoldighed af
forfattere og billedkunstnere under sin storhedstid (civilisationsmæssigt – islam 2) i de første
århundreder efter Muhammeds død. Muhammed hadede digtere og kunstnere. Han forbandede
dem, der malede levende væsener, mennesker eller dyr, idet han mente, at det bare var tilladt for
Allah at formgive og skabe levende væsener. I koranen forbandes digterne af Muhammed (igen et
eksempel på, at Muhammed skabte sine åbenbaringer til brug for sig selv og for anvendelse i sine
omgivelser) i Sura 26.224, som siger ”Og digterne, også dem følger de vildfarne”.
Denne sura bekræfter Muhammeds personlige had til digteren Asma, der, efter at Muhammed var
flygtet til Medina, i sine [Asmas] tekster advarede imod profetens magtsyge. Det følgende fik
Muhammed til helt at tabe fatningen:
Muhammed hævnede sig på hende og beordrede hendes hals skåret over, hvilket blev gjort, endda
mens hun lå og sov med sit barn i armene.
Kort efter blev endnu to rebelske digtere myrdet. Abu Afak og den jødiske digter Kaab. Ibn Ishaq skriver oprømt i sin Muhammedbiografi:
”Den dag da Asma blev dolket, var den dag, da islam viste sin styrke… Den dag blev mændene fra Banu Khatma omvendt til islam, fordi de så islams magt".
Så lad os da se lidt på dette i lyset af det indledende spørgsmål. Som det første punkt, er det vigtigt
at slå fast, at det er Muhammed, der har skabt islam. Islam var fra begyndelsen kongruent med
koranen. Koranen er ekstrem voldelig og viser et utal af eksempler på Muhammeds manipulative,
narcissistiske natur. Ovennævnte sura, der handler om de ”vildledende digtere” er bare et eksempel
blandt mange.
Det diskuteres ofte hvor vidt koranen giver eksempler på barmhjertighed. I suraen om alle plagerne,
der slutter med Moses ved det Rød Hav og en malende beskrivelse af, hvordan faraoens soldater
druknes i tusindvis, afsluttes fortællingen i hvert voldsvers med denne sentens ”for Allah er
barmhjertig og ved bedst”! Rækker det ikke for at påstå at koranen indeholder barmhjertige
tonegange, så kan man vel tage alle versene med, der beskriver den vold som jihadisterne skal
udføre imod de vantro – men at man skal lade dem være, hvis de betaler (dhimmi)skatten eller
omvender sig.
Jeg er ikke i tvivl om, at I har forstået den drabelige sarkasme, jeg lagde ned i ovenstående. Et af
de bedste eksempler på koranens (islam 0) differentiering fra nyere kristendom er imidlertid Sura
26:227 [De skal ikke havne i helvede] dem der tror og gør gode gerninger, ofte ihukommer Allah og
kun hævner sig, når de har lidt uret!
Var der nogen, der talte om fredens religion? Den tilgivende religion? - eller bare ”at vende den
anden kind til?”
Islam 0 og 1, der hvor vi desværre har bevæget os hen imod i dagens situation, er diametralt i
modstrid med vor kulturs principper. Det fungerer ikke sammen. En kultur (ideologi) som den
muslimske forstår ikke dialog eller ræsonnement. Den forstår udsagnet: Enten er du med, ellers er
du imod!
Ser man på religionen som foreteelse, så er der ingen tvivl om, at der er begået masser af
uhyggelige handlinger i kristendommens, hinduismens og you name it’s navn. Mennesker er nu
ikke engang særlig perfekte (hvilket selvfølgelig også er et paradoks, når nu de er skabt i
Guds/Allahs billede). Hvor mange uhyrligheder, der så end er blevet forsøgt retfærdiggjort i
religionens navn, er der en sag som er helt klokkeklar. Med civilisationens udvikling har den kristne
religion reformeret sig ud af de værste mørke huler, med baggrund i evangelierne.
Når det gælder islam findes der ikke en eneste tekst, der underbygger en positiv fredelig udvikling i
sameksistens med andre end muslimer! Tvært imod, islam 0 og 1 ”regerer” og forhindrer en
udvikling, eller skal vi sige en reformation af islam, simpelthen fordi en ændring af voldskodexet
bryder imod alle kanoniske skrifter – både hvad gælder indhold og fortolkning. Med dagens
vidensniveau in mente har selv de mørkeste islamister forstået, at der ikke findes nogen
reformmulighed. Enten er man som muslim tvunget til at arbejde for kalifatet (altså deltage i jihad i
en eller anden form), ellers kan man lige så godt hoppe af. For der findes ingen islam uden en
gennemsyret ond profet!
Endnu en gang med Sam Solomons ord: ”Islam er skabt af Muhammed, for Muhammed”!
og høstede adskillige engagerede kommentarer. En af kommentarerne på ”180 grader” udmærker
sig specielt ved at stille nogle få, meget essentielle spørgsmål, hvor svarene er en klumme værd i
sig selv.
Således lød et af spørgsmålene på ”180 grader” fra Jakob Jenkov, it-manden med hang til filosofi i
positiv bemærkelse:
”En ting er hvad der står i Koranen. En anden ting er, i hvor stor stil det efterleves. En tredje ting hvad politiserende individer gør, i religionens navn, som ikke oprindeligt ligger i religionen.”
I 1995 skrev Ibn Warraq en enestående bog med titlen ”Derfor er jeg ikke muslim”. Inspirationen fik
han helt sikkert fra Bertrand Russells bestseller fra 1966, hvor ”muslim” var skiftet ud med ”kristen”.
(Bogen er for resten oversat af Lars Hedegaard!)
Ibn Warraq indleder med at skrive: ”Man gør klogt i at se klart på forskellen mellem teori og praksis,
mens man læser denne bog - afvigelsen mellem det som muslimer burde gøre, hvad de faktisk gør,
og mellem hvad de burde have troet i modsætning til, hvad de faktisk troede og gjorde.”
Warraq stiller islam op som et projekt, hvor han beder læseren skelne mellem tre faktorer: Islam 0,
islam 1 og islam 2. Islam 0 er det profeten lærte ud til sine tilhængere, altså den lære som står at
læse i koranen. Islam 1 er religionen, som teologerne fremlægger, fortolker og udvikler den gennem
traditionerne (hadith), og som indbefatter sharia, den islamiske lov. Islam 2 er hvad muslimer faktisk
gjorde og udrettede, det vil sige islamisk civilisation
Bogens gennemgående tese, skriver Warraq, kan være, at islam 2, islamisk civilisation, ofte har
nået strålende højder på trods af islam 0 og islam 1 (koranen og fortolkningen) og ikke på grund af
dem.
Begreberne som Ibn Warraq ridser dem op her, gør det let at forstå problemerne, der opstår, når
mange muslimer i dag søger sig tilbage til det fundamentale – det oprindelige – islam, som jo netop
er islam 0 og islam 1 i henhold til Warraq. Samtidig, som denne tilbagegang til det originale, betyder
farvel til det ”civiliserede islam” indebærer det en udvikling, hvor undertrykkelsen og volden, som
den er beskrevet i koranen, hadith og et utal af fatwaer gennem tiderne, ikke bare accepteres, men
endda glorificeres og gennem jihad gøres til en pligt for alle rettroende muslimer.
Glem ikke at islam, på trods af Muhammed, koranen og imamerne, havde en righoldighed af
forfattere og billedkunstnere under sin storhedstid (civilisationsmæssigt – islam 2) i de første
århundreder efter Muhammeds død. Muhammed hadede digtere og kunstnere. Han forbandede
dem, der malede levende væsener, mennesker eller dyr, idet han mente, at det bare var tilladt for
Allah at formgive og skabe levende væsener. I koranen forbandes digterne af Muhammed (igen et
eksempel på, at Muhammed skabte sine åbenbaringer til brug for sig selv og for anvendelse i sine
omgivelser) i Sura 26.224, som siger ”Og digterne, også dem følger de vildfarne”.
Denne sura bekræfter Muhammeds personlige had til digteren Asma, der, efter at Muhammed var
flygtet til Medina, i sine [Asmas] tekster advarede imod profetens magtsyge. Det følgende fik
Muhammed til helt at tabe fatningen:
”Tror I stadig på ham, når først han har myrdet jeres ledere,
ligesom folk, der grådig griber efter den kogende suppe?
Hvor er de modige iblandt jer?”
Muhammed hævnede sig på hende og beordrede hendes hals skåret over, hvilket blev gjort, endda
mens hun lå og sov med sit barn i armene.
Kort efter blev endnu to rebelske digtere myrdet. Abu Afak og den jødiske digter Kaab. Ibn Ishaq skriver oprømt i sin Muhammedbiografi:
”Den dag da Asma blev dolket, var den dag, da islam viste sin styrke… Den dag blev mændene fra Banu Khatma omvendt til islam, fordi de så islams magt".
Så lad os da se lidt på dette i lyset af det indledende spørgsmål. Som det første punkt, er det vigtigt
at slå fast, at det er Muhammed, der har skabt islam. Islam var fra begyndelsen kongruent med
koranen. Koranen er ekstrem voldelig og viser et utal af eksempler på Muhammeds manipulative,
narcissistiske natur. Ovennævnte sura, der handler om de ”vildledende digtere” er bare et eksempel
blandt mange.
Det diskuteres ofte hvor vidt koranen giver eksempler på barmhjertighed. I suraen om alle plagerne,
der slutter med Moses ved det Rød Hav og en malende beskrivelse af, hvordan faraoens soldater
druknes i tusindvis, afsluttes fortællingen i hvert voldsvers med denne sentens ”for Allah er
barmhjertig og ved bedst”! Rækker det ikke for at påstå at koranen indeholder barmhjertige
tonegange, så kan man vel tage alle versene med, der beskriver den vold som jihadisterne skal
udføre imod de vantro – men at man skal lade dem være, hvis de betaler (dhimmi)skatten eller
omvender sig.
Jeg er ikke i tvivl om, at I har forstået den drabelige sarkasme, jeg lagde ned i ovenstående. Et af
de bedste eksempler på koranens (islam 0) differentiering fra nyere kristendom er imidlertid Sura
26:227 [De skal ikke havne i helvede] dem der tror og gør gode gerninger, ofte ihukommer Allah og
kun hævner sig, når de har lidt uret!
Var der nogen, der talte om fredens religion? Den tilgivende religion? - eller bare ”at vende den
anden kind til?”
Islam 0 og 1, der hvor vi desværre har bevæget os hen imod i dagens situation, er diametralt i
modstrid med vor kulturs principper. Det fungerer ikke sammen. En kultur (ideologi) som den
muslimske forstår ikke dialog eller ræsonnement. Den forstår udsagnet: Enten er du med, ellers er
du imod!
Ser man på religionen som foreteelse, så er der ingen tvivl om, at der er begået masser af
uhyggelige handlinger i kristendommens, hinduismens og you name it’s navn. Mennesker er nu
ikke engang særlig perfekte (hvilket selvfølgelig også er et paradoks, når nu de er skabt i
Guds/Allahs billede). Hvor mange uhyrligheder, der så end er blevet forsøgt retfærdiggjort i
religionens navn, er der en sag som er helt klokkeklar. Med civilisationens udvikling har den kristne
religion reformeret sig ud af de værste mørke huler, med baggrund i evangelierne.
Når det gælder islam findes der ikke en eneste tekst, der underbygger en positiv fredelig udvikling i
sameksistens med andre end muslimer! Tvært imod, islam 0 og 1 ”regerer” og forhindrer en
udvikling, eller skal vi sige en reformation af islam, simpelthen fordi en ændring af voldskodexet
bryder imod alle kanoniske skrifter – både hvad gælder indhold og fortolkning. Med dagens
vidensniveau in mente har selv de mørkeste islamister forstået, at der ikke findes nogen
reformmulighed. Enten er man som muslim tvunget til at arbejde for kalifatet (altså deltage i jihad i
en eller anden form), ellers kan man lige så godt hoppe af. For der findes ingen islam uden en
gennemsyret ond profet!
Endnu en gang med Sam Solomons ord: ”Islam er skabt af Muhammed, for Muhammed”!
