Det er en god skattereform.
Økonomisk set trækker den i den rigtige retning. Og politisk er den en gevinst.
Det økonomiske
Selv om nogle af finansieringselementerne har karakter af ”fugle på taget” som den 1 mia. kr., de vil spare på EU-budgettet, så er der trods alt skattelettelser for netto 7 mia. kr. og andre 7 mia. kr. skatteomlægninger. Se her.
- Topskattegrænsen forhøjes, og beskæftigelsesfradraget øges
- Satsreguleringen ændres, så der på sigt bliver større forskel på at arbejde og være på overførselsindkomst.
- Arbejdsudbuddet øges med 15.000 på langt sigt.
- Iværksætterskatten fjernes.
Sammenlignet med VKO’s skattereform for 2009, der alene bestod i skatteomlægninger og som på langt sigt var overfinansieret og dermed øgede skatterne med 5,5 mia. kr., så er det glædeligt, at der er tale om reelle skattesænkninger denne gang, og det er mildest talt besynderligt, at Venstre skulle i opposition, før de ville kræve skattesænkninger, hvor små de end er.
Der er bestemt også negative sider af skattereformen:
- Det er også negativt, at skattereformen er så uambitiøs.
- Den sammensatte marginalskat hæves for højtlønnede pga. aftrapning af børnefamilieydelsen. Omvendt er det positivt, at der tages hul på et opgør med de universelle velfærdsydelser.
- Større fradrag for enlige forsørgere – hvordan kan Konservative dog gå med til et sådant angreb på familien?
- Og nærmest komisk at en så lille reform først er indfaset i 2022, herunder ændres satsreguleringen først fra 2016. Af hensyn til beskæftigelse og konkurrenceevne ville det langt have været at foretrække, om skattereformen simpelthen blev implementeret fra 2013.
Man kan sagtens kritisere alle de andre negative elementer med afgiftsforhøjelser og skatteomlægninger, der medgår til at finansiere samlede personskattelettelser for 14 mia. kr., men resultatet på bundlinjen viser, at der er netto skattelettelser for 7 mia. kr., og det er ubetinget positivt. Reformen trækker Danmark et skridt i den rigtige retning.
Det politiske
Skattereformen er først og fremmest en politisk sejr for blå blok, fordi det er lykkedes at få regeringen med på en skattereform, der er mere blå end rød. Det gør det langt sværere for de røde – selv for lystløgneren HTS – i opposition at anklage den næste skattereform, der forhåbentlig bliver mere ambitiøs, for at være asocial. Jeg tænker på forhøjelsen af topskattegrænsen, den ulighedsskabende sociale profil, og især at der nu pilles ved satsreguleringen.
Tilføjelse: Det politisk mest sensationelle i aftalen er måske, at S-SF-R har meldt klart ud, at det primære mål med skattepolitikken er at sikre, at det kan betale sig at arbejde. For dem med keddeldragter og for de enlige forsørgere ("Carinaerne"). Og at lavere skat virker (i modsætning til, hvad Lykketoft bliver ved med at hævde).
Enhedslisten har erklæret, at de ikke længere vil være regeringens støtteparti, og det er svært at se, at den røde regering kan give EL så meget til finanslovsforhandlingerne, at det kan stille EL tilfreds. Hvis det ikke lykkes, så har regeringen ikke flertal for deres finanslov, og det er endnu vanskeligere at forestille sig, at regeringen vil kunne give så meget til blå blok, at det kan opveje gevinsten ved at valg og regeringsskifte. Et valg på finansloven er derfor meget sandsynligt. Selv om EL ikke er som andre partier og er mere ideologiske, så må det alligevel også trække i retning af at stemme nej, at EL står til en enorm mandatfremgang i tilfælde af et valg.
SF er splittet og står til et kæmpe valgnederlag. Der er oprør i både bagland og folketingsgruppe. Cekic har meddelt, at hun vil stemme imod skattereformen, og Trine Pertou Mach har meddelt, at hun ikke vil genopstille.
Denne splittelse og regeringens mange løftebrud gør det utroværdigt og formentlig også uønsket for SF at gå til valg sammen med S – og selv efter en periode i opposition vil det være et helt igennem utroværdigt alternativ. Dansk politik kommer nok til at vende tilbage til mere ”normale” tilstande, hvor S allierer sig med Radikale alene.
En blå regering er rykket år nærmere.
Det er også en gevinst, at Venstre nu – for første gang siden Fogh overtog efter Uffe – har stillet krav om egentlige skattesænkninger – og ikke kun skatteomlægninger som i 2009-skattereformen. Betydningen af det skal ikke undervurderes, idet det kan gøre det vanskeligere for Venstre som regeringsparti at undlade at kræve yderligere skattesænkninger, bl.a. på selskabsskatteområdet, som er meget påkrævet.
Politisk er det mest negative, at
- DF ikke kunne lokkes til at gå med i skatteaftalen, hvilket kunne have banet vejen for fremtidige reformer. DF står nu ene om at kunne råbe højt om den sociale profil, og det vil gøre det vanskeligere at få DF med på fremtidige reformer.
- LA blev holdt udenfor aftalen, og det gør det alt andet lige sværere for LA at få de afgørende mandater efter næste valg, hvilket alt taler for stadig er nødvendigt for at få Venstre og Konservative til at gennemføre de nødvendige (skatte-)reformer. Hvis en kommende VK+O flertal ikke bliver afhængig af LA, så vil de nok blive næsten lige så reform- og vælgerangste som de seneste 10 års VK+O flertal, og så får vi 10 år mere med en nominelt borgerlig regering, der ikke gennemfører borgerlig politik.
