Jeg er en ung fyr som aldrig rigtig har interesseret mig for politik – indtil finanskrisen satte ind og især i forbindelse med folketingsvalget dette efterår hvor jeg skulle til stemmeurnerne for første gang. Min tidligere mangel på interesse har skyldtes politikernes ekstremt lave fællesnævner. Jeg havde derfor forestillet mig at skulle stemme blankt til mit første folketingsvalg og i mange år fremover. Blankt for at vise at jeg gerne vil deltage i vores demokratiske system, men at jeg ikke fandt en kandidat eller et parti der fortjente min stemme.
Jeg er af den overbevisning at man skal stemme på det parti man føler kan udvikle hele vores samfund og gøre det til et bedre sted at være – ikke det parti som tilfældigvis er mest til (økonomisk) gavn for en selv. Det er desværre sådan langt de fleste partier argumenterer. De vil give lidt her, og lidt der, og så lidt til kernevælgerne og så lidt til tvivlerne. Det man giver er oftest penge. En eller anden form for penge – det kan være en sænkning af en vis skat, en overførselsindkomst, offentlige tilskud til et foretagende m.m. Hver gang der kom et nyt politisk forslag som jeg enten læste om på internettet eller så i TV-avisen, så stillede jeg mig selv spørgsmålet: Hvorfor? Hvorfor lige netop dette forslag? Heldigvis tænkte journalisten/intervieweren også så langt, og så kunne politikeren meget nemt forklare at f.eks. ’flere og flere lider af ADHD og derfor skal der afsættes penge flere daginstitutionerne til dette formål’. Så tænkte jeg over hvorfor lige netop dette område skulle prioriteres? Hvorfor ikke alle mulige andre områder? Hvad var grundlaget til at vælge lige netop dette? Desværre spørger journalisterne ikke dybere end det, så jeg fik aldrig mine svar.
I løbet af min gymnasiale uddannelse lærte jeg om de forskellige politiske ideologier. Jeg skænkede dem dog ikke den store tanke. Det er jeg dog begyndt at gøre nu. Jeg tænkte over konkrete politiske forslag, og stillede så spørgsmålet ’hvorfor’ til mig selv og prøvede at give svaret. Så hvis vi nu tager det foregående eksempel om at afsætte x-antal millioner til oprettelse af nye daginstitutioner for ADHD-ramte børn. Hvorfor vælger en given politiker at fremsætte dette forslag? Fordi at flere og flere bliver ramt af sygdommen. Hvorfor har de brug for en gratis daginstitution? Fordi vi er en velfærdsstat der skal tage hånd om de økonomisk dårligst stillede som ikke har råd til dette. Hvorfor skal vi tage hånd om de økonomisk dårligst stillede? For at mindske uligheden i samfundet. Hvorfor skal vi mindske uligheden i samfundet? Fordi at ingen skal have mere end andre. Hvorfor skal de ikke det? Fordi at vi skal være solidariske (underforstået – økonomisk). Dette sporer mig så til idegrundlaget for SF og Enhedslisten. Begge partier ønsker lighed og solidaritet og ud fra mit bekendtskab til partierne antager jeg at de mener økonomisk lighed og solidaritet. I stedet for at vurdere hvorvidt jeg synes det er de rette værdier at leve efter eller ej, så spørger jeg mig selv – er det realistisk? I takt med globaliseringen og EU så vurderer jeg at dette ikke realistisk. Af logiske årsager vil virksomheder outsource til mere økonomisk fordelagtige steder og de rigeste og bedst uddannede vil tage jobs i andre lande hvor lønnen er højere. Måske ikke alle, men mange. Så uanset om idegrundlaget er godt eller ej – for der vil jeg medgive – at mange danskere er uenige med hinanden, så er det nok ikke muligt som vores samfund er indrettet i dag. Teknisk set er det dog muligt – jeg har nemlig læst historien om Sovjetunionen. Så er det det man ønsker – jamen så er det da muligt.
Jeg tænkte over hvad det egentlig er danskerne ønsker. Hvad ønsker vi med vores samfund? På hvilket punkt tror jeg, at alle danskere ville være enige? Jeg tænker at alle må vel være enige med mig i, at hvis man føler sig tryg og glad i samfundet og hver enkelt føler at han eller hun bidrager med sin tilværelse, så vi er nået et godt stykke og så har vi skabt et grundlag for et bæredygtigt samfund hvor folk trives. Men hvordan skabes denne trivsel? Jeg tror at trygheden kommer hvis alle er sikre på at de kan komme på hospitalet hvis de bliver syge. Jeg tror at glæden kommer hvis alle har mulighed for at tage en uddannelse uanset økonomisk baggrund. Jeg tror at vi alle føler vi kan bidrage med vores tilværelse hvis vi besidder et job. Disse tanker har jeg nok fordi jeg er vokset op i Danmark, hvor jeg kan komme på hospitalet uanset om jeg er rig eller fattig og hvor jeg kan uddanne mig til det jeg ønsker uanset om jeg er rig eller fattig. Derudover har jeg også altid følt at det var nemt at få job (i forhold til de andre lande hvor jeg har boet og opholdt mig – Cypern og Israel).
Det at kunne tilbyde gratis uddannelse og sygehus fra statens side til borgerne koster selvfølgelig penge. Offentlige jobs koster også penge for staten. Men jeg fandt ud af at private jobs – dvs. jobs skabt i erhvervslivet ikke koster staten penge, tværtimod. Hvis staten tjener på at folk er i job (i form af skatter) så gælder det vel om at få flest mulige til at arbejde – eller hvad? I forbindelse med min nyopståede interesse for politik fulgte jeg med i den offentlige debat det seneste halve års tid (siden ugerne op til folketingsvalget) – ved dagligt at læse følgende netaviser; Politiken, Information, JP, Berlingske, Børsen og 180grader. Jeg fandt ud af at rigtig mange – fra begge sider af det politiske spektrum – faktisk ønskede at arbejde. Det bekræftede min teori om at folk faktisk gerne vil arbejde – og jeg antager så at det er fordi at det at arbejde giver en følelse af at bidrage med sin tilværelse. Dette er dog blot min egen antagelse.
Jeg tænkte at hvis man kunne skabe flere private jobs, kunne man gøre flere mennesker glade, bidrage med flere skattekroner til statskassen (som vidst ikke har det alt for godt for tiden) og samtidig give folk følelsen af at bidrage med deres tilværelse. Jeg gik derfor ind på Danmarks Statistik for at finde ud af nogle nøgletal i forbindelse med arbejdsstyrken og arbejdsløsheden. Jeg kom frem til følgende tal for 2010 (kilde: http://dst.dk/da/Statistik/emner/arbejdsstyrke/registerbaseret-arbejdsstyrke.aspx);
Totale befolkning; 5.534.739 mennesker. Jeg delte dem op i to grupper; dem der bidrager til statskassen via deres lønindkomst og dem der ikke gør. Den første gruppe talte 2.685.002 i arbejde og den anden gruppe talte 2.849.737 mennesker. Ud af dem var 95.756 arbejdsløse i 2010 (dette tal er nok steget i 2011?). Jeg tænkte at det første man kan gøre er at skabe private jobs til alle de her mennesker. Hvordan gør man så det? Først her lærte jeg hvad nogle af politikerne snakkede om når de snakkede om Danmarks konkurrenceevne (eller mangel på samme). Eftersom at jeg fandt ud af at staten ikke kan skabe private jobs, men kun erhvervslivet, må man spørge dem hvordan der skabes private jobs. Hvis man forbedrede de økonomiske rammer for erhvervslivet ville virksomhederne vel opleve vækst og dermed skabe jobs. Flere virksomheder ville måske blive startet og udenlandske firmaer ville måske investere i Danmark? Det virkede i hvert fald åbenlyst.
Det efterlader mig med et spørgsmål. Hvad er den optimale arbejdsløshedsprocent? Hvornår er arbejdsløsheden lav nok til at man kan snakke om fuld beskæftigelse. Jeg tænkte at det må vel være når alle dem der søger job kan finde et – altså når antallet af ledige arbejdere er lig antallet af ledige stillinger. Min søster sagde til mig at procenttallet typisk vil være 2,5 – 3 %, for at alle kan få et job men hvor der stadig ikke opstår uansøgte stillinger. Min tanke var så – hvis man sørger for at dette tal hele tiden er ca. 2,75 % har man så ikke sikret alle et job? Hvis nu Beskæftigelsesministeriets eneste opgave var at sørge for at arbejdsløsheden lå på 2,75 %, så kunne man tage en masse forebyggende beslutninger og spare samfundet for en masse overførselsindkomster. Jeg vil tro at den bedste vej at gøre dette på er ved at forbedre vores konkurrenceevne. Det er vel i alles interesse? Hvad skal vi bruge de offentlige ydelser til hvis vi alle kan få et arbejde? Det er vel også i statens interesse? Hvem skal så skabe de gode rammer og gøre Danmark konkurrencedygtigt i erhvervslivet – det tror jeg er Erhvervs- og Vækstministeriets opgave, koste hvad det vil. Så spørger man vel nuværende danske virksomheder og potentielle udenlandske investorer om hvilke faktorer der kan påvirke til en beslutning om øget engagement i Danmark og så gør man alt hvad man kan for at forbedre disse faktorer – indtil vi rammer 2,75 % (eller hvilket tal de kloge embedsmænd nu måtte finde ud af).
Jeg fik øje på Liberal Alliance og deres budskaber: ”Mere frihed, mindre bureaukrati osv.”. Mere af det ene og mindre af det andet – typiske politiske budskaber. Men der er brug for differentieringen – der er brug for at et parti ikke bare sætter som mål at trække samfundet i en bestemt retning – for det vil de alle sammen. Der er brug for at sætte en visionær dagsorden. Min opfordring til LA er at skabe en vision. En vision for Danmark som vi alle kan være fælles om. Jeg er her kommet med mit bud på en vision. En vision hvor vi ønsker at alle borgere er glade, trygge og følelsen af at bidrage med noget. Uden et mere dybdegående kendskab til makroøkonomi vil jeg vove at påstå at vi kan have råd til fortsat at tilbyde sygehuse og uddannelse til hele Danmarks befolkning hvis arbejdsløsheden lå på 2,75 % og så tror jeg også at alle vil få følelsen af ikke at være en ligegyldig brik i vores samfund.
Jeg tror at det vil skabe vækst for Danmark og for vores befolkning. Jeg tror at staten ville begynde at tjene penge igen – måske ikke i et omfang som set i 00’erne, men stadig et overskud. Jeg tror ikke det er svært at nå de 2,75 % uden at staten er en underskudsforretning. Det vil kræve en del politiske tiltag – mange allerede foreslået af Liberal Alliance, men det vel meget nemt. Statens indtægter i form af selskabsskatter, utallige afgifter og indkomstskatter vil nok blive kraftigt reduceret, men så måtte man jo også bare sænke udgifterne i samme størrelsesorden. Man kunne jo starte med at fjerne de mest unødvendige udgifter, se hvilker her: www.slankstaten.dk.
Hvorfor lægges alt politisk fokus ikke i at styre arbejdsløshedsprocenten? Hvorfor snakker politikere om rygekabiner og hæve/sænke skriveborde i stedet for at statsstyre arbejdsløsheden til en procent på 2,75 %? Vil det ikke løse en lang række af de problemstillinger som vores samfund står overfor i dag? Hvorfor bliver Danmark ikke det første land i verden med konstant fuld beskæftigelse? Jeg savner en vision fra LA. Jeg deler alle jeres holdninger – men jeg mangler at I har en vision. Hvad vil I gøre den dag at indkomstskatten er på 40 %, hvor langt ned skal den ned? I har vundet min stemme, og I har vundet alle andre samfundsrealisters stemmer. Men jeres opgave er, at I skal vinde resten af stemmerne inden det er for sent. Inden vi kommer til at ligne Grækenland – for det er da der vi er på vej hen. Den næste Mærsk hedder ikke Mærsk – han hedder Mustafa og outsourcer sin geniale start-up til Zürich eller London så snart han har rundet de 25 medarbejder. Jeg tror at danskernes velstand toppede i 2007 – og jeg tror ikke at vi kommer tilbage dertil foreløbig, tværtimod. Det er LA’s opgave at vinde den samfundsopbakning der skal til for at kunne tage de forebyggende beslutninger før virkeligheden slår til. Før det lige pludselig ikke er en selvfølge at uddannelser er gratis og at alle kan komme på hospitalet. Før det er for sent. Det er LA’s opgave at skabe en vision som alle danskere relatere til. Kun sådan kan LA få den nødvendige opbakning. En fælles vision for Danmark.
Dette er mit første politiske debatindlæg og jeg er meget åben overfor feedback og kommentarer. Indlægget er helt uredigeret og er skrevet på ca. to timer.
